”Alle vil altid skylde ham alt.”

– Jean-Luc Godard om Orson Welles

Orson Welles var bemærkelsesværdig på alle måder, og der findes næppe en filmskaber med en mere legendarisk myte bag sig. Velkendt er historien om, hvordan han startede som et unikum, der med sit kolossale talent skabte sig en karriere inden for teater og radio og siden bedrog amerikanerne med en falsk nyhedshistorie om en invasion fra Mars, der sendte panik gennem de mange gader og byer. Med ét var han en berømthed og drog til Hollywood for at lave, hvad der sidenhen utallige gange er blevet kaldt den bedste film nogensinde – “Citizen Kane”. Filmens uflatterende portræt af aviskongen William Randolph Hearst fik den rasende mediemogul til at forsøge på at standse filmen med al den magt, han havde, og det var da også nærved, at den aldrig havde set dagens lys. Welles fik aldrig så frie hænder siden og måtte resten af karrieren kæmpe for at lave sine film, der sjældent blev de store succeser, og som studierne skamklippede på groveste vis.

Myten om ham er dog også misvisende i den forstand, at det ofte antages, at hans senere film blot er svage skygger af hans fordums storhed, men det er på ingen måde tilfældet. I stedet er det formodentlig mere gavnligt at betragte hans værker i flere perioder, hvor der bl.a. er den tidlige amerikanske instruktør, hvis film umiddelbart ligger tættere op ad mainstreamkulturen, og den senere, der er europæisk og mere eksplicit kunstnerisk. Welles selv var dog livet igennem ganske uprætentiøs og søgte gerne den brede kommercielle succes, som han dog kun sjældent nød godt af. Han arbejdede på utallige projekter, hvoraf langt fra alle blev realiseret. I årevis kunne han arbejde på den samme film, og han optog dem til tider i brudstykker, mens han rejste gennem verden og indsamlede de fornødne midler via donationer, filmroller og reklamer. Hans appetit på kvinder, alkohol og mad var omfattende, og sidstnævnte gjorde ham betydeligt overvægtig i hans senere år – et forhold, som han imidlertid formåede at anvende som en fordel i mange af sine film.

Filmz har kigget nærmere på nogle af de mest kendt samt mere oversete film, som mesteren stod bag kameraet på:

Citizen Kane (1941)

Welles debutfilm er så mange gange blevet udråbt af kritikkerne til den bedste nogensinde, at det nærmest er blevet en kliche. Det giver selvsagt ingen objektiv mening at betegne nogen film som den bedste, men indiskutabelt er det imidlertid, at den er en fantastisk bedrift. Det er den ikke mindst taget i betragtning af, at Welles kun var sølle 25 år, da han instruerede, medforfattede og spillede hovedrollen i den. Filmens formidable manuskript lader fortællingen om den nyligt døde rigmand udspille sig via en serie flashbacks, hvorfra vi gradvist begynder at sætte puslespilsbrikkerne sammen. Mest duperende er dog fotograferingen, hvor Welles med den dengang nye brug af dybdefokus, der tillader både for- og baggrunden at være i fokus, fuldt ud udnytter rummene til at skabe nogle uforglemmelige billeder. Welles blev som nævnt udsat for en ondsindet smædekampagne af Hearsts folk, og hans karriere kom sig aldrig helt, men ironisk nok huskes Hearst i dag primært pga. filmen, der blot synes at bliver bedre og bedre ved hvert gensyn.

The Magnificent Ambersons (1942)

Welles havde fået fuldstændig frie hænder til at lave “Citizen Kane” præcis, som han ville, men den frihed skulle ikke vare ved. “The Magnificent Ambersons” var den anden af to film, han lavede for filmstudiet RKO og efter alt at dømme faktisk et mere personligt projekt. Baseret på Booth Tarkingtons roman af samme navn er den en nostalgisk beskrivelse af det gamle Amerika, der må bukke under, efterhånden som den moderne teknik – ikke mindst bilen – gør sit indtog. Fra filmens første fortællende introduktion er den en charmerende og uimodståelig historie om den indbildske, men begavede rigmandssøn, som alle så brændende ønsker må komme ned med nakken. Studiet mente dog, at filmen var for lang og deprimerende og valgte – med en beslutning, der muligvis er den største enkeltstående forbrydelse noget selskab nogensinde har gjort mod filmkunsten – at klippe filmen ned fra dens 148 minutter til blot 88 minutter – og de smed oven i købet en total malplaceret happy end bag på. Til trods for skamferingen er filmen dog stadig et betagende mesterværk af imponerende opfindsomhed og skønhed.

