Den alternative filmuddannelse Super 16 løftede i sidste uge sløret for ottende årgangs førsteårsfilm, der tilsammen tegner et billede af seks spirende filmskabere, som har håndværket i orden, men som ofte famler lidt med at få det følelsesmæssige aspekt til at brænde igennem på 15-20 min.
I “Sømand”, instrueret af Gabriel Tzafka, møder vi søulken Jørgen – spillet af Anders Mossling – der efter mange år til søs vender tilbage til Danmark med målet om at genfinde sit livs kærlighed. Mossling spiller rollen som den melankolske sømand med en minimal mimik, der tillader rynkerne og erfaringerne imellem ansigtsfurerne at tale deres eget sprog, og det fungerer ganske fint. Ordene og historien er nemlig ikke det vigtigste i denne korte fortælling, der på sine små 15 minutter formår at skabe et billedligt smukt Danmark, som i denne skildring bliver forvandlet til et maritimt udseende og ubestemmeligt sted, som både kunne være nutidigt og ældgammelt. Det største problem er, at man aldrig kommer bagom sømanden Jørgens stive facade. Derfor kommer man ikke til at føle noget for ham og hans historie.
Det samme er tilfældet i Toni Kamulas “B”, der fortæller historien om den svenske roadie Mats, som ligeledes har ondt i hjertet efter bruddet med kæresten. Men til en koncert på et afsidesliggende spillested støder han på den mystiske B der ikke er den, han troede. Problemet bliver bare igen, at denne afsløring ikke formår at have nogen reel følelsesmæssig betydning, hvilket er ærgerligt eftersom karakteren B, spillet af Marie-Lydie Melono Nokouda, egentlig giver indtryk af at indeholde en historie, som muligvis ville have været mere interessant, end den filmen i stedet vælger at fokusere på ved at lade den dreje sig om den gennemsnitlige og ordknappe Mats.
Anderledes tyngde finder man i “Natten er ung”, af Niels Holstein Kaa, om den 23-årige introverte Elliott, der aldrig har haft en kæreste og generelt kæmper en hård kamp med sig selv om at opnå nogen form for nærhed til andre mennesker. Filmen er klart den blandt de seks årgangsfilm, der satser stærkest på at fortælle et klassisk narrativ og fokuserer meget på sine karakterer, der alle spilles meget overbevisende. Især Elliott Crosset Hove i hovedrollen bør bemærkes for sit fine spil, som virkelig formår at gøre sin karakter nuanceret og troværdig.
Ligeledes fornemmer man, at Kristian Sejrbo Lidegaard med sin film “Emmafilmemma” havde en kompleks hovedkarakter i tankerne og desuden ligger inde med nogle vægtige betragtninger om nutidens ungdomskultur og brug af medier, som bare desværre ikke formår at blive tydelige eller skarpe nok i denne omgang. Filmen handler om outsideren Emma, der konstant optager sig selv og uploader videoerne på nettet. Hun indleder et venskab med drengen Simon, der er hemmeligt forelsket i hende, og sammen ender de i en situation, hvor indholdet bliver mere og mere grænsesøgende, indtil det naturligvis ender galt. Kristian Sejrbo Lidegaard har nogle interessante ideer med at lade store dele af filmen foregå gennem nye medier som smartphone-optagelser. Men i sidste ende bliver det mere form end indhold, og man aldrig helt hvad der driver disse unge mennesker.
“Adils krig” og “Shoot for the Moon” skiller sig ud fra flokken. Førstnævnte er et forsøg på at skabe et barsk krimi-drama i stil med “Nordvest”, hvor det er den kriminelle underverden, der danner rammerne for et personligt drama om en mands søgen efter sin bror. “Shoot for the Moon” er en lavmælt dokumentar om to mænds besættelse af en sten, de er overbeviste om, er en meteorit. Hvor “Adils krig” fortæller sin historie imellem sekvenser med pistoler og stortpumpede lakajer, skrider det nære portræt langsommere og mere subtilt frem i Zara Zernys dokumentar.
Det centrale tema for denne årgang på Super16 er outsiderne og de lidt skæve eksistenser. Og det er da også et tema, der aldrig helt kan gå af mode. Det har denne årgang 8 også øje for, og det bliver spændende at følge dem i fremtiden, hvor jeg er sikker på, at de nok skal blive bedre til at balancere de smukke billeder og den spændende æstetik med oprigtigt gribende dramatik. Fundamentet er tydeligvis til stede.
