Kaffe er en festivaljunkies bedste ven. Klokken er 12.00 i Dagmar Teatret lørdag, hvor min anden DOX-dag begynder. Min ledsager til første visning er en gigantisk kop kaffe, der er afgørende, når man skal se flere film flere dage i træk. Jeg er sneget mig op på første række i Dagmars sal 2 (insidertip: ekstra benplads + optimal afstand til lærredet på dén række i dén sal). Herfra ser jeg “The Blocher Experience” om den schweiziske pendant til Pia K. Jeg er politiknørd, så hit, hit, hit.

I de senere år er der sket et skifte inden for dokumentargenren. Tidligere var det oftest en genre, der var forbeholdt journalister eller folk med en sag. Indholdet var i fokus – ikke den lækre levering. I dag er genren blevet noget af det mest hippe, du som instruktør kan beskæftige dig med, hvilket har betydet en del for sådan en som mig, der ikke kun er interesseret i, hvad en film handler om, men også hvordan den gør det, og hvordan den ser ud. Dette er tydeligt i politikerfilmen, der vel er den mest stillige af sin art, jeg endnu har set.

Kaffen er drukket. Filmen er slut. Pæn, men også ret intern. Måske burde jeg have vidst mere om schweizisk indenrigspolitik? Måske ikke. Jeg har nu en pause i skemaet med et par timer til at skrive i før min næste film… eller gå en tur? Novemberregnen vælger for mig – jeg skriver. Mere kaffe. Videre til vov vov. Det hedder den, biografen. Vester vov vov på Vesterbro er perfekt til dem, der har en drøm om at besøge en biograf i 1960’ernes Paris. Chikt og hipt. Det er filmen, “Bloody Beans”, langt fra. Ærligt, jeg forstod ikke helt filmen, der er lige dele skabagtig skolekomedie og eksperimental musikvideo.

Jeg forsøger at læse mig klogere i programbeskrivelsen, der forklarer mig, at instruktøren har forgængere i de hæderkronede fortidslevn Jean Vigo og Jean Rouch. Er der noget, jeg har lært mig i mine år på filmfestival, så er det, at det næsten altid er en tændt, rød lampe, der advarer hold dig væk, hold dig væk, når festivalen opgiver at forklare filmen, men derimod helgenkårer den med henvisning til bedagede “mestre”.

En meget intern DOX-dag er forbi. To film, der ikke hæver gennemsnittet på min IMDb-hitliste. Det er også en del af festivallivet – og en del af charmen ved det. Man går nysgerrigt på opdagelse, men finder ikke guld eller de grønneste skove hver dag, men man ved, at det venter på en. I morgen.

Se også: CPH:DOX 2013: Virkelighed på kanten

Du kan følge mine løbende opdateringer på Twitter via @vejlgaardjust.

CPH:DOX 2013: 7. til 17. november i København. Se det komplette program på www.cphdox.dk