Hvad er bedre end én eksplosion? Flere eksplosioner!
Hollywood lider af en kronisk sygdom, som vi kan kalde “efterfølger-betændelse”. Man tager en god film, fjerner alt sjælen, og hælder bare dobbelt så meget CGI ud over det hele i håbet om, at folk ikke opdager, at manuskriptet er skrevet på en serviet.
Men indimellem rammer de altså guld. Nogle gange får en instruktør lov til at gå amok med et budget, der rent faktisk matcher deres vanvid, og pludselig står vi med en film, der får originalen til at ligne en tam generalprøve.
Vi taler om de her sjældne øjeblikke, hvor efterfølgeren ikke bare er en kopi, men en total magtdemonstration, der redefinerer hele lortet.
Her har du ni eksempler på efterfølgere, der faktisk overgår originalen
Mad Max: Fury Road
George Miller må være den mest geniale galning i filmbranchen, for hvem ellers venter 30 år på at lave en film, der dybest set bare er én lang, hjernedød smuk biljagt gennem en sandkasse?
Mad Max: Fury Road føles som den film, han altid har haft inde i sit krøllede hoved, men bare aldrig havde pengene til at bygge før nu. De gamle film med Mel Gibson var sgu fede nok på deres egen beskidte facon, men de lignede også noget, der var filmet for prisen på en brugt knallert og en kasse bajere.
Her er alt derimod opgraderet til det absolutte maksimum, uden at man mister følelsen af, at det hele foregår i en verden, der er ved at falde fuldstændig fra hinanden. Plottet er så simpelt, at selv en guldfisk kan følge med, da historien bare handler om en gruppe mennesker, der kører den ene vej, finder ud af at det var en dårlig idé, og så kører hele vejen tilbage igen.
Hver eneste bil er bygget i virkeligheden, og når noget eksploderer, så sker det med en voldsomhed, som får de fleste moderne computerfilm til at ligne tegnefilm.
CGI er holdt på et absolut minimum, hvilket giver en fysisk tyngde, man bare ikke kan snyde sig til foran en skærm. Charlize Theron dukker op som Furiosa og tager fuldstændig styringen over fortællingen, mens Tom Hardy mest af alt bare knurrer i baggrunden som en bifigur i sit eget univers.
Det fungerer skidegodt, og filmen endte med at vinde seks Oscars, hvilket er fuldstændig uhørt for en produktion, der mest af alt handler om folk, der hænger i stænger på køretøjer i fuld fart.
Man føler sig støvet, forpustet og fuldstændig blæst bagover bagefter, og det er præcis sådan, en actionfilm skal føles, når den rammer plet. Originalen virker pludselig som en lille forret til det her gigantiske festmåltid af benzin, sand og totalt anarki, der har sat en ny standard for hele genren.
Miller formår at fortælle alt gennem ren visuel historiefortælling, hvor man ikke behøver lange monologer for at forstå, at verden er gået af lave. Det er ren adrenalin direkte i pulsåren, og det stopper aldrig med at imponere, uanset hvor mange gange man genser de vilde stunts.
Mad Max: Fury Road kan ses på Netflix og Viaplay
Indiana Jones And The Last Crusade
Smid den første film med den gyldne statue i skraldespanden for et øjeblik, for selvom den er tæt på perfekt, så har Indiana Jones And The Last Crusade noget, de andre mangler: En virkelig sur og pinlig far.
Den her treer formår at snige sig foran i køen, fordi dynamikken mellem Harrison Ford og Sean Connery er noget af det sjoveste og mest velskrævne, actiongenren nogensinde har præsteret.
Indy er her ikke længere bare den seje arkæolog med pisken, der har styr på alt; han er også en frustreret søn, der konstant bliver rettet på og irettesat af sin far midt i en livsfarlig skudveksling.
Dialogen sidder lige i skabet med en timing, som man normalt kun finder i de bedste komedier, og man kan mærke, at Steven Spielberg har hygget sig gevaldigt med at punktere hovedpersonens selvtillid. Man køber 100% på, at de to mænd er i familie, og det giver filmen en helt anden varme og dybde end forgængerne, der mest fokuserede på den ydre spænding og de okkulte mysterier.
Slagsmålet med den gigantiske tank midt i ørkenen er legendarisk og viser Spielberg fra sin mest legesyge side, men finalen med de tre prøver og den hellige gral er endnu stærkere. Den del af filmen handler nemlig om visdom, tro og menneskelighed frem for råstyrke og hurtige aftrækkere.
Vi lader selvfølgelig som om, at hele serien stoppede lige her med den solnedgang, for de film der kom mange år bagefter findes simpelthen ikke i vores fælles bevidsthed.
Menneskelighed og humor bærer hele filmen hjem, og det gør den til den absolutte favorit i den oprindelige trilogi, uanset hvor meget nostalgikerne klamrer sig til den første film. Det er et eventyr, der tør være både stort og småt på samme tid, hvilket gør genudsendelsen til en ren fornøjelse hver eneste gang.
Karakterernes personlige rejse føles mindst lige så vigtig som jagten på guld og grønne skove, hvilket løfter hele oplevelsen op på et niveau, hvor de andre film i serien har svært ved at følge med.
Indiana Jones And The Last Crusade kan ses på SkyShowtime.
Bad Boys 2
Hvis man nogensinde har undret sig over, hvordan det ser ud, når en instruktør får en blankocheck og besked på at “gå amok”, så skal man bare tænde for Bad Boys 2.
Den første film var egentlig bare en standard buddy-cop sag med to sjove typer og et begrænset budget, men toeren er en decideret krigserklæring mod alt, hvad der hedder tilbageholdenhed og god smag.
Michael Bay går her fuldstændig i selvsving med sit kamera, og han nægter at lade det stå stille i mere end to sekunder ad gangen. Alt er filmet i solnedgangs-orange med en aggressiv klipning, og der bliver brugt flere patroner end i en mellemstor europæisk borgerkrig.
Biljagten på motorvejen, hvor skurkene kaster med rigtige ligbiler fra en autotransporter, er noget af det mest politisk ukorrekte og fuldstændig vanvittige, der nogensinde er foreviget på film.
Will Smith og Martin Lawrence har skruet op for deres interne mundhuggeri, så det føles langt mere improviseret, løst og sjovere end i den første omgang.
Man ser ikke den her film for den tynde historie om narko og cubanske karteller – man ser den for at se ting springe i luften på den mest æstetiske og overvældende måde overhovedet muligt. Den er alt for lang, alt for larmende og fuldstændig blottet for moralsk kompas, og det er lige præcis derfor, den er så genial i sin egen kategori.
Det er filmisk kaos, når det er allerbedst, og man føler sig næsten fysisk udmattet efter at have overlevet de to en halv times auditivt og visuelt overfald. Michael Bay skabte her et monument over action-genrens mest ekstravagante side, og det er svært ikke at lade sig rive med af den rene, skære energi, der strømmer ud af skærmen i hver eneste scene.
Der findes ingen bremser på det her projekt, og hver gang man tror, at nu kan det ikke blive vildere, så vælter en manskabsvogn gennem et slumkvarter eller en hel villa bliver jævnet med jorden. Det er ren popcornsunderholdning til den helt store guldmedalje.
Bad Boys 2 kan ses på Netflix, HBO Max og Viaplay.
Mission: Impossible — Fallout
Spørgsmålet vi alle stiller os selv efter at have set Mission: Impossible — Fallout er ret simpelt: Har Tom Cruise rent faktisk et dødsønske, som han prøver at få opfyldt for rullende kameraer?
Serien startede ellers som en lidt sofistikeret spionfortælling med masker og snilde, men her i det sjette kapitel er det blevet til en ekstrem dokumentar om, hvad en menneskekrop kan holde til af tæv.
Slagsmålet på det hvide toilet med Henry Cavill føles så brutalt og upoleret, at man selv får ondt i ansigtet af at se på det. Der er ingen smarte tekniske tricks eller hurtig klipning til at skjule fejlene; det er bare rå vold, tunge slag og kroppe, der bliver smadret gennem porcelæn.
Cruise sprang rigtigt ud af et fly over Paris i det vilde HALO-spring, og han fløj selv den helikopter, der er centrum for den hjertebankende finale i de smukke bjerge.
Christopher McQuarrie har som instruktør fundet en opskrift, hvor actionscenerne føles farlige, fordi de rent faktisk ER farlige at optage i virkeligheden. Karaktererne har også fået lidt mere kød på og relevante relationer, så man faktisk er en smule bekymret for, om de overlever de her fuldstændig vanvittige stunts.
Det er den ultimative actionoplevelse for folk, der er trætte af plastikagtige superheltefilm, fordi alt her føles så ekstremt virkeligt og ufiltreret. Man mærker hvert et fald helt ind i knoglerne, og man glemmer helt at trække vejret under de mest intense sekvenser.
Filmen formår at binde hele franchisen sammen og give den en tyngde, man ikke troede var mulig i en serie, der har kørt i så mange årtier. Det er et håndværksmæssigt mesterværk, der viser, at den ægte vare altid vinder over computereffekter i det lange løb.
Cruise bliver ved med at presse citronen, og Fallout står som beviset på, at dedikation til det praktiske håndværk kan redde enhver blockbustersjæl. Hver gang han hænger på en klippevæg eller løber over et tag, ved vi, at det ikke bare er pixels, men sved og risiko.
Mission: Impossible — Fallout kan ses på HBO Max og SkyShowtime.
Star Wars: The Empire Strikes Back
Glem alt om den hyggelige eventyrstemning fra den første film, for i Star Wars: The Empire Strikes Back bliver der for alvor skruet op for mørket, de dårlige vibes og de reelle konsekvenser.
Den oprindelige film handlede om en håbefuld bonderøv fra en sandplanet, der reddede prinsessen og sprængte en rumstation i luften, men toeren handler om, hvor meget det gør ondt at tabe terræn.
Irvin Kershner overtog instruktørstolen fra George Lucas og gav universet en psykologisk tyngde, som man sjældent ser i store blockbustere beregnet til det brede publikum. Heltene bliver tævet gennem det meste af filmen, de bliver skilt ad på tværs af galaksen, og Han Solo ender som en stor, deprimerende isterning af carbonit efter at være blevet forrådt af en ven.
Tempoet er markant langsommere her end i forgængeren, men hver eneste samtale vejer tungere, og karaktererne får lov til at reagere menneskeligt på de umulige situationer.
Afsløringen om Darth Vader som Lukes far ændrede alt i populærkulturen og gjorde hele den kosmiske konflikt til et personligt og smertefuldt familiedrama. Pludselig handlede det ikke bare om de gode mod de onde, men om personlig arv, svigt og de valg, vi træffer i desperation.
Filmen slutter på en måde, der burde være deprimerende og uforløst, men i stedet føles det bare som stor, modig filmkunst, der tør lade publikum hænge i uvished. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at indsatsen er blevet tårnhøj, og det gør efterfølgeren markant stærkere og mere voksen end den ellers glimrende og mere optimistiske original.
Det er her, serien for alvor vokser op og viser, at eventyr også kan handle om de sværeste følelser, vi mennesker render rundt med.
Kershners vision gav Star Wars den dybde, som har holdt liv i franchisen i årtier, fordi det pludselig føltes som om noget virkelig vigtigt var på spil for personerne bag maskerne.
Star Wars: The Empire Strikes Back kan ses på Disney+.
The Dark Knight
Egentlig er det slet ikke en superheltefilm i den gængse forstand, men snarere en benhård og realistisk krimithriller, hvor hovedpersonen tilfældigvis er klædt ud som en flagermus.
The Dark Knight byggede videre på den jordbundne stil fra forgængeren, men det var Heath Ledgers Joker, der for alvor satte ild til lærredet og ændrede alt. Han spiller rollen med en uforudsigelighed og en ondsindet energi, der gør hver eneste scene direkte ubehagelig på den helt rigtige og fængslende måde.
Batman føles her næsten mere som en biperson i sin egen film, fordi Jokeren trækker alt ilten ud af rummet med sit ønske om det rene, ufiltrerede anarki uden en egentlig plan.
Forhørsscenen mellem de to modpoler er blevet legendarisk, fordi den overhovedet ikke behøver store eksplosioner eller dyre effekter for at være den mest intense actionsekvens i hele filmen. Den handler bare om to mænd, der prøver at knække hinanden mentalt i et mørkt, klaustrofobisk lokale hos politiet.
Christopher Nolan udfordrer sit publikum ved at stille de helt svære spørgsmål om moral, korruption og hvilke ofre man er villig til at bringe for det fælles bedste.
Slutningen er alt andet end en lykkelig Hollywood-afslutning og efterlader en bismag af melankoli og tragedie, der gør filmen uforglemmelig i mange år bagefter. Filmen viste hele verden, at man sagtens kan tage en simpel tegneseriefigur og lave et voksent og komplekst mesterværk ud af det, hvis man tør tage materialet seriøst.
Heath Ledger modtog sin Oscar efter sin tragiske død, og det føles stadig helt rigtigt, for han skabte en karakter, som ingen siden har kunnet røre eller overgå i genren.
Gothams mørke blev pludselig meget mere end bare kulisser; det blev et spejl for vores egen samfundsorden og skrøbelighed, hvilket gør genudsendelsen til en dybt fascinerende oplevelse hver gang.
Og ligesom med Indiana Jones, så lader vi lige som om at Nolan kun lavede to Batman-film. Den sluttede med The Dar Knight… Basta!
The Dark Knight kan ses på HBO Max og Netflix.
Terminator 2
Skoleeksemplet på, hvordan man laver en fortsættelse, der overgår alt, man troede var muligt i en sci-fi sammenhæng, må uden tvivl være Terminator 2.
James Cameron tog den iskolde og skræmmende morder fra den første film og gjorde ham til en slags mekanisk bodyguard og reservefar, hvilket er et af de vildeste og mest modige skift i filmhistorien.
Arnold Schwarzenegger spiller rollen perfekt som den lærevillige maskine, der langsomt prøver at forstå, hvorfor mennesker græder og værdsætter hinanden. Kontrasten til den nye trussel, T-1000 af flydende metal, fungerer stadigvæk helt vildt godt visuelt, selvom filmen efterhånden har mange år på bagen.
Forholdet til den unge John Connor giver filmen en menneskelig sjæl, som forgængeren slet ikke havde plads til midt i al sin jagt og rædsel.
Biljagten gennem de tørre kanaler i Los Angeles er stadig toppen af poppen, når det kommer til koreografi og spænding, men det er de menneskelige øjeblikke, der virkelig vinder i det lange løb. Man ender med at sidde og knibe en tåre over en robot, der bliver sænket ned i smeltet jern, og det siger alt om, hvor godt det filmiske håndværk er udført her.
Filmen udvidede universet fra en lille, mørk sci-fi gyser til et kæmpe episk drama om skæbne, ansvar og hele menneskehedens overlevelse mod maskinerne. Det er her, serien toppede både teknisk og fortællemæssigt, og det er her, den burde være stoppet for altid, før tidsrejserne og logikken blev alt for rodet i de senere film.
James Cameron viste her, at han er en mester i at kombinere teknologisk innovation med en historie, man faktisk kan mærke i hjertet. Det er en bedrift at lave en actionfilm, der både føles som et teknisk vidunder og et rørende familiedrama, men T2 rammer plet på begge fronter uden at blinke.
Terminator 2 kan ses på Amazon Prime.
The Raid 2
Hvis man tager den rå vold fra den første film og smider den direkte ind i en gigantisk og dyster gangsterfortælling, så ender man med mesterværket The Raid 2.
Den første film var nærmest minimalistisk med sin ene lokation i et boligkompleks, men her bliver rammerne sprængt fuldstændig i stykker for at gøre plads til noget meget større. Historien folder sig ud som et stort, kompliceret puslespil af korruption, forræderi og infiltration, hvilket giver de voldsomme kampe meget mere mening end bare at slå folk ned for sjov.
Actionscenerne er koreograferet med en præcision, der får de fleste dyre Hollywood-produktioner til at ligne amatørteater i en lokal børnehave. Slagsmålet i fængslets mudder er beskidt, kaotisk og utrolig brutalt, mens den afsluttende kamp i det klinisk hvide køkken er ren filmisk poesi i en yderst blodig og kirurgisk form.
Gareth Evans forstår som instruktør at bruge kameraet som en aktiv del af kampen, så man mærker hvert eneste slag og hvert eneste fald helt ud i stuen hos publikum. Verden føles langt større, mere kompleks og markant mere farlig her end i forgængeren, og man er aldrig helt sikker på, hvem der overlever de næste fem minutters vanvid.
Det er den absolutte top af kampsportsfilm, og ambitionerne fejler absolut intet i denne her massive opfølger, der tør tage sig tid til at bygge spændingen op gennem politiske intriger. Det er en bedrift at kunne bevare intensiteten over så lang en spilletid, men Evans mestrer tempoet til perfektion.
Man føler sig som vidne til noget helt særligt, hvor menneskekroppen bliver brugt som det ultimative værktøj til at fortælle en historie om magt og undergang. Hver kamp føles nødvendig for plottet, hvilket gør de brutale scener til meget mere end bare tom underholdning for de voldsglade.
The Raid 2 kan lejes på SF Anytime og Blockbuster.
Aliens
Ridley Scotts første film var et ubestridt mesterværk i klaustrofobisk gys, men i Aliens besluttede James Cameron, at det nu var tid til at tage kampen op med masser af store våben og en flok selvsikre marinesoldater.
De går ind i missionen med en arrogant “vi ejer det hele”-attitude, som man bare ved kommer til at give bagslag i det sekund, de mørke gange begynder at tale deres eget sprog.
Sigourney Weaver leverer her sin mest ikoniske og stærkeste præstation som Ripley, der forvandler sig fra en rædselsslagen overlever til den vildeste og mest kompetente leder i filmhistorien. Hendes kamp for at redde den lille forældreløse pige Newt giver filmen en menneskelig retning og en følelsesmæssig ballast, som gør spændingen næsten ubærlig mod slutningen.
Den legendariske “Get away from her, you bitch!”-replik er den helt perfekte kulmination på Ripleys udvikling som karakter og kriger gennem hele forløbet. Spændingen bygges langsomt op i filmens første halvdel, hvorefter alt helvede bryder løs, mens teknologien fejler, og soldaterne bliver plukket én efter én af de usynlige fjender.
Cameron forstod klogt, at man ikke bare kunne lave en gyserfilm mere på samme præmis, så han lavede en intens krigsfilm i stedet, og det var det helt rigtige valg for at holde universet levende. Filmen føles som en naturlig og nødvendig udvikling af historien, selvom den er langt mere larmende og actionpræget end den oprindelige film.
Det er en sjælden bedrift at kunne balancere rå action med så stærk en karakterdrevet fortælling, men her lykkes det til fulde. Man føler virkelig frygten sprede sig i gruppen, efterhånden som de indser, at deres våben ikke er nok mod en overmagt, der gemmer sig i skyggerne.
Aliens kan ses på Disney+ og HBO Max.
