Af: Morten Vejlgaard Just | Udgivet: 2014-03-21

Onsdag aften var den røde løber rullet ud i Imperial i et samarbejde imellem CPH PIX og SF Film, som afholdt galla-premiere på sidste års mest sete svenske film, “Monica Z”. Som en pendant til danske “Dirch” omhandler filmen en af Sveriges største underholdningsstjerner nogensinde – jazzsangeringen Monica Zetterlund med et turbulent liv i Edith Piaf-klassen.

Stjernerne var der: Thomas Bo Larsen, Sonja Richter og… Nå ja, Gustav. Realitystjernen havde vist en ny – ikke så tyk – bog at promovere. Den danske instruktør Per Fly var der også for at promovere. Kåret til årets bedste instruktør i Sverige kan “Monica Z” være det, der giver Fly et internationalt gennembrud efter fine danske film som “Bænken” og “Arven”.

Efter filmen kunne noget tyde på, at filmen også kan blive en dansk succes. Galla-gæsternes store begejstring for filmen blev klappet op imod Per Fly, der havde taget plads på scenen for at blive hyldet og for at hylde hele sit hold – særligt førstegangsskuespillerinden Edda Magnason, der synger og spiller Monica Zetterlund, som havde hun aldrig bestilt andet. Også en svensk Guldbagge-pris er det blevet til for hende.

Hun brillerede på scenen inden filmens start, da DR Big Band havde taget opstilling på scenen og gav fornem live-hjælp til Edda Magnason, der varmede gæsterne op med Zetterlunds største hits igennem karrieren. “Vi har brug for mere jazz!” råbte Per Fly insisterende ud imod publikum efter filmen. Den opfordring er hermed givet videre.





Skriv ny kommentar: