Årets Cannes-filmfestival er i fuld gang, og for første gang nogensinde er Filmz med på sidelinjen i den solbeskinnede franske stad, hvor store stjerner og dugfriske stjernefrø tropper op for at kæmpe om både journalisternes og Cannes-juryens gunst. Hvem vinder mon de gyldne palmer i år? En af den danske dagspresses største filmskribenter, Jacob Wendt Jensen, blogger løbende om sine oplevelser i Cannes, så husk at holde øje med Filmz-forsiden i den kommende tid, hvis du vil holdes opdateret omkring begivenhederne under verdens største og mest prestigefyldte filmfestival!

Brødrene Coen i topform

Tilbage til hovedkonkurrencen. De danske filmanmeldere i byen svømmer over af begejstring over Paolo Sorrentinos “The Great Beauty”, der er den italienske instruktørs forsøg på at lave en art moderne Federico Fellini-film. Der er, som titlen antyder, stor skønhed i filmen, og den er ganske musikalsk med de festscener, som “The Great Gatsby” helt manglede. Men den er også lige arthouse nok til at sende mig helt til tops på karakterskalaen. Paolo Sorrentino kan dog sagtens gå hen og vinde Den Gyldne Palme, som flere af de danske filmanmeldere spår, fordi vi er i Cannes, hvor artcinema-filmene regerer. Men i mit indre stjernesystem har Coen-brødrene gjort det endnu bedre end Sorrentino.

De krøllede genier fra USA debuterede med “Blood Simple” tilbage i 1984, og siden har de henrykket en hel verden af filmnørder med veloplagte film i snart sagt enhver genre, hvis de da ikke efterhånden er en genre i dem selv. “Barton Fink” vandt Den Gyldne Palme i 1991 og med “Fargo” i 1996 vandt de en Oscar. Siden huskes film som “The Big Lebowski”, “No Country for Old Men” (der vandt en hel stribe Oscars) og “True Grit”.

Deres nyeste film hedder “Inside Llewyn Davis”, og selv om den umiddelbart kan ligne en bagatel, har den mesterværksniveau, hvis den da ikke slet og ret er et sådant. Med udgangspunkt i folksangeren Dave van Ronks erindringer, har instruktørerne skrevet en historie om en taber. En af dem, der ikke fik den karriere, som Bob Dylan fik efter at have optrådt i små klubber i New York i 1961. Oscar Isaac spiller overbevisende Llewyn, der er en studs fyr. Han har udgivet en plade, men ingen gad rigtigt købe den. Han synger virkelig fint og komponerer gode sange, men mangler lige den sidste portion personlighed og held for at blive opdaget.

Vi møder ham på bunden, hvor han har overnattet på endnu en tilfældig sofa, og herefter følger en odyssé af mærkelige begivenheder, som involverer sangerens familie, hans ekskæreste (Carey Mulligan) og en Dr. John-lignende jazzmusiker med hang til vodoo (John Goodman). Coen-brødrene er så gode stilister og personinstruktører, at deres film sagtens kan handle om meget lidt og alligevel være den rene nydelse. Hver enkelt karakter – om så han er på lærredet i to minutter eller i en halv time – er fascinerende. For eksempel er det en ren luksus at se F. Murray Abraham (Salieri i “Amadeus”) være agent i ganske få scener, ligesom et par af skuespillerne fra tv-serien “Girls” (Adam Driver og Alex Karpovsky) kort kigger syrligt indenfor. Hurra for, at der omsider er humor i hovedkonkurrencen i Cannes, og hurra for glæden i biografen, sansen for detaljer og T-Bone Burnetts produktion af den lange stribe folknumre, vi hører i fuld udstrækning.

I hovedkonkurrencen må man i øjeblikket til hovedpriserne regne med Asghar Farhadis “Le Passé”, Kore-Edas japanske “Like Father, Like Son” og François Ozons “Young and Beautiful” sammen med Coen-brødrene, men vi mangler også stadig at se film af både Nicolas Winding Refn, Alexander Payne, Jim Jarmusch og Roman Polanksi for ikke at tale om den franske film “Michael Kohlhaas” med Mads Mikkelsen som hævner i det 16. århundrede, så intet er givet i Cannes endnu, hvor vi stadig i skrivende stund mangler at se otte konkurrencefilm.