Af: Benway | Udgivet: 2009-06-17

Sam Raimi personificerer om nogen ideen om den talentfulde filmfan og kunstner, der med stædighed, opfindsomhed og venners hjælp bevæger sig fra de mest beskedne kår til en af verdens største action-franchises. Med en overbevisende opfindsomhed og iderigdom har han sat et personligt præg på sine film fra første færd.

Det hele startede for den unge Sam, da faderen en dag tog et filmkamera med hjem, og sammen med sin barndomsven Bruce Campbell lavede Sam 8 mm-film. At de to teenagere senere skulle komme til at skabe filmhistorie sammen var næppe indlysende på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre fortsatte lysten til filmarbejdet, og sammen lavede de et par små, ganske vellykkede værker. Takket være filmene samt hjælp fra venner og familie lykkedes det at skaffe midler til at lave, hvad der skulle blive den første “Evil Dead”-film.

Siden er det gået op og ned for Raimi, der også har været producent på mange projekter og har samarbejdet med Coen-brødrene, hvis film han ofte har haft cameoer i. I dag er han dog mest kendt for “Spider-Man”-filmene. Det var ikke desto mindre i horror-genren, at han først slog igennem, og som han nu er vendt tilbage til med “Drag Me to Hell”. I den anledning har Filmz kigget lidt nærmere på nogle af Raimis mest farverige film.

Evil Dead (1982)

”We can’t bury Shelly – she’s a friend of ours.”
Det kan virke lidt sært i dag, men da “Evil Dead” først blev udsendt, var der mange, der opfattede den som en afsindig skræmmende film. Når man vender tilbage til den nu om stunder, vil man nok bide mere mærke i dens underliggende sorthumoristiske toner. Raimi havde luret brugen af gore fra italienske film, men han tilføjede en selvbevidsthed til filmen, som på mange måde har været kendetegnet for genren lige siden. Selvom den er lavet på et ekstremt lille budget og har mange amatøragtige elementer, så er der ikke desto mindre en sprudlende friskhed og opfindsomhed over “Evil Dead”, hvori en gruppe lettere irriterende teenagere bliver angrebet af alverdens ondskab i en lille hytte, og mindeværdig er ikke mindst Bruce Campbell i første optræden som den handlekraftige Ash samt de surrealistiske sekvenser, hvori en uheldig kvinde bliver offer for et lystent træ (!).

Evil Dead 2 (1987)

That’s right… who’s laughing now… who’s laughing *now*?
Raimi vendte tilbage til hytten i denne fortsættelse, hvor tonen dog lettes noget, og filmen får et yderligere komisk anslag. Ash bliver atter hårdt prøvet, da de døde genopstår, men denne gang er hans figur mere markant, og komplet med kolossal viljestyre, machoattitude samt et meget begrænset intellekt kæmper han tilbage med økse, motorsav og boomstick. Filmen indeholder stadig et par gode gys, men det er ikke mindst dens slapstick, talløse jokes og Campbells ubetalelige optræden, der gør den til en så skamløst underholdende oplevelse. Blod fosser fra alle kanter – og i alle farver – hovedløse lig angriber, og Ash amputerer frivilligt sin egen hånd blot for at erstatte den med en motorsav. Det er alt sammen så herligt overdrevet, at man ikke kan lade være med at grine med. Mere end tyve år senere er det muligvis stadig Raimis til dato bedste film.

Darkman (1990)

”I’m everyone – and no one. Everywhere – nowhere. Call me… Darkman.”
Raimi, der er stor tegneserie-fan, forsøgte forgæves at få lov til at filmatisere både “Batman” og “The Shadow”, men fik afslag på begge. Han lod sig dog ikke slå ud og skabte i stedet sin egen superhelt med filmen “Darkman”, der handler om en videnskabsmand, som vansires, men søger hævn som en maskeret hævner. Filmen er en gennemført stiløvelse, der blander superheltegenren med toner af “The Phantom of the Opera” i form af en tragisk kærlighedshistorie og en helt, der ikke er fuldstændig mentalt stabil. Filmen var en moderat succes, som ganske vist led noget under det begrænsede budget, men som sprudlede af Raimis visuelle evner. Ikke mindst en dynamisk jagt, hvori Darkman hænger fra en helikopter, havde en vitalitet som intet andet, der indtil da var set af action i superheltefilm.

Army of Darkness (1992)

”Good. Bad. I’m the guy with the gun.”
Raimi ønskede at have Bruce Campbell i hovedrollen i “Darkman”, men studiet insisterede på Liam Neeson. Campbell vendte dog tilbage for fuld styrke som machotumpen Ash i den tredje og foreløbig sidste film i “Evil Dead”-serien. Efter den forrige films begivenheder må han denne gang slås mod skeletter i middelalderen, da han takket være sin aldrig svigtende dumhed starter endnu en katastrofe. Der er skruet ned for blodmængderne i denne omgang, men til gengæld gevaldigt op for komikken, og filmen tryller en perlerække af citerbare one-liners op af hatten. Raimis forkærlighed for “The Three Stooges”-slapstick er for alvor tydelig her, og ikke mindst et slagsmål mellem Ash og en hær af skeletarme er forrygende skæg.

The Quick and the Dead (1995)

”You see it’s a gun fight. We both have guns. We aim, we fire, you die.”
En af dem, der nød “Army of Darkness”, var Sharon Stone. Hun var både hovedrolleindehaver og producer på westernfilmen “The Quick and the Dead” og forlangte at få Raimi som instruktør. Filmen er en homage til Sