Filmfestivalen åbnede egentlig i onsdags, men min CPH PIX-festival startede først søndag. Årsagen til forsinkelsen vil jeg ikke spilde din tid på. I stedet vil jeg hoppe direkte til dagens menu. Dagens to film var egentlig ret u-PIX’ede. Forstået på den måde, at begge film rent faktisk får dansk biografpremiere senere i år. Ja, de to film virker næsten ordinære, når man sammenligner med resten af festivalens program.
Men de lidt mere traditionelle film har festivalen også. Tro det eller ej, PIX har også noget for dem, der ikke er til film om telepatiske dværge, kommunistzombier og mænd, som bliver tiltrukket af deres bedstemors ven. Bare rolig, de telepatiske dværge skal jeg nok vende tilbage til, men søndag var i de etablerede navnes tegn.
Første ret – og for mit vedkommende den måske mest ventede lækkerbisken på PIX overhovedet – var den japanske tegnefilmmester Hayao Miyazakis svanesang, “Når vinden rejser sig”. En film, de programansvarlige lidt mærkeligt ikke havde valgt at placere i Grand Teatrets største sal. Spøjst. Da jeg ankom til Grand Teatret, lignede den gode, gamle biograf sig selv. Decideret PIX-stemning udstrålede biografen ikke. Det gjorde menneskemængden foran biografen til gengæld. I betragtningen af, at klokken var lidt i 12 på en søndag, var fremmødet stort – og forventningerne endnu større.
Og med “Når vinden rejser sig” fik en sal fyldt med granvoksne filmfans sig lidt af en tegnet oplevelse i særklasse. Jeg havde ellers forventet, at et par børn ville have forvildet sig ind i salen. Men det ar heldigvis ikke tilfældet. For selvom Miyazaki er kendt for sin fantasifuldhed og sine magiske væsner, så er “Når vinden rejser sig” en helt anden størrelse. Det visuelle lignede ganske vist sig selv, og Miyazakis velkendte romantiske og drømmende tone har filmen også. Men sammenlignet med instruktørens andre film, der indeholder hekse, levende slotte og talende gorillaer, så er “Når vinden rejser sig” jo nærmest et kitchen sink-drama.
Min medkompagnon var vist nok en anelse mere begejstret for filmen end mig, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så kan jeg ikke komme uden om, at filmen er en værdig afsked for Miyazaki. Når håret flere gange rejser sig pga. gåsehud, er det i hvert fald aldrig helt skidt.
Helt skidt var dagens anden film absolut heller ikke. “Fading Gigolo” indeholder nemlig noget, man ikke ser særligt ofte. Det er dog hverken solformørkelse eller nordlys, jeg tænker på. Nej, “Fading Gigolo” er noget så sjældent som en film med Woody Allen, han ikke selv har instrueret og skrevet. Det er dog ikke mere ekstraordinært, end at Allen stadig spiller sin sædvanlige rolle som, ja, Woody Allen. Det er dog ikke noget problem her. For selvom det er John Turturro, der har skrevet, instrueret og spiller filmens ene hovedrolle, så føles “Fading Gigolo” stadig som en Woody Allen-film.
Humoren er måske nok en anelse mere absurd og banal end i Allens egne film, men det ændrer ikke på, at det er Allen, der står for størstedelen af filmens mange komiske indslag. Og den halvfyldte sal i Grand Teatret elskede Allen. Faktisk i sådan en grad, at latteren ofte tangerede dåselatter. Hver eneste punchline gik rent hjem. Her var der tale om et publikum med en entusiasme, som kun findes på en festival. Til den fornøjede sals forsvar skal det dog siges, at det er svært ikke at være bare en lille smule underholdt af at se den neurotiske Allen forsøge sig som alfons.
Med et smil på læben forlod jeg Grand Teatret og cyklede ud i den lune aprilnat. Godt begyndt og godt i gang! Mange film endnu og i morgen er der atter en pixet dag.