The Stranger (1946)

Efter en aldrig færdiggjort film om Latinamerika, der effektivt destruerede hans forbindelse med RKO, trængte Welles gevaldigt til et hit og leverede det med, hvad der blev hans mest kommercielt succesfulde film som instruktør nogensinde: thrilleren “The Stranger”. Filmen beretter historien om naziforbryderen – spillet overbevisende af Welles selv – der har gemt sig i en intetanende fredelig amerikansk provinsby. Rent kunstnerisk er det Welles’ mindst bemærkelsesværdige film, hvilket dog ikke forhindrer den i at være en ekstremt underholdende spændingsfilm, der også byder på en fornøjelig præstation af en piberygende detektiv i Edward G. Robinsons herlige skikkelse. Selvom billedsiden ikke kan matche Welles’ to tidligere værker, indeholder den dog stadig imponerende øjeblikke, og ikke mindst den overraskende brutale kulmination, hvori forbryderen må betale for sine forbrydelser højt oppe i byens kirketårn, er en flot opvisning i Welles’ aldrig svigtende visuelle talent.

The Lady from Shanghai (1947)

Hvor “The Stranger” var en velordnet og lettilgængelig fortælling, så er den syrede film noir “The Lady from Shanghai” et direkte dyk ned i den groteske surrealisme med et labyrintisk plot, som det er temmelig vanskeligt at gennemskue. En del af forvirringen skyldes formodentlig den halvtimes barbering, som filmstudiet med vanlig mangel på elegance foretog, men det manglende overblik spiller i grunden en mindre rolle. “The Lady from Shanghai” handler alligevel om form – ikke indhold. Dertil skal lægges giften i forholdet mellem Welles i hovedrollen og hans daværende hustru Rita Hayworth som en særdeles frastødende skurk. Deres ægteskab skrantede, og boulevardpressen fik noget at gå op i, da Welles fik Hayworth til at klippe sit berømte røde hår og erstatte det med en billig blond frisure. Filmen fremtryller en perlerække af sorthumoristiske stunder og kulminerer i en af Welles’ mest geniale scener, da de stridende parter konfronterer hinanden i en dramatisk spejlsalsskudduel, hvor selve filmen synes at blive skudt i stumper og stykker.

Macbeth (1948)

Trods dens mange kvaliteter var “The Lady from Shanghai” et totalt flop, og Welles måtte kæmpe for at få lov til at lave “Macbeth” – filmatiseringen af William Shakespeares berømte stykke. Welles havde en livslang kærlighed til Shakespeare og var en fremragende fortolker af hans værker på teateret. Resultatet af hans anstrengelser var, at han fik sølle 23 dage til at filme, og budgettet var så lavt, at papmachebaggrunde måtte anvendes, og selv Macbeths krone var lavet af papir. I betragtning af omstændighederne er det imidlertid imponerende, hvor velfungerende filmen trods alt er, og ikke mindst det blodige mord er ganske foruroligende at overvære. Filmens store monologer leveres overbevisende, og ved at lægge mere vægt på heksenes rolle i handlingen får historien et mere overnaturligt præg. I forhold til de mange noget museumslignende filmatiseringer af Shakespeare-stykker er der da også både liv og atmosfære over denne udgave, som til tider næsten minder om en skrækfilm.

Othello (1952)

Led og ked af studiernes evige indblanding forlod Welles USA og drog til Europa, hvor han spillede sin berømte rolle som Harry Lime i Carol Reeds “Den tredje mand”. Samtidig begyndte han arbejdet på sin filmatisering af Shakespeares “Othello”, der skulle blive et langvarigt projekt, der blev filmet fra tid til anden over en periode på tre år, da filmens italienske investorer undervejs gik fallit. Produktionen var selvsagt kaotisk, og al tale måtte eftersynkroniseres – ofte lagde Welles selv stemme til andres roller. Det burde have været umuligt at lave et homogent værk med de forhold, og det siger noget om Welles’ evne til at improvisere, at det rent faktisk lykkedes. I en nøglescene, hvor en af personerne myrdes, var kostumerne ikke kommet, og i stedet flyttede Welles scenen til et tyrkisk bad, hvor skuespillerne er iklædt håndklæder. Som resultat er scenen en af filmens bedste. “Othello”, der har Welles selv i hovedrollen iklædt sort make-up, blev flot modtaget i Europa, hvor den vandt De Gyldne Palmer i Cannes, og den er da også et bemærkelsesværdigt værk, om end noget vanskelig at følge, hvis man ikke er velkendt med stykket i forvejen. Den demonstrerede med al tydelighed, at Welles langt fra var færdig som skabende kunstner.

Mr. Arkadin (1955)

Hans næste film blev den politisk ladede thriller “Mr. Arkadin” (også udsendt under den noget tamme titel “Confidential Report”). Filmens hovedrolle er den charmeløse amerikanske smugler Van Stratten, der sættes til at undersøge den mystiske rigmand Mr. Arkadin – af rigmanden selv. Filmen er en bizar fortælling, der dyrker det groteske og delvis trækker på den berømmelse, som Welles havde opnået gennem sin rolle i “Den tredje mand”. Vi følger Van Stratten gennem et værdiløst og forfaldent Europa, hvor alt og alle er til salg. Selve filmens historie viser dog ikke Welles fra hans bedste side – ikke mindst slutningen efterlader en noget flad fornemmelse – men rent visuelt er den blandt hans flotteste og mest opfindsomme film. En hastig desorienterende stil med utallige skæve vinkler efterlader tilskueren stakåndet, men også fascineret, og det er bestemt en film, hvor man dårligt tør blinke med øjnene af frygt for at gå glip af det næste trick, Welles hiver op af tryllehatten.

Touch of Evil (1958)

Welles vendte atter tilbage til Hollywood for at instruere “Touch of Evil”, der bragte ham tilbage med et brag. Filmens nihilistiske fortælling, hvor slaget står mellem den regelrette mexicanske betjent, spillet af Charlton Heston, og det bundrådne bjerg af en politichef Quinlan, spillet af Welles, er ren dynamit. Fra filmens første berømte scene, hvor en bombe fragtes over grænsen, igangsættes striden, og hvad der følger er et festfyrværkeri af fantastiske sekvenser med betagende long takes, hastig drama og opfindsom brug af kameraet, der giver indtryk af, at verden er ved at bryde sammen over hovedet på hovedpersonerne. Det er en hård vision, men samtidig opløses stemningen med små momenter af sødme, der gør, at vi i sidste ende kommer til at holde af figurene uanset deres fejl. Filmen blev overset i USA, men rost i Europa og var en af de største inspirationskilder til den nye bølge i fransk film og en direkte årsag til, at Godard gik i gang med sin debutfilm “Åndeløs”. Kort sagt var “Touch of Evil” endnu et mesterværk fra Welles’ hånd såvel som en ny milepæl i filmhistorien.

Processen (1962)

Som så mange andre film blev “Touch of Evil” klippet i af studierne, om end ikke så slemt som tidligere, men til gengæld var Orson Welles’ filmudgave af Franz Kafkas “Processen” udsædvanlig, da han for en gangs skyld havde stort set frie hænder til at lave filmen, som han ville. “Processen” følger den berømte historie om Josef K., der anklages for en forbrydelse, han ikke kender, og den udspiller sig som et mareridt i moderne omgivelser, hvor de ekspressionistiske lange rækker af arbejdsborde, indelukkede rum, åbne sletter og smalle gange alle virker som et fængsel, som holder den dømte fanget. Anthony Perkins er perfekt castet i hovedrollen som den anklagede, og hans nervøse fremfærd, der lynhurtig kan skifte fra skamfuld til indigneret og tilbage igen i løbet af en enkel sætning, er fantastisk at overvære. Selvom den bestemt har sine sorthumoristiske øjeblikke, viser filmen ikke desto mindre Welles fra hans mest foruroligende og ubehagelige side, og ikke mindst slutningen – som er ændret en del fra bogen – er særdeles vanskelig at ryste af sig.

Chimes at Midnight (1965)

Hvis “Processen” viser den mest urovækkende side af Welles, så demonstrerer “Chimes at Midnight” hans hjerteligste og mest rørende. Welles havde tidligere lavet Shakespeare to gange, men hans største bedrift i den boldgade er uden tvivl “Chimes at Midnight”, hvori han tager den drikfældige ridder Falstaff, der er bifigur i adskillige af Shakespeares værker, og med forbløffende overbevisning kombinerer delene til en fortælling, der har den tykke ridder som hovedperson. Welles spiller selv hovedrollen som den harmløse slyngel med et uforligneligt lune, der gør det umuligt ikke at holde af ham, og Welles nyder tydeligvis at fremstille figurens svagheder og fedme med komisk finesse. Komikken punkteres dog, da den forbløffende slagscene ved Shrewsbury udspiller sig, og al form for hæder må vige for den uheroiske og æresløse blodsudgydelse. Lige pludselig ringer Falstaffs ord om ærens tomhed med fornyet styrke. “Chimes at Midnight” er blandt Welles’ største mesterværker, og adskillige Welles-lærde betragter den endda som hans bedste film overhovedet. Når man ser filmen, er det svært at være uenig i vurderingen. Sørgeligt er det derfor også, at en ordentlig restaurering af filmen fortsat lader vente på sig.

F for Fake (1973)

Welles sidste færdiggjorte spillefilm er en usædvanlig blanding af dokumentar og essay og et værk ikke helt som noget andet. “F for Fake” er et djævelsk underholdende kig ind i falsknernes verden. Særlig rettes opmærksomheden mod Elmyr de Hory, der efter sigende malede og solgte over tusind kopier af kunstmalerier, og Clifford Irving, der skrev Horys biografi – og derved fik ideen til selv at begå falskneri ved at fabrikere en biografi om Howard Hughes. Welles, der jo selv blev berømt for den falske invasion fra Mars, optræder som fortæller i filmen og bidrager med egne erindringer samt observationer om løgn og sandhed i kunst. Eller som det formuleres i filmen: ”Kunst er en løgn, der får en til at indse sandheden.”. “F for Fake” er ikke mindst bemærkelsesværdig for den fabelagtige og indflydelsesrige klipning, og den bryder med al tydelighed den generelle tendens til, at en filmskabers sidste værk sjældent er særlig vellykket. Det er en fremragende og nyskabende film, der sætter et fornemt punktum for en fantastisk instruktørkarriere.

Welles døde 10. oktober 1985 blot to timer efter, at han havde givet et tv-interview. Hans aske blev begravet i Spanien. Han blev 70 år gammel.