– Spike Lee om sit første møde med Fellinis film.

Det er ikke ligefrem mange afdøde instruktører, hvis liv og film er udgangspunktet for moderne musicals, men det er ikke desto mindre tilfældet med Federico Fellini, hvis selvbiografiske film “8½” netop ligger til grund for den biografaktuelle og stjernebesatte “Nine”. Det efterlader spørgsmålet om, hvorfor Fellini fortsat kan fascinere den dag i dag. Hvad er det ved hans film, der gør, at de stadig fænger? Hvor ligger appellen?

En af grundene er måske de associationer, de frembringer i bevidstheden. Selve ordet Fellini synes at vække syner af romantiske italienske bylandskaber med stilfulde velklædte mennesker i en overdådig, glamourøs og dekadent verden. Selv af dem, der aldrig har set en Fellini-film, er der mange, som har hørt om eller set billeder fra den berømte “La dolce vita”-scene, hvor Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen iført en lang kjole.

Der er dog ikke desto mindre meget mere i hans værker end det, og faktisk ændrede hans stilart sig meget over tiden. Hans barndom og tidlige oplevelser var ikke mindst elementer, der kom til at spille en stor rolle i hans senere værker, som ofte inkluderede selvbiografiske træk. Han blev født i 1920 i en lille italiensk landsby. Han interesserede sig tidligt for film, cirkus og tegneserier, og sidstnævnte praktiserede hans selv flittigt som satirisk tegner. Han flyttede til Rom under påskud af at ville studere jura for forældrenes skyld, men kom så vidt vides aldrig til en eneste time. I stedet begyndte han at arbejde som journalist og kom med tiden også til at skrive filmmanuskripter samt radiostykker. Her mødte han skuespillerinden Giulietta Masina, og de to blev gift i 1943.

Det første rigtige forsøg med filmhåndværket indtraf, da Roberto Rossellini bad Fellini om at bidrage til manuskriptet til “Rom, åben by”. Filmen, der viser den italienske modstandsbevægelses ulige kamp mod fascisterne, blev et gennembrud som den noget nær definitive film i den nye neorealistiske bølge af italiensk film, der fokuserede på det jævne folks trængsler snarere end fantasifulde verdener. En ny slags film var født.

I anledningen af sidste uges premiere på “Nine” har Filmz taget et nærmere kig på nogle af Fellinis film.

Den hvide sheik (1952)

Fellinis første film var den hæderlige, men lidt anonyme “Pigen fra varietéen”, hvor han var medinstruktør, men det var med “Den hvide sheik”, at han alene satte sig i instruktørstolen og for alvor begyndte at træde i karakter. Filmen følger et ungt, nygift par, der kommer til Rom på deres bryllupsrejse. Pigen er dog helt opslugt af udsigten til at møde sin drømmehelt, Den hvide sheik, og stikker af for at møde ham, mens hendes småborgerlige mand forsøger på at dække over krisen. Filmen er en fornøjelig og bittersød komedie, der på overfladen ligner en bagatel, men som har en satirisk tone, der giver den bid. Produktionen markerede også Fellinis første samarbejde med komponisten Nino Rota, der skulle blive hans faste komponist, og hvis arbejde blev af kolossal betydning for filmenes unikke stemning. “Den hvide sheik” blev dog modtaget noget blandet, og en filmanmelder skrev endda, at Fellini ikke havde den mindste forstand på filmskabelse – en bemærkning, den pågældende anmelder utvivlsomt blev drillet meget med siden.

Dagdriverne (1953)

Ingen af Fellinis første film havde tjent penge. Tværtimod havde de efterladt ham med en gæld, som han var årevis om at betale af. Det skulle dog ændre sig med “Dagdriverne”. Den følger fire unge mænd, der ikke er helt så ansvarlige, som de burde være, og som alle må komme overens med den voksne verdens stigende pres, mens de en efter en møder skuffelser. Til trods for emnet er den ikke desto mindre en rørende og morsom fortælling. Under indspilningen forfinede Fellini sine teknikker og benyttede lange, omflakkende skud for at understrege hovedpersonernes retningsløse liv. “Dagdriverne” regnes velfortjent ofte for Fellinis første mesterværk, og filmen er siden blevet inspirationskilde for utallige film. Titler som “Diner”, “Sidste nat med kliken” og “Mean Streets” står på forskellig vis alle i gæld til den.

La strada (1954)

Med den økonomiske succes i hus turde Fellini forsøge sig med en historie, han tidligere havde lagt til side, fordi han anså den for finansielt risikabel. “La strada” fortæller den tragiske beretning om en ucharmerende landevejsgøgler, spillet formidabelt af Anthony Quinn, der køber en naiv og enfoldig pige som assistent – og praktisk talt slave. På trods af omstændighederne begynder pigen at vise følelser for ham, hvilket dog ikke er gengældt. I rollen som pigen valgte Fellini at caste sin hustru Masina, og hun er et fremragende modstykke til den selvdestruktive Quinn. Selvom filmen umiddelbart lignede neorealisme, var den også et tegn på et begyndende brud med stilarten – det er figurernes livsvalg mere end omstændighederne, der dømmer dem. Filmen blev en kæmpe succes, der skaffede Fellini hans første Oscar. Den er en imponerende og bevægende beretning, der er mere ligetil end de fleste af hans film. Hvis man aldrig har set en Fellini-film, er dette muligvis det bedste sted at begynde.

Gadepigen Cabiria (1957)

I “Den hvide sheik” havde Masina spillet en prostitueret i en kort scene, og inspireret af en lokal nyhed fik Fellini ideen til at gøre hende til hovedpersonen i hendes egen film. På trods af sin ret uromantiske profession er Cabiria en evig drømmer, hvis venlighed og tiltro til omverden bliver den selv samme blottelse, der konstant fører hende til skuffelse efter skuffelse og ydmygelse efter ydmygelse. Masina er fuldstændig blændende som kvinden, der nok møder umådelig modgang, men som nægter at lade sig knække, og filmen er en komplet hjerteskærende beretning, der på trods af det triste emne efterlader tilskueren i håbefuld optimisme. “Gadepigen Cabiria” modtog et væld af priser, bl.a. en Oscar for bedste udenlandske film, og Masina fik prisen ved Cannes for bedste skuespillerinde. Bedriften cementerede endnu engang, at Fellini var en betydelig international filmkunstner, men hans berømmelse havde dog endnu langt fra toppet.

La dolce vita (1960)

Det helt store vendepunkt i Fellinis karriere blev “La dolce vita”, der på mange måder var kulminationen af hans tidligere temaer og signalerede et komplet brud med de sidste rester af neorealismen samt den klassiske fortællerform. I stedet for udsatte fattige følger vi en sladderjournalist – spillet til perfektion af Marcello Mastroianni – som engang havde større ambitioner, men nu fortaber sig i det nyrige Rom, hvor de celebre, men tomme personligheder færdes i et miljø af moralsk forfald. Filmen var fra starten af omgivet af skandaler og blev bl.a. angrebet af Vatikanet. Kirkens foragelse havde dog den modsatte virkning, og i stedet stod italienerne i kø for at se filmen, inden den blev forbudt. Den samme fascination rammer en som tilskuer – ja vist, den viser et Rom i forfald, men man ønsker brændende at være der alligevel. Dertil skal lægges en blændende fotografering, Nino Rotas vidunderlige musik samt læssevis af ikoniske scener såsom den svævende kristus-figur samt scenen, hvor Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen. Filmen blev en kolossal succes og er forblevet et af højdepunkterne i filmhistorien.

