Uanset hvor højpandet en smag man ellers besidder, så har de fleste filmfans som regel et eller flere værker, som de føler en gevaldig svaghed for, selvom de godt er klar over, at de burde vide bedre. Det er den slags film, som man ikke har stående forrest fremme på dvd-reolen, eller som man bevidst ikke ejer, men har ualmindeligt svært ved at slukke for, hver gang de dukker op i fjernsynet. Det er også den slags film, som man tit ender med at sidde og se klip fra på YouTube, mens man burde lave noget andet.

De skyldige fornøjelser adskiller sig samtidig fra de “så-dårlige-at-de-er-gode”-film som f.eks. instruktøren Ed Wood har stået bag, eftersom det lave kvalitetsniveau i sådanne films tilfælde er en bevidst del af underholdningensværdien ved at se dem, og der er derfor ingen anledning til at føle sig skyldig. Man griner af deres fejl og har derved en vis distance til dem. Fornøjelsen, man føler over guilty pleasure-film, er der til gengæld ingen undskyldning for.

Der har bestemt også været utallige film, som undertegnede har nydt umådeligt på trods af deres tvivlsomme kvaliteter, og stærkest står dem, som jeg blev introduceret for i barne- og teenageårene. Dengang var ens kritiske sans mindre, og ting som dårligt skuespil og instruktion var ikke rigtig noget, jeg bed mærke i, hvorimod min nysgerrighed og appetit på nye oplevelser var kolossal. Ikke mindst den lokale videoudlejer var et paradis af mulige oplevelser, og jeg slugte grådigt de kulørte forsider med øjnene og fandt en ny favorit hver uge. Man vokser selvfølgelig fra mange af den slags film med tiden, men her er nogle af dem, jeg stadig den dag i dag føler en skyldig fornøjelse over at gense.

Split Second (1992)

”We need to get bigger guns. Big fucking guns!”

Rutger Hauer havde hovedrollen i mange af de film, som jeg lejede på VHS fra den lokale benzin-tank, og utallige var de tvivlsomme science fiction-værker, som han medvirkede i. Jeg så vist stort set dem alle med glæde, men er dog i dag mest glad for “Split Second”, der foregår i det fremtidige 2008 i et dystert udbrændt og oversvømmet London. Hauer spiller den klassiske cop-on-the-edge, omend han nærmest er grænsepsykotisk her. Sammen med en umiddelbart skvattet partner jagter han en seriemorder, men plottet er så kaotisk rodet, at det tit er svært at gennemskue. Først får vi at vide, at morderen er en drilsk Jack the Ripper-type; så er han et væsen, der består af andres DNA-materiale; så er han Satan selv – og til sidst viser han sig blot at være et noget sløvt gummimonster. Hvad der får filmen til at virke er imidlertid det stemningsfulde bybillede, den tegner trods det skrabede budget samt den platte, men sjove dialog og samspillet mellem Rutger Hauer og Neil Duncan.

Barbarella (1968)

”What’s that screaming? A good many dramatic situations begin with screaming…”

Mest berømt i “Barbarella” er utvivlsomt filmens indledning, hvor vores heltinde, spillet af Jane Fonda, flyder ind i sit rumskib og foretager et striptease i vægtløs tilstand, mens corny fløjlsblød 60’er-musiker flyder over lydsiden. Som rumdragten glider af, dækker introduktionsteksten hendes afklædte dele, således at hun altid er lige på nippet til at være nøgen, men alligevel aldrig er det. Hele filmen er på mange måder i samme ånd, og dens vovede tone udspiller sig mest i ens egen forestillingsevne snarere end i noget, vi rent faktisk ser. Plottet er nærmest ikke-eksisterende og består blot af en række episoder, der udgør en undskyldning for, at den gudesmukke kvinde kan komme i så mange pikante situationer som muligt. Alligevel er stilen gennemført, og de billige pelsbeklædte kulisser føjer blot til den unikke atmosfære, der også adskiller sig med sit sjofle, men grundlægende befriende positive syn på seksualitet som en healende faktor – et budskab, det sørgeligt nok er svært at forestille sig, nogen film blive fyldt med i dag.

The Black Hole (1979)

”Something caused all this. But what caused… that cause?”

Disneys forsøg ud i rummet med denne science fiction-fortælling fra 1979 blev et kæmpe flop, og det er også let nok at se hvorfor. Plottet er en bizar og virkelig upassende blanding af forskellige genrer, der tyder på, at filmens skabere ikke helt har gjort sig klart, hvilket slags publikum den var beregnet til. Den indledes med nuttede robotter, der ligner noget fra en tv-børnetime. Vi ankommer til et afsides og lidt uhyggeligt rumskib, som styres af en gal videnskabsmand, og så tager handlingen pludselig et væmmeligt spring, da vi opdager, at de tidligere besætningsmedlemmer alle er endt som en slags zombier. Til sidst afsluttes filmen med en ganske foruroligende syretripsrejse ind i en helvedesdimension. Som barn blev jeg nærmest små-traumatiseret af denne sære Disney-oplevelse, som jeg ikke rigtig forstod, men det er måske også grunden til, at jeg den dag i dag finder filmen fascinerende på trods dens campede tone, og at jeg stadig får kuldegysninger af John Barrys hjemsøgende temamusik.

The Punisher (1989)

”You’re a good boy, Tommy. Grow up to be a good man. Because if you don’t… I’ll be waiting.”

Det er derimod sværere at finde på undskyldninger for, hvorfor 1989-udgave af “The Punisher” er en film, jeg gentagne gange har set med stor fornøjelse. Dolph Lundgren spiller hovedrollen med vanlig mangel på evner for faget og svinger fra overspil til besynderlig udtryksløshed. På en måde får filmen dog anvendt hans tomme blik til et aktiv, og han forbliver en slags ukendt størrelse gennem historien, mens en knastør sort humor følger hoberne at lig, han efterlader. Actionsekevenserne er ren 80’er-destruktion, og i en enkelt scene lader filmen blot Dolph jævne en spillehal med en maskingevær, mens kameraet lystigt følger de mindste detaljer af tilintetgørelsen. Mest fornøjelig er måske næsten det faktum, at filmen er opbygget som en klassik fortælling, hvori den hævngerrige helt skal lære, at hævn ikke betaler sig, men da det afgørende punkt indtræder, er Dolph næsten komisk blank for lærdom på det punkt.

Howard the Duck (1986)

”No one laughs at a master of Quack Fu!”

Efter at have brugt en mindre formue på at have bygget Skywalker Ranch manglede George Lucas alvorligt penge, men han regnede med at kunne inkassere dem ved denne film. Sådan gik det ikke, og i stedet viste den sig at være et kæmpe flop af sådanne proportioner, at Lucas måtte sælge en del af sine virksomheder – bl.a. den del, der senere blev til Pixar. På trods af den voldsomme kritik, filmen blev udsat for, og på trods af at den utallige gange er blevet udvalgt som en af de værste film nogensinde, så skal jeg ærligt erkende, at jeg altid har haft en svaghed for den og stadig synes, den er et ualmindeligt underholdende bekendtskab. Ja vist, kostumerne er grimme, effekterne ser meget billige ud – hvilket er overraskende i betragtning af, hvor meget filmen kostede – og slutningen er en flad omgang, men filmen har et lune, højt tempo og noget ualmindeligt underholdende dialog, der ikke mindst styrkes af gode komiske præstationer fra Tim Robbins og Jeffrey Jones.

Commando (1985)

”Let off some steam, Bennett.”

Arnold Schwarzeneggers berømte “Commando” behøver vel næppe nogen nærmere introduktion, og jeg er vist langt fra den eneste, der har set den et utal af gange. Det er til trods for, at der næsten ikke er nogen undskyldning for denne temmelig platte affære, der byder på utallige tåkrummende scener. Heriblandt er den pinlige start, hvor Schwarzenegger som en græsk gud introduceres med tætte nærbilleder af de svulmende muskler; scenerne, hvor dræberfar og datter fodrer dådyr og spiser isvafler; den ynkelige skurk Bennett, der ikke just ligner en trussel; samt de latterlige håndlangere, der af uransagelige grunde aldrig kan ramme den luntende Schwarzenegger, som ellers trasker rundt og ligner en fristende målskive. Alligevel så bliver man revet med af filmens drive, James Horners iørefaldende olietønde-musik samt den endeløse række af citerbare replikker.

Django (1966)

”You can clean up the mess, but don’t touch my coffin.”

Hvorvidt spaghettiwesternen “Django” i dag kan regnes for en guilty pleasure er nok tvivlsomt, men den gang jeg faldt pladask for den i videobiksen og lejede den gentagne gange, var der tilsyneladende ikke mange andre, der antog den for andet end z-niveauet af underholdning. Og ja, dens underholdningsværdi er i høj grad baseret på de mindre prisværdige instinkter. Vi ser voldtægter, afskæring af ører, lemlæstelser og nedskydning af utallige cowboys, og det er alt sammen fulgt med noget temmelig ringe dialog. Den ikoniske værdi af cowboyen, der trækker en kiste over prærien, er dog slående, og filmen giver det hele en beskidt smudsig følelse, som nærmest klæber til én undervejs. Selvom den bestemt ikke er i klasse med Sergio Leones bedste westerns, så lader filmen også til at have sneget sig ind i manges hjerter i dag og er nærmest blevet helt respekteret, men personligt tror jeg aldrig helt, jeg vil komme til at slippe en vis skyldfølelse over at se den. Men den skyldfølelse er utvivlsomt også en del af nydelsen.

Hvad er dine guilty pleasure-film? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter i forummet.