Efter lørdagens lidt lunkne oplevelser så starter jeg min søndag på DOX med et mere sikkert valg. Man skal jo også huske at være lidt god ved sig selv. Det var Christian Sønderby Jepsen nemlig, god altså, sidst han var aktuel med en film. “Testamentet” var min bedste danske filmoplevelse fra år 2012 med dens grundvoldsrystende fluen-på-væggen-fortælling om en mildest talt dysfunktionel familie. En slags virkelighedens “Festen” kaldte jeg den dengang.
“Blodets bånd” er hans seneste film (co-instrueret af Pernille Bervald), der ufatteligt nok har en lige så stakkels, psykopatisk taberfar i spidsen for fortællingen, som det var tilfældet i “Testamentet”. Ét stk. tvangsfjernelsesdokumentar senere frygter jeg, at mine tæer er kronisk krummede. Filmen er forfærdelig på alle måder på nær den dårlige. Med guldkornede oneliners som: “Jeg har ikke været utro! I hvert fald ikke mere end dig”, så er den alkoholiserede patriark, Svend Aage, både tragisk og forbudt komisk i en film, der lige skal skylles ned med noget stærkt. Kaffe altså.
Glæder mig til og frygter allerede den næste film fra Sønderby Jepsens grænseoverskridende dokuhånd. Desværre var der få, der så den på denne tidlige søndag i Empire. Næste film. Men først et pitstop med varm suppe – perfekt på den her regnruskende dag. Svend Aage rumsterer stadig. En stakkel. Det virker ikke som hans skyld, men heller ikke det onde system, som Svend Aage rask væk skylder skylden på for sit misbrug af alkohol og sine børn. Hvis skyld er det så? Det giver suppen ikke svar på.
I Cinemateket – hovedbasen for festivalen – skal jeg se “An Episode in the Life of an Iron Picker”. Tredje ud af indtil videre fire mulige film i hovedkonkurrencen, som er en 100 % rekonstruktion. Det nye doxede sort? Helt sikkert. Festivalleder Tine Fischer fanger jeg et glimt af på vej ind i en proppet sal til denne rå, simple film om en romakvinde, der bliver nægtet lægehjælp til at få fjernet et dødt foster. Hun – Tine Fischer altså – er der for at eskortere instruktøren ind til en personlig præsentation. Bagefter er der Q&A med ham – jeg går, før det slutter. Ofte spændende at høre, hvad instruktøren har at sige, men de sekvenser bliver altid for lange.
Filmen, derimod, er langt fra for lang og efter min hidtil bedste filmdag på festivalen, så er den p.t. min favorit til at få sig en Dox Award som bogstøtte. Rekonstruktioner som festival fashion og gradbøjning af utroskabsbegrebet står fedest markeret i søndagens notesbog.
Se også: CPH:DOX: Kaffe er vigtigt på en intern andendag
Du kan følge mine løbende opdateringer på Twitter via @vejlgaardjust.
CPH:DOX 2013: 7. til 17. november i København. Se det komplette program på www.cphdox.dk
