Luftens helt

Hayao for en filmskaber. Japans Disney. Kært, japansk animationsbarn har kun ét navn: Miyazaki. Hayao Miyazaki har siden 70’erne leveret nogle af de bedste animationsfilm, nej, bedste film overhovedet. Fra den barnligt tænksomme streg i “Min nabo Totoro” over den voldsomme og voldelige “Prinsesse Mononoke” til den magiske “Chihiro og heksene”, der blev set af flere i Japan end tilfældet “Titanic”. Nu er det slut. “Når vinden rejser sig” er sidste film fra Miyazaki. Den er (også) god.

Skulle der være anklager imod Miyazakis film om kun at være barne(tegne)streger, så må de frafalde tiltalen nu. “Når vinder rejser sig” er forbudt for børn. Ikke på den uhyggelige måde, men på den modent voksne. Det understreges af, at handlingen er hensat til en dyster mellemkrigstid, hvor det japanske regime gør klar til deltagelsen i nok en verdenskrig. Men krigene og den store ondskab kommer aldrig i centrum. Det er bare en trykkende ramme omkring den humanistiske drømmer af en hovedperson, Jiro.

Han drømmer om fly. Bogstaveligt talt. Når øjnene lukkes, så møder han den italiensk flyingeniør Caproni, der tager Jiro med ombord på retroflyvemaskiner, som kun kan eksistere i drømme. Fly, som jeg voksenbarnligt kunne have kigget på en hel film igennem. Miyazakis far var selv flyentusiast, hvilket forklarer begejstringen for det at flyve i film efter film mest markant med “Porco Rosso”, men som nu toppes her med Jiro, der følger i Capronis verdenskendte fodspor og bliver flyingeniør. Og vi følger Jiro fra ung drømmer til voksen flymester, hvilket giver filmen et episk anslag, der er nyt hos Miyazaki.

Hvad der ikke er nyt, men gammelt kendt er, at Miyazaki inspireres af og dedikerer sine film til mor og far. Flydrømmene fra farmand og en filosofisk dybde fra Moar(zaki). Mor er også med her, når Jiro splittes imellem flyambitionerne om at lave det perfekte fly og kærligheden. En kærlighed, der fik naive sommerfugle til at flyve om kap i min mave, da Jiro og den udkårne, Nahoko, kyskt flirter pr. papirflyver. Men også en kærlighed, der rørstrømsk, men aldrig sentimentalt, jog sommerfuglene på flugt, når sygdom – som en holistisk hilsen til den syge mor i “Min nabo Totoro” – sætter mulig slutdato på forholdet med en potentielt dræbende tuberkulose.

Miyazaki er en løjerlig mand af i går. Af fortiden. En nostalgiker, der både kan dufte af gammel hat og cool retro. Jeg hælder til det sidste. Som en Jules Verne er hele kloden hans hjemstavn. Jiro besøger både Italien og Tyskland. De drømmende Caproni-fly med flot farvemættede Il Tricolore-flag på vingerne og virkelighedens Nazi-Tyskland, hvor der kosmopolitisk veksles imellem japansk og tysk. Her kommer den tænksomme (fly)bagage i spil igen. For hvordan kan et filmunivers slippe afsted med kun at rumme karakterer fra periodens tre fascistiske lande? Miyazaki har givet svaret mange gange før: Der findes ikke ondt og godt, men kun nuancer af (med)menneskelighed. Dén gammeldags, men ofte tiltrængte humanisme er Disney-san igen en sikker leverandør af.