8½ (1963)

Fellini havde i perioder lidt af svære depressioner og havde været i terapi pga. disse. Det havde vækket hans interesse i dybdepsykologi og de ubevidste kræfter, der påvirker vores handlinger, og det blev efterhånden også emner, der kom til at spille en rolle i hans film. Han havde været i gang med et filmprojekt, men var blevet skriveblokeret. Fellini – presset af deadlines og den allerede igangsatte produktion – var klar til at kaste håndklædet i ringen, da han fik et indfald som et lyn fra en klar himmel: Han ville lave filmen om en instruktør, der er kommet i en alvorlig kreativ krise, og derved bruge den selvsamme situation, han stod i som udgangspunkt. Marcello Mastroianni, der allerede havde spillet en delvis selvbiografisk rolle i “La dolce vita”, påtog sig rollen som Fellinis alter ego, og resultatet var et krævende, men helt og aldeles genialt filmværk, der blandede drømmescener med rigtige begivenheder og fuldstændig flyttede grænserne for, hvad man kunne lave film om. Den monomentale bedrift blev belønnet med endnu en Oscar.

Juliette (1965)

Med to solide succeser kastede Fellini sig ud i næste projekt, der skulle blive hans første farvefilm. Han gik til opgaven med nøje gennemtænkte farveskemaer, og den kulørte og fantasifulde verden, der males i filmen, er en påmindelse om, hvor kedelig mange moderne films brug af farver egentlig er. “Juliette” har igen hustruen Masina i hovedrollen og er en slags kvindelig pendant til “8½”. Historien om den frustrerede hustru, der må udholde sin pigeglade mand, havde stærke selvbiografiske træk. Masina følte sig derfor udleveret, og skænderierne mellem de to blev tiltagende bitre, indtil deres venner forventede en skilsmisse. “Juliette” blev imidlertid et kritisk og kommercielt flop og efterlod Fellini i gæld til halsen. Parret måtte sælge alt og var reelt tvunget af omstændighederne til at blive sammen. Når man vender tilbage til filmen i dag er det imidlertid slående, hvor meget den har bevaret sin friskhed, og i hvor høj grad den med sin satire af 60’ernes forlorne åndelighed var forud for sin tid.

Fellini – Satyricon (1969)

Krisen havde dog ikke blødgjort Fellini synderligt, og med sin næste film var han endnu mere radikal i fortællerstilen. Filmen blev baseret på Petronius’ antikke roman “Satyricon”, men for at undgå forveksling med en film af samme navn måtte et “Fellini” tilføjes titlen. “Fellini – Satyricon” følger en ung mands bizarre oplevelser i det gamle Rom, og ligesom bogen er den en fragmenteret fortælling, der endda slutter ret så brat midt i en sætning. Fellini nærmer sig romerne, som var de rumvæsner i en science fiction-roman, og filmen er da også en opvisning i groteske personer og begivenheder, der bestemt ikke ligner noget fra nogen anden film. Den er en helt og aldeles sælsom og besynderlig oplevelse, men af samme årsag er den også et svært fascinerende bekendtskab. Filmen vandt både beundrere og kritikere, men at den var en forbløffende begivenhed kunne dårligt nægtes, og Fellini modtog en Oscarnominering for bedste instruktion.

Amarcord: Mig og min familie (1973)

Ordet “Amarcord” er italiensk dialekt for jeg husker, og der findes næppe heller en film, der er mere badet i nostalgi og erindringer end “Amacord: Mig og min familie”. Filmen foregår i en lille italiensk by i 30’erne og kan nærmest beskrives som en løs mosaik, hvori vi følger indbyggernes forskellige gøremål og ikke mindst drengen Titta, der bliver Fellinis stedfortræder, selvom den egentlige hovedperson er selve byen. En spirende seksualitet er i luften, mens byens drenge længes efter det modsatte køn, men mere truende er fascisternes og Mussolinis magtovertagelse, der mødes med begejstring og optimisme – håb, som ikke mindst bliver bittersøde, når man som tilskuer ved, hvordan det i stedet endte. Filmen er en forfriskende uhøjtidelig og afsindig morsom beretning, og som handlingen af mange omveje sniger sig langsomt frem, kommer man til at holde af dens personer. “Amarcord: Mig og min familie” charmerede alt og alle inklusive Oscarakademidet, og filmen er muligvis også hans mest bredt elskede værk.

Fellinis Casanova (1976)

Produceren Dino de Laurentiis bad Fellini om at lave en film om den berømte elsker Casanova. Stjerneinstruktøren var dog umiddelbart modvillig, men lod sig alligevel overtale. Fellini opfattede Casanovas erindringer som dræbende kedelige og så ham i stedet som en person, der var ude af stand til at elske. Han valgte derfor at lave filmen som sin personlige fortolkning af figuren, omend han dog så med mildere øjne på Casanova, efterhånden som projektet skred frem. Man kan have mange indvendinger over for filmen: Den er ekstrem kold, vi lærer aldrig rigtig Casanova at kende, og erotikken er klinisk i det ekstreme, men på trods af alt det så er der alligevel et eller andet vedvarende fascinerende over filmen. Det skyldes måske den bevidst teatralske stil og det groteske univers, men utvivlsomt også Donald Sutherland, der i hovedrollen får det optimale ud af den ellers lidt ansigtsløse figur. På trods af de første forbehold endte Fellini med at være meget tilfreds med slutproduktet og blev derfor umådelig skuffet, da den både blev en økonomisk og kritisk fiasko.

Kvindebyen (1980)

Marcello Mastroianni havde atter hovedrollen i “Kvindebyen” og påtog sig i denne omgang rollen som Snàporaz – en aldrende charmør, der pludselig befinder sig i en verden af kvindefrigørelse, som han dårligt forstår, og han bliver trukket igennem tiltagende surrealistiske sekvenser. Som altid er Mastroianni og Fellini et godt team, men oplevelsen af genbrug er denne gang svær at slippe, og selvom filmen er ganske underholdende, så bliver man ikke revet så meget med som i tidligere film. Man savner ikke mindst gevaldigt Nino Rotas musik på lydsporet. Filmen fik en behersket modtagelse, og den generelle konsensus synes at være, at selvom filmen havde en følelse af glæde, som Fellinis film ikke havde haft længe, så var selve beretningen ganske uinteressant. Økonomisk var den en skuffelse, og det ringe billetsalg signalerede, at tiden ikke længere var til den slags kunstfilm.

Intervista (1987)

En af Fellinis sidste film blev “Intervista”, der er udformet som en pseudodokumentar, der følger Fellini (spillet af ham selv) under optagelsen af en film, og blandingen bliver tiltalende kompleks, da vi også ser scener fra selve filmen, der laves, samt Fellinis erindringer om et af hans egne første interviews. Mere end nogen af hans andre film er “Intervista” en film om instruktøren og hans værker og formodentlig uforståelig, hvis man ikke i forvejen kender til dem. “Intervista” hører dog langt fra til Fellinis bedste film, men den præsterer alligevel adskillelige magiske øjeblikke. Højdepunktet indtræffer, da den aldrende Marcello Mastroianni dukker op, og han sammen med Anita Ekberg ser den berømte springvandsscene fra “La dolce vita”, og pludselig ser man tidens besynderlige gang.

De sidste år lavede Fellini mest tv-film, men filmbranchen havde dog ikke helt glemt ham, og i april 1993 modtog han en Oscar for sit livslange bidrag til filmkunsten. Fra scenen takkede han hjerteligt Masina, der gennem tårer så på overrækkelsen. Blot fire måneder senere fik han et hjertetilfælde og døde 31. oktober i en alder af 73 år. Da havde parret netop rundet deres 50 års bryllupsdag. Masina fulgte ham fem måneder senere.

Oscar-takketalen kan ses her.

Læs også de tidligere Filmz Classics-artikler:

Filmz Classics: Carl Th. Dreyer – Dansk films store geni.

Filmz Classics: Orson Welles – Den store mand.