Star Trek: The Next Generation – Sæson 2
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 21. dec 2012 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Star Trek-franchisen er som en buffet. En buffet med mere end 700 forskellige retter at vælge imellem takket være de elleve spillefilm og seks forskellige tv-serier, franchisen har fostret siden 1966. Naturligvis kan man ikke undgå at stille nogle rådne æbler på bordet, når man søsætter en banket med et trecifret antal anretninger. Men hvor flere af spillefilmene, deriblandt J.J. Abrams’ succesrige “Star Trek” fra 2009, er gedigne godbidder, der hurtigt mætter appetitten på suveræn underholdning, er der som regel mere kød at gumle på i franchisens tv-serier – ikke mindst i “Star Trek: The Next Generation”.
Men tv-episoder som “The Measure of a Man” – højdepunktet i denne 2. sæson af “Star Trek: The Next Generation” – er den allerbedste form for Star Trek. I afsnittet bliver Kaptajn Picard (den evigt fænomenale Patrick Stewart, som emmer af selvsikkerhed) beordret til at aflevere sin underofficer, androiden Data, til en videnskabsmand, der vil pille Data fra hinanden i et forsøg på at skabe flere maskiner af samme slags, der vil kunne udføre alle de monotone og farlige opgaver, vi andre ikke gider. Men er Data da bare et omvandrende bundt kabler og computerchips uden nogen personlige rettigheder? Eller har han en sjæl? Hvordan definerer vi overhovedet det at være et menneske? De spørgsmål granskes i et vildt fascinerende og følelsesladet retssalsdrama, der byder på skuespil i verdensklasse og dialoger, som selv Aaron Sorkin ville været stolt over at have forfattet.
Men der dukker selvsagt også nogle svipsere op undervejs. “The Child” er en forbavsende sløv sæsonåbner, og “Up the Long Ladder” er et mindre heldigt forsøg på at injicere lidt humor i sæsonen med intet mindre end fordrukne, irske farmere, der har boet på en fremmed planet i århundreder. Og hvor “The Measure of a Man” er en af seriens bedste episoder, så er “Shades of Grey” en af de allerværste – et såkaldt genbrugsafsnit, der hovedsageligt består af klip fra gamle afsnit, fordi man på dét tidspunkt var løbet tør for penge til at skyde nye scener.
Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Den anden sæson af “Star Trek: The Next Generation” ser desværre ikke helt lige så godt ud som den første, men selvom billedkvaliteten var neglebidende tæt på at score “blot” 4 stjerner, så er der trods alt så mange plusser, at vi alligevel lander på en 5-stjernet bedømmelse. Men lad os først få de få minusser ryddet af vejen: Til tider dukker lidt snavs op – generelt i form af mikroskopiske pletter, som aldrig er tilnærmelsesvis distraherende. Derudover har gryn det med at ligne digital støj (dog heldigvis relativt sjældent). Støjreduktionsfiltre bruges en smule mere her i sæson 2 end i sæson 1, men i løbet af sæsonens 22 afsnit følte jeg kun under omtrent én snes skud (ud af flere tusind), at DNR udglattede billedet og fik detaljerigdommen til at dale en smule. Det er primært de klip, hvori special effects indgår, som er ramt af lettere destruktiv støjreduktion.
Udgivelsens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor tilkæmper sig måske ikke nær så megen opmærksomhed som HD-billedsiderne, idet kvalitetsforskellen i forhold til dvd-udgivelserne ikke er lige så prominent på lydfronten. Men der er dog ingen tvivl om, at afsnittene også lyder markant bedre end nogensinde før. Samtlige lydeffekter og musikalske toner kommer klokkeklart igennem, og ligesom på billedfronten bemærker man talløse detaljer, man aldrig før har bidt mærke i. Panoreringerne føles mere naturtro end nogensinde, og når rumskibene farer forbi kameraet, rumler subwooferen til den helt store guldmedalje. Desuden benytter sæson 2 baghøjtalerne oftere og bedre end sæson 1.
BD-udgivelsen af seriens 1. årgang var fyldt med ekstra godter, men med udgivelsen af sæson 2 har Paramount og CBS leveret den hidtil mest ekstramaterialespækkede udgivelse af en Star Trek-sæson til dato. Her er ikke blot alle de gamle dokumentarer, som fulgte med dvd-udgivelsen, men også hidtil usete fraklip, kommentarspor, slettede scener og timevis af nye dokumentarer – den slags herligheder, som fans har efterspurgt i årevis. Desuden medfølger de gamle tv-reklamer for alle sæsonens 22 afsnit. Når man ser disse trailere, bliver det fornemme restaureringsarbejde for alvor sat i relief.
På disk 3, 4 og 5 finder vi de fire andre dokumentarer, som blev produceret til dvd-udgivelsen tilbage i 2002: “Inside Starfleet Archives: Penny Juday” (18 min.), “Selected Crew Analysis Year Two” (14 min.), “Departmental Analysis Year Two: Memorable Missions” (17 min.) og “Mission Overview Year Two” (15 min.). Dokumentarerne er måske en smule korte, men de er alle sammen velproducerede og informative, og de kigger nærmere på alt fra seriens højdepunkter (såsom Whoopi Goldbergs gæsteoptrædener) til dens detaljerede rekvisitter.
Noget andet, man også ofte har savnet på Star Trek-sæsonudgivelser, har været kommentarspor, men der medfølger to her: Star Trek-eksperterne Mike og Denise Okuda har indtalt et kommentarspor til den forlængede udgave af “The Measure of a Man” sammen med manuskriptforfatteren Melissa Snodgrass, mens Okuda-parret, instruktøren Rob Bowman og effektmageren Dan Curry har indtalt et kommentarspor til “Q Who”. Begge kommentarspor er spækkede med interessante anekdoter, og deltagerne holder ingen længerevarende pauser undervejs.
“Making It So: Continuing Star Trek: The Next Generation” (82 min.) er en todelt dokumentar, som er fyldt med interessante interviews, fraklip og andet arkivmateriale, som tilsammen konstituerer et fascinerende, dybdeborende kig på sæsonens tilblivelse. Flere af historierne havde jeg aldrig hørt før, og også her er deltagerne forbavsende og forfriskende ærlige – producerne rødmer nærmest, når de taler om det rædsomme afsnit “Shades of Grey”, og Gates McFadden fortæller meget åbenhjertigt om sin fyring efter seriens første sæson, som banede vejen for Diana Muldaurs optræden i serien. McFadden vendte dog tilbage igen i seriens 3. sæson, og Muldaur forlod rollebesætningen efter blot én sæson. De nye dokumentarer præsenteres i 1080p, mens trailerne og de gamle dokumentarer er blevet opskaleret fra SD.
Den 2. sæson af “Star Trek: The Next Generation” var bedre, end jeg huskede. Det skyldes måske, at eftersom både billed- og lydkvaliteten næsten er ufatteligt bedre end på dvd og tv, styrkes helhedsindtrykket betragteligt – ligesom når man ser en god film i en toptunet biograf kontra på en skrabet tv-skærm. Jovist, serien kom først for alvor op i gear fra og med dens 3. sæson, men der er virkelig nogle perler blandt denne sæsons i alt 22 episoder – ikke mindst “The Measure of a Man”, som leverer 45 af de mest tankevækkende og gribende minutter i flimmerkassens historie. Eftersom udgivelsen også huser adskillige timers blændende og splinternyt ekstramateriale, er den selvfølgelig et must for fans og bestemt også et kig værd for nysgerrige sjæle.
Se også: Engage! Filmz TV fejrer Star Treks 45-års fødselsdag
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet