Der er svært at sætte en bestemt mærkat på David Fincher, hvis film efterhånden er så vidt forskellige, at de undslipper sig en enkel betegnelse. Man kan dog pege på, at mange af hans film har mørket og en vis pessimisme tilfælles samt det faktum, at selv om de er produceret af Hollywood, så ligner de absolut ikke den slags film, man i det store og hele lukker ud. Selv hans mest optimistiske film kan ikke sige sig fri for at have en bittersød følelse, som giver sejren en tvivlsom kvalitet.

Han er ofte blevet sammenlignet med Stanley Kubrick, hvis film Fincher da også er meget inspireret af, og selvom Finchers film ikke har den Kubrickske intellektualitet, så har de kulden og en vis distance fra deres hovedpersoner tilfælles. Selv i de mest følelsesfulde øjeblikke synes Fincher altid delvis at studere sine figurer på samme måde, som en videnskabsmand betragter sine laboratorierotter, og hvis der er nogen form for humor tilstede, så er den så godt som altid af den sorte slags.

Som så mange af de store instruktører startede Fincher tidligt – i en alder af blot otte år – med at filme med et 8mm-kamera. Hans daværende store idol var George Lucas, og ti år senere lykkedes det Fincher at få sit første job i branchen hos Lucas’ Industrial Light & Magic. Efter fire år forlod han jobbet og vækkede herefter opmærksomhed som instruktør på en række reklamer samt musikvideoer for bl.a. Madonna, Aerosmith, Paula Abdul og The Rolling Stones. Efter en serie succesfulde erfaringer var han klar til at rykke videre til det store lærred, og han har siden stået bag en håndfuld omtalte film, hvoraf “Benjamin Buttons forunderlige liv” er den seneste i rækken. I anledning af premieren på denne, har Filmz kigget nærmere på de film, Fincher har stået bag.

Begejstringen over at få lov til at instruere sin første film fik en noget brat ende, da Fincher påtog sig opgaven med “Alien³”, som skulle blive hans til dato mest frustrerende oplevelse. Efter en endeløs række af forskellige udkast til fortsættelsen af den succesfulde “Alien”-serie blev der endelig givet grønt lys til en opfølger. Filmens produktion blev en kaotisk affære, og Fincher blev taget ind som instruktør usædvanligt sent i produktionen uden et færdigt manuskript. Undervejs sloges han konstant med filmens producere, og selvom den endelige film er vellykket fra et teknisk synspunkt, så blegner den i sammenligning med Ridley Scott og James Camerons film. Fincher har siden lagt afstand til filmen, og ved udarbejdelsen af “Alien”-boksen var han den eneste instruktør, der ikke ønskede at deltage.

Efter skuffelsen med “Alien³” kom Fincher til gengæld i højeste gear med den foruroligende og komplet overbevisende “Se7en”, der kom som et chok i 1995. Lige fra filmens urovækkende titelscene, der mere ligner noget, som hører hjemme i en eksperimenterende film, er vi revet ind i et korrupt og næsten apokalyptisk univers, hvor forfaldet og opløsningen kan ses alle vegne. I forhold til film som “Ondskabens øjne” afstår den fra at vise decideret voldelige episoder og lader i stedet gruen vokse i tilskuerens forestilling, hvor indtrykket bliver så meget stærkere. “Se7en” er en usædvanlig vellykket thriller, hvis overkontrollerede morder viser sig ikke blot at have bibelske ambitioner, men også på sin vis repræsenterer den mest forrådnede del af den moderne småborgelige moral, der ser sine omgivelsers svage sider som utilgivelige synder, som det er fuldt ud berettiget at skride ind over for.

Mange af de stilistiske virkemidler fra “Se7en” blev også anvendt i “The Game”, der dog har en noget lettere tone end forgængeren. Her er Michael Douglas den elegante forretningsmand, der efterhånden har affundet sig med en tilstand af irriteret reservation over verden, men som ligesom Charles Dickens’ hovedperson i “Et juleeventyr” atter vækkes til live, da alle hans besiddelser en efter en tages fra ham i et sindssygt form for rollespil, som han introduceres for. Filmen har flere plothuller end en schweizerost, men som en moderne og mere alvorlig opdatering af yuppie-nightmare-genren, som kendes fra 80-filmene “After Hours” og “Something Wild”, er den en underholdende fortælling, hvis vanvittige handlingstwists holder en på dupperne undervejs.

Fight Clubs første regel er – ifølge Tyler Durden – at man ikke snakker om Fight Club, men én ting, der var helt sikkert, var, at efter at have set filmen snakkede alle om “Fight Club”. Den lignede visuelt på mange måde Finchers tidligere film, men adskilte sig markant ved mere at være en særdeles sort satire, der svælger i dekadence, nihilisme og voldsfascisme, og som i stigende grad gør opmærksom på sig selv som en falsk konstruktion. Filmen fik en blandet modtagelse og blev bl.a. beskyldt for at være unødigt prætentiøs og sjæleligt hul, og der er da også noget lettere pubertært over den, men den er siden hen blevet lidt af en kultfilm, og som altid for Fincher er instruktionen upåklagelig og ekstrem atmosfærisk.

Hvis “Fight Club” var en film, der udfordrede sine tilskuere, så var “Panic Room” næsten det modsatte. Den viste sig i stedet at være en betydelig mindre ambitiøs mainstream-thriller, som dog alligevel imponerede ved Finchers fremragende håndværk. Som en moderne Hitchcock fortæller han historien om en mor og datter, hvis hus bliver invaderet af tre tyve, hvorefter et udspekuleret skakspil udvikler sig, efterhånden som parterne prøver at udspille hinanden. Selvom selve historien er konventionel grænsende til det banale, så er håndværket til gengæld førsteklasses, og Fincher lader kameraet foretage de mest bemærkelsesværdige bevægelser op ad trapper, igennem sprækker og endda på et tidspunkt gennem hanken på en kaffekop. Til trods for et relativt forusigeligt plot vækker filmen en gedigen følelse af klaustrofobi og urolig paranoia i tilskueren.

Hvor mange af Finchers tidlige film havde en ungdommelig friskhed over sig, så er der en anderledes modenhed over “Zodiac”, der er en film, som en yngre instruktør næppe kunne have lavet. Mange af Finchers tidligere film er til tider blevet beskyldt for at være stil over substans, men “Zodiac” er næsten det modsatte med sit neddæmpede tempo og afdæmpede udvikling. Resultatet er en film, der umiddelbart er langt vanskeligere at trænge ind til, men som også bliver langt mere fascinerende, når man først har fundet sig til rette med den. På trods af filmens enkelte – men virkelig rædselsvækkede – mordscener handler den mere om eftervirkningerne af forbrydelserne end selve udførelsen, og ved at lade handlingen centrere sig om en naiv og ubevæbnet tegneserieforfatter vækker den vores oprigtige frygt for, at der skal ske ham noget. Filmen demonstrerede, at Finchers evner ikke blot afhænger af hans evne til at chokere, men i stedet er mindst lige så overbevisende, når hans mål er at henholde os i en ængstelig spænding – et træk, som filmens mesterlige brug af beherskede virkemidler for alvor viser. I mange – inklusive undertegnedes – øjne, er det Finchers til dato mest helstøbte film.