Med bøjet hoved løfter en skaldet munk skiftevis sine bare fødder op fra jorden i søvnige, men disciplinære, skridt i filmen “Walker” – én blandt tyve eksperimentelle film, der er nomineret til årets NEW:VISION Award på CPH:DOX. Det tager munken et minut at tage hvert et skridt, der hysterisk langsomt skal føre munken gennem en storby i Taiwan, før han til sidst tager en (lige så langsom) bid af den bolle, han har haft med sig gennem byen. Formålsløst? Formentlig. Kunst? Måske. Film? Næppe. Ikke i min optik.

Det kan dog ikke diskuteres, om der er tale om en film i “The Weather War”, hvor kameraet kausalt følger to tossede svenskere i millitærgrønne kedeldragter, der kører deres metalliske og tragtlignende Tornado-“stopper” gennem Midtvesten i USA på en trailer for at teste dens virke. Faktisk er det en dokumentarfilm. Uden tvivl. Men er der tale om kunst? Nej, vel? Om filmkunst? Næppe.

Men kollektivt klinger den kontante afregning ikke så entydigt hos filmanmelderne fra SOF (Sammenslutningen af Online Filmjournalister) i dækningen af festivalens NEW:VISION-felt (kom til tabellen her). Faktisk er der væsentlig forskel på, hvor meget stjernedrys de nominerede film belønnes med af de individuelle anmeldere. “Walker” har f.eks. fået mellem 1-6 stjerner af de individuelle anmeldere, og “The Weather War” har fået mellem 3-5. Hvilke film, der lander blødt mellem de to udtryksformer film og kunst som filmkunst, og hvilke, der lander ubekvemt i det svært definerbare grænseland som en slags “kunstig film”, er altså en diskussion, der skiller vandene.

I min optik er det væsentligste og mest afgørende, om en filmskaber kan finde ud af at lave film – ikke nødvendigvis om emnet er smukt, eller om historien er godt fundet (på). Ikke om han har en fin pointe med sin film. Nej, er det en god film? Rammer historien mig gennem sin filmiske fortælling?

Når det så er sagt, så ved du, at det er gennem disse briller, jeg ser film. Og brillerne er pirreligt placeret på næsen, når jeg nu spår, at det fortællemæssige eksperiment “Public Hearing”, den tvetydige analyselagkage “Mekong Hotel” og den ordløse og visuelt betagende “Leviathan” er gode bud på, hvem der løber med dette års NEW:VISION Award. Herunder kan du læse hvorfor.

”Public Hearing”

Instrueret af James N. Kienitz Wilkins (USA, 2012)

I en sort/hvid verden og udelukkende via nærbilleder genskaber filmen, der har dansk verdenspremiere på DOX, en offentlig høring om argumenter for og imod supermarkedsgiganten Wal-Marts udvidelse i en amerikansk provinsby.

Filmens manuskript er selve transskriptionen af hørelsen, og her er der ikke plads til mange armbevægelser og kunstneriske afvigelser. Selv pauserne er med autentisk pirrelighed indlagt i filmen, hvor de varer den reelle længde. Man kan tænke, at det umiddelbart lyder søvndyssende, men det fungerer faktisk rigtig godt som et stilistisk valg. Det er nemlig lige så let at fatte indlevelse de forskellige synspunkter i debatten, som det er at fatte empati med de mennesker, der er mødt op til høringen, og som manisk trykker ned på kuglepennen eller utålmodigt sætter sig til at skrælle en appelsin for at kæmpe imod høringens langsommelighed. Alle handlinger, der er blevet transskriberet under den oprindelige høring.

Filmen holder dermed statisk fast i en rå, dokumentarisk, “bid for bid”/”sådan foregik det minut for minut”, kausal fortællemåde, men lykkes samtidig i en kontroversiel dokumentarisk historieopbygning. Det er nærmest utroligt at opdage sig selv gå op i, om den Wal-Mart nu bliver udbygget eller ej. Interessant.

4/6

”Mekong Hotel”

Instrueret af Apichatpong Weerasethakul (Thailand, England, Frankrig)

Alle sanserne skal skærpes. Det her er nemlig ikke nogen almindelig film. Faktisk er det ikke en engang en film, men en film om en film, der er ved at blive til en eller måske to film. Forvirret?

Filmen er stykket sammen af prøveoptagelser fra den Palme d’Or-belønnede og spillefilmsvante instruktørs kommende gyserfilmsprojekt, hvor et forelsket par brat får slået skår i kærligheden, da et spøgelse, der lever af menneskekød, viser sig på deres hotel.

Akkompagneret af en ærlig akustisk guitarsolo, der glemmer akkorder og ikke helt stemmer, bliver gyserfilmen stykket sammen til en ny, dobbelttydig historie om (og et politisk opråb for) den oversvømmelsestruede Mekongflod, der har afgørende betydning for, om de mennesker, der bor i den fattige del af Thailand og Laos, kan overleve. Filmen balancerer altså i grænselandet mellem dokumentar og fiktion ved at være en dokumentar lavet ud af en fiktionsfilm. Spændende.
Og sammen med den lille mellemfilm “Sakda” på blot seks minutter af samme instruktør opnår filmen en højere analysedimension om at være fanget i sin krop og en immobil skæbne.

4/6

”Leviathan”

Instrueret af Lucien Castaing-Taylor & Véréna Paravel (Frankrig, England, USA, 2012)

De to instruktører bag “Leviathan” har meddelt, at de ikke vil interviewes, da filmen skal tale for sig selv – hvad der i et kristeligt regi burde samstemmes med et “amen”, som er et religiøst sprogbrug, der ikke er uden reference til filmen. For det her er i dén grad en film, der taler selv.

“Leviathan” symboliserer ondskab i det gamle testamente, og det, kan man måske synes, er en sær titel til en dokumentarfilm, der følger en fiskekutter på arbejde i nattens skygger. Men så bliver man klogere. For det er kun ydersiden af historien. Gennem filmens rå og ubarmhjertige skildring af virkeligheden gives der nemlig anledning til flere analytiske dimensioner. En tatovering af en havfrue, der boltrer sig på overarmen af en fisker, er pludselig mere end en tatovering. Sammen med skvulpende fisk på dækket af båden, der rytmisk hamrer mod kameraet, der er monteret på siden af båden, som var det en del af den, bliver tatoveringen et symbol på en dobbeltmorale og en naivitet i vores verdenssyn.

Uden hverken voiceover eller decideret plotdrevne kontinuitetsklip, der røber, hvor filmen er på vej hen, giver havet og kutteren lov til selv at skildre en historie. Gennem et væld af kameraer, der er monteret både højt i kutterens master, på de arbejdende fiskere og under vandet, opnår filmen en uforglemmeligt virkelighedstro og æstetisk blændende billedside.

Faktisk føles filmoplevelsen som at gå frontalt ind i en glasdør og ikke kunne forstå, hvorfor du ikke havde set den. Den var jo der. Lige foran dig. En jordbunden og samtidig en nærmest episk æstetisk sammenstykning af en dokumentarfilm. Wow.

5/6