Thing, The
Udgivet 29. okt 2008 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Gysere bliver ikke mere fuldkomne end John Carpenters “The Thing”, hvorfor det næsten siger sig selv, at filmen floppede gevaldigt, da den blev udgivet i biffen tilbage i 1982. Ligesom mange andre klassikere (inklusive “Blade Runner” fra samme år) opnåede “The Thing” først sent den fornemme plads i filmhistoriens leksika, som den fortjente. Filmen udkom på et tidspunkt, hvor familievenlige blockbusters som “E.T.: The Extra Terrestrial” var in, og kun få havde overskud til en gyser om en gruppe gnavne mænd, der angribes af et grusomt rumvæsen på kolde og golde Antarktis. I dag er “The Thing” en af Universals bedst sælgende hjemmevideoudgivelser nogensinde.
Publikums forestillingsevne går sædvanligvis op i gear samtidig med karakterernes ditto, hvilket blot styrker tilknytningen mellem de nuancerede figurer og publikum. Fantasien kickstartes ofte på grund af monsterets natur – et rumvæsen, der kan efterligne andre livsformer. Vi følger en række mænd på en isoleret forskningsstation på Sydpolen, som hverken kan tilkalde hjælp eller flygte, og der går ikke længe, før mistilliden spreder sig, og gutterne begynder at mistænke hinanden for at være et dødsensfarligt uhyre, der vil slå de andre ihjel. Man begynder selv at spejde efter afslørende sprækker i karakterernes opførsel, og således udarter “The Thing” sig også til en vanvittigt spændende psykologisk thriller, der stiller store, væsentlige spørgsmål om menneskets natur.
Ennio Morricones foruroligende score (som Carpenter tydeligvis har været inde over) er blot endnu et element af produktionens æstetik, der imponerer. Musikken er tålmodig og tager sig god tid til at bygge en stemning op, hvilket man også kan sige om mange af filmens bedste scener. Man får virkelig lov til at mærke klaustrofobien trænge sig på og paranoiaen tære på nerverne, især under den brutale slutning og den sindsoprivende ‘blodtestscene’ – en af genrens mest berømte og vellykkede sekvenser til dato. Men filmen fremtvinger en markant reaktion, uanset om den så sniger sig stilfærdigt ind på seeren eller overrumpler med et veltimet chok.
Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. Sidste år blev “The Thing” udgivet på HD-DVD, og udgivelsen indeholdt et fantastisk HD-transfer, der fik den 26-årige gyser til at ligne en nyproduceret film. Gudskelov er BD-udgivelsens transfer identisk med HD-DVD’ens. Billedsiden er utrolig skarp, og detaljerigdommen er tit enorm. “The Thing” udspiller sig hovedsageligt om natten i et kridhvidt vinterlandskab, og et sådant kontrastforhold har visse transfers svært ved at håndtere. Men både dunkle og lyse nuancer gengives med enestående præcision, skyggeområder er spækket med detaljer, og farverne summer af liv. Utilsigtet snavs dukker desværre op – som regel under udendørsscenerne. Billedet er dog oftest pletfrit, og ingen komprimeringsfejl optræder.
HD-DVD’en var udstyret med et Dolby Digital Plus 5.1-lydspor, men Universal har været så venlige at inkludere et forbedret DTS-HD Master Audio 5.1-mix på BD-udgivelsen. Undertiden kan man godt mærke, at filmen har nogle år på bagen. Enkelte lyde fra realoptagelserne savner bund, og dialogen kan også virke flad. Men langt de fleste replikker og lydeffekter kommer klokkeklart igennem og har tilpas slagkraft. I forhold til filmens alder er der forbavsende mange effektive panoreringer, og baghøjtalerne udnyttes fornemt til at styrke filmens stemning. Musikken får også lov til at fylde godt i lydbilledet, og støj forekommer yderst sjældent.
John Carpenter og Kurt Russell har indtalt adskillige kommentarspor sammen, og deres kommentarspor til “The Thing” lever op til duoens tårnhøje standarder. Makkerparret tilbyder både seriøs indsigt i filmens tilblivelse og frydelige, selvironiske betragtninger. Parret taler næsten nonstop og diskuterer åbenhjertet alt fra besværet med at få filmen lavet og dens lunkne modtagelse, til effekterne og historiens undertoner. Der findes ikke mange bedre kommentarspor, og ganske passende indeholder disken også en af de bedste filmrelaterede dokumentarer til dato: “John Carpenter’s The Thing – Terror Takes Shape” (84 min.). Der er ikke ét kedeligt sekund i denne lange sag, som byder på oprigtige interviews med praktisk talt alle filmens prominente skuespillere og bagmænd.
Der medfølger også utallige siders tekst om produktionen og skuespillerne, filmens biograftrailer og et hav af storyboards og fascinerende billeder fra optagelserne. Det hele præsenteres i Standard Definition. Man kan desuden bogmærke sine favoritscener, og udgivelsen indeholder også få minutters fraklip og en genial, såkaldt “U-Control”-funktion. Når denne aktiveres, bliver man præsenteret for uddrag af ekstramaterialet under selve filmen. På den måde får man en endnu klarere idé om, hvordan filmen blev skruet sammen.
John Carpenters “The Thing” er en tidløs gyserklassiker, der er værdig til at blive nævnt i samme åndedrag som “Alien” og “Eksorcisten”, og som konstituerer højdepunktet i Carpenters respektable karriere. Både filmens og genrens tilhængere bør øjeblikkeligt erhverve denne Blu-ray. Udgivelsens transfer er millimeter fra at score topkarakter, lydsporet er ligeledes fremragende, og der medfølger timevis af exceptionelt ekstramateriale.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet