Dirch, damer og deroute

Dirch Passer var en sjov mand. Måske den sjoveste af dem alle. Men hans liv var alt andet end sjovt. Det fortæller instruktør Martin P. Zandvliets ærlige portræt-film “Dirch” os. Skiftevis ætsende stærkt og ikke mindst rørende, men desværre også pligtopfyldende detaljeret.

Hvem kan spille Dirch? Eller tør, er måske mere det rette ord. Det kan Nikolaj Lie Kaas. Endda skræmmende godt. Fra første scene i 1955, hvor Dirch tager ABC Teatrets forventningsfulde publikum på Frederiksberg med storm, til den sidste optræden i Tivolis Glassal i 1980, hvor han i fuld Kim Larsen-staffage falder om på scenen foran det publikum, han ikke kunne leve hverken med eller uden. Kaas udfylder den klassiske deroute-rolle fra start til slut uden en eneste fodfejl. Mimik er på plads. Det samme er den lange lemmedasker-holdning, diktionen og ikke mindst Dirchs sent glemte urbrøl. Ved sin side har Kaas en velspillende Lars Ranthe (fra DR’s tv-serie “Sommer”) i rollen som revy-makkeren Kjeld Petersen, og forholdet de to imellem udgør filmens varme kerne. Nærmest som en kærlighedshistorie.

Ind og ud af Dirchs liv flyver den ene kvinde efter den anden. Først skuespillerinden med den markante skærebrænderrøst, Sigrid Horne (Laura Bro), som Dirch skilles fra i 1956. Dernæst blandt andre den blonde brystbombe Judy Gringer, Dirchs anden hustru Hanne og til sidst den lovligt meget yngre Bente. Men alle disse kvinder, der i filmen fremstilles helt og aldeles intetsigende, rør ikke Dirch på samme måde som vennen, kollegaen og den medsammensvorne Kjeld Petersen.

Deres forhold er konfliktfyldt og stormfuldt. Som et ægteskab. Kjeld bebrejder Dirch, at han ikke tør tage større professionelle chancer. Dirch bebrejder omvendt Kjeld hans udsvævende og usunde livsstil, der da også skal vise sig fatal. Men de elsker hinanden. ”Jeg troede, jeg var din eneste ene,” siger Kjeld både i spøg og fuld alvor til sin bedste ven. Deres venskab var enestående og det samme deres makkerskab på scenen som duoen Kellerdirk. Som skabt for hinanden. En bromance, der stikker dybere end de fleste. Det er den stærkeste og mest modige pointe i Zandvliets stort opsatte opus om den folkekære Dirch Passer.

“Dirch” er en flot skæbnefortælling om en egentlig sky og bange mand, der næsten snubler ind i sin store karriere. En karriere, der oprulles trofast og nok rigeligt bukkende med Dirchs største scenesucceser minutiøst gengivet. “Tømmerflåden”, “Kæmpebabyen” og Daimi-duetten “Hvem har du kysset i din gadedør”. De er der alle sammen. Og i forbifarten selvfølgelig teaterdirektør Stig Lommer (Lars Brygmann) med høj cigarføring og flankeret af de lårkorte Lommerpiger, en blid Ove Sprogøe og en overraskende seriøs Preben Kaas (præcist portrætteret af Martin Buch fra “Rytteriet”). Da Zandvliet i sin instruktørdebut “Applaus” gik helt tæt på Paprika Steens furede skuespillerdiva, grænsende til det udstillende, føltes det som et frisk pust. Her er en mand, der tør, tænkte man. Her lefles ikke. Den dristighed har han heldigvis bragt med videre i “Dirch”. Dirch helgenkåres langt fra, men får lov at fremstå som det mangelfulde menneske, han var: En utro ægtemand, for ikke at sige womanizer, med en lidt for sundhedsskadelig hang til gedigne whiskysjusser til at holde problemerne for døren. Men det vidste man vel godt i forvejen.