Dagens første film hed “Salvo”. En italiensk film om en lejemorder, der arbejder for mafiaen. I dagens anledning var filmens ene instruktør, Antonio Piazza, oven i købet kommet på besøg for at fortælle om filmen. At introducere filmen var italieneren, der til min lidt fordomsfulde overraskelse talte godt engelsk, dog ikke meget for. Han ville hellere lade filmen tale for sig selv. Fornuftigt nok. Dårlige introduktioner har jeg fået rigeligt af på PIX. I torsdags valgte Dostojevskij-eksperten nemlig at ødelægge sit ellers fine oplæg til “The Double” ved afsløre bogens – og dermed filmens – slutning.
Nå, tilbage til lørdagens begivenheder. At filmens instruktør var en mand af få ord viste sig at være meget sigende. For minimalistisk er ikke et dækkende ord til at beskrive “Salvo”. Musik er der intet af, og filmens scener består primært af lange, rolige takes. Og så får hovedpersonen, Salvo, Clint Eastwoods cowboy til at ligne lidt af et sludrechatol. For mit vedkommende blev “Salvo” måske lige en bloddryppende knivspids for tør, men den italienske mafiosofilm var et spændende, stilrent bekendtskab.
Det samme kan dog ikke siges om de to, som sad i nærheden af mig. De var tilsyneladende i gang med at indspille deres helt eget kommentatorspor til filmen. Inden jeg for alvor nåede at overveje, om det ville være lettest at hyre Salvo eller donere to billetter til “300: Rise of an Empire” i Palads, dæmpede de sig dog. Filmen sluttede, og jeg måtte skynde mig videre, inden jeg kunne nå at høre, hvad den italienske instruktør havde at sige om sin film. Fanden tage reglen om at skulle afhente sin reservation, 45 minutter før filmen begynder.
Efter en halv times ventetid var jeg så småt klar til “Enemy”. Mens jeg sad i mit lune biografsæde i Empire og ventede på, at filmen skulle begynde, kunne jeg ikke lade være med at betragte de mange gengangere blandt publikum. På trods af hvor mange forestillinger, der rent faktisk er på CPH PIX, så er det alligevel pudsigt, hvor mange af de samme mennesker, man ser igen og igen. På samme måde virkede filmen “Enemy” på papiret også som lidt af en genganger. For ligesom torsdagens “The Double” handlede den også om en mand med en dobbeltgænger. En film om dobbeltgængere, der selv har en dobbeltgænger. Det var næsten for godt til at være sandt. De to film viste sig dog at være ret forskellige. For mens “The Double” er en sort komedie à la Terry Gilliam, så er “Prisoners”-instruktørens “Enemy” tættere på en stemningsmættet David Cronenberg-film. Begge seværdige på hver sin måde.
Mandag står endnu engang i CPH PIX’ tegn, og her skal jeg bl.a. se en film, der absolut ikke minder om noget, jeg har set før. Her er ingen gengangere. Jeg kan passende give dig et lille hint. ‘Fiktion’ og ‘vals’ er to ord, der kan hjælpe dig på vej. Den anden films to ledetråde er ‘Mellemøsten’ og ‘Oscar-nominering’. Kan du gætte, hvilke film det er?