Filmkunst i alle afskygninger har ramt København med festivalen CPH PIX, der nu så småt har spillet sig varm. Mellem store og små, moderne og retro, finske og japanske forestillinger er der heldigvis også blevet plads til mere obskure film. Filmz har med den PIX-aktuelle gyser “The Call of Cthulhu” kigget nærmere på forfatteren H. P. Lovecrafts spor i filmverdenen.

Mange kunstnere har ladet sig inspirere af gysermesteren H. P. Lovecraft, men ofte kun med indirekte hilsner til den afdøde, amerikanske kultforfatter. For eksempel arbejdede den schweiziske billedkunstner H. R. Giger med afsæt i Lovecrafts science fiction-mytologi, da filminstruktøren Ridley Scott hentede ideen til snyltemonstret alien. Giger blev af den grund hyret som setdesigner på rumklassikeren af samme navn. Således nåede Lovecrafts nichehorror pludselig hele vejen til Hollywood for nærmest ubemærket at lægge grundtonen i det notorisk skræmmende og helt enestående miljø, som besætningen på “Nostromo” konfronterer i det ydre rum i “Alien” fra 1979.

Andre steder er referencerne mere iøjnefaldende, det gælder bl.a. Sam Raimis “The Evil Dead” fra 1981, hvor de døde vækkes til live med “Necronomicon Ex-Mortis” – en mystisk, forbandet bog, som Lovecraft opfandt til sin verden – eller “Batman”-universet, hvor sindssygehospitalet Arkham Asylum er opkaldt efter forfatterens opdigtede New England-by, Arkham. Når det er sagt, er det lovecraftske element på film som regel tydeligst på et tematisk plan. Navnlig i Frank Darabonts Stephen King-filmatisering (og Lovecraft-cadeau) “The Mist” fra 2007, hvor påtrængende uhyrer fra en anden dimension bruges som en ramme om en mere personlig gyserfortælling.

Få instruktører har turdet oversætte H. P. Lovecrafts kuriøse noveller direkte til filmmediet, måske fordi forfatteren nærmest demonstrativt udelukkede action fra sine historier og i stedet opbyggede suspense gennem tilbageholdelse af handling. Lovecrafts personer er videnskabsmænd, akademikere og professorer, der gennem deres studier får et glimt af en alternativ, dæmonisk virkelighed, og om overhovedet, så kun deler erfaringerne med særligt indviede foruden læseren. En slags ’tell it, don’t show it', der er fremmed for især mainstreamfilmens dramaturgi med helten som den plotdrivende.

Det gør filmen “The Call of Cthulhu” fra 2005 til en særlig bedrift, der ud over at holde sig tæt til den komplekse tekst fra 1926 er baseret på Lovecrafts nok mest kendte værk. Her kommer hovedpersonen på sporet af en uhyggelig sekt, Cthulhus Kult, der tilbeder et urgammelt dæmonvæsen, Cthulhu, og vil hidkalde det fra sin krypt et sted i Stillehavet. Alt sammen beskrevet som en dokumentarisk, videnskabelig beretning. Hvad filmen gør bedst, er frem for alt stumfilmsstilen med sort-hvid-billeder, der er med til at vække stemningen fra 1920’erne samt den unikke atmosfære i Lovecrafts bøger.

Lykkelige slutninger finder man imidlertid heller ikke hos H. P. Lovecraft, hvis urokkelige insisteren på meningsløshed falder helt uden for Hollywoods orientering imod forløsning. Spørgsmålet er derfor, hvordan gyserforfatterens boglige originalitet er blevet oversat til det store lærred gennem tiden.

Der findes både gode og dårlige filmatiseringsforsøg af Lovecrafts litteratur. Fra makværket “Cthulhu” fra 2007 med “Beverly Hills”-jomfruen Tori Spelling på rollelisten, over den acceptable “Dagon” fra 2001 – løst baseret på Lovecrafts “Skyggen Over Innsmouth” fra 1936 – til den fjollede, men vellykkede splatterkomedie “Re-Animator” fra firserne. Også John Carpenters “In the Mouth of Madness” fra 1994 gør, hvad den kan for at fremhæve sit lovecraftske tema; sindssygen, en horrorforfatter som hovedkarakter og sin New England-setting. Ligesom filmens titel er spundet over førnævnte “The Shadow Over Innsmouth” samt novellen “At the Mountains of Madness” fra 1931.

Ingen af ovenstående formår at følge den litterære magi til dørs, men netop John Carpenter er en af de få instruktører, der er kommet tættest på en succesfuld Lovecraft-fortælling med science fiction-gyseren “The Thing” fra 1982. Filmen giver unægteligt associationer til H. P. Lovecrafts foruroligende “Vanviddets Bjerge”, der ligeledes omhandler en gruppe forskere på ekspedition til Antarktis. Her støder de på en millioner år gammel civilisation, lysår foran mennesket og efterkommere af ondsindede kræfter fra en fremmed galakse.

Desværre er stjerneinstruktøren Guillermo del Toros forsøg på at filmatisere “Vanviddets Bjerge” kuldsejlet gang på gang, formentlig fordi novellens finale volder problemer hos Hollywood-producenterne. Indtil det forhåbentlig lykkes, kan man passende nyde HBO’s fremragende thriller-serie “True Detective”, der foruden et sublimt cast og en djævelsk, men indviklet historie har indtil flere lovecraftske fikspunkter som weird fiction og horrorantologien “The King in Yellow”, Lovecrafts store inspirationskilde fra 1895.

Stærkest står dog stadig “Alien” som et bud på sand Lovecraft-horror. Nok overtager den hæsblæsende action til sidst i filmen, men alene for første halvdel i H. R. Gigers biomekaniske mareridtskulisser kan den mesterlige gyser (gen)ses med Lovecraft for øje. Hvem har ikke brudt hovedet med, hvad der er sket forud på dværgplaneten LV-426? Eller hvad alien-organismens rædselsvækkende økosystem egentlig er for noget? Det er som oftest det ukendte, vi bliver mest bange for, det, vi selv skal tænke os til.

”The Call of Cthulhu” kan ses på CPH PIX 05.04.14, kl. 22.15 i Cinemateket.