Hovedtraileren til Afdeling Q-filmen “Marco Effekten” præsenterer nu Anders Matthesen som skurken.
Det er nye kræfter, der overtager ‘Afdeling Q’-franchisen med den femte filmatisering af en af Jussi Adler-Olsens krimiromaner om Carl Mørck.
Som bekendt spiller Ulrich Thomsen nu Carl Mørck, mens Zaki Youssef og Sofie Torp sammen med Mads Reuther er kernen i Afdeling Q som henholdsvis Assad, Rose og Gordon.
Men som afsløret i går så træder Anders Matthesen nu også frem på rollelisten som skurken i “Marco Effekten” i rollen som Teis Snap.
Derudover medvirker også Henrik Noél Olesen som Mørcks chef, drabschef Marcus Jacobsen, Thomas W. Gabrielsso, som Mørcks invalide kollega Hardy, Lubos Olah som romadrengen Marco samt Caspar Phillipson, Lisa Carlehed, Mikkel Arndt, Joen Bille, Shanti Roney, Karl Oskar Olesen, Louise Gammelgaard og Marie Sandø Jondal.
“Marco Effekten” udspiller sig i et københavnsk miljø, hvor lejemord, bedrageri og pengebegær i millionklassen åbenbarer sig, da Carl Mørck begynder at grave i en henlagt kriminalsag.
For efter at man har pågrebet en udenlandsk dreng i et tog, finder man i hans lomme et pas, som tilhører en forsvunden dansk pædofilisigtet mand. Men hvordan er det havnet dér?
Drengen nægter at tale, men snart begynder en serie af grusomme forbrydelser at ske. Og overraskende fører sporene til toppen af den politiske elite på Christiansborg og dybt ned i den danske, kriseramte finansverden.
Læs også ‘Anders Matthesen spiller skurken i “Marco Effekten” – ny trailer på vej‘.
“Marco Effekten” får premiere den 21. januar 2021.
#1 cfhaugboelle 4 år siden
Klipningen og dialogen er helt off. Jeg håber, at dialogen fremstår som værende noget nær oplæsning på baggrund af selve klipningen i traileren, fordi ellers er det virkelig op af bakke.
Det er ikke altid at 1 til 1 af en bogs replikker gær sig godt på skærmen og alle menneskene i den her trailer fremstår kunstige i mine øjne. Den eneste, der egentlig rammer plet på den naturlige fremførelse af replikkerne, lader til at være Anders Matthesen, hvilket jeg ser som en positiv ting :D
Noget andet, der er undrer mig er, at man fra et visuelt perspektiv har valgt at lave en trailer i 16:9? Jeg kan ikke forestille mig, at filmen ikke er filmet i det noget mere cinematiske 2.39:1 format? Så hvorfor lave en trailer, der i højere grad ligner en billig miniserie end at få den til at se storslået ud - som jeg håber, at filmen kommer til at blive?
Well .. that's just my two cents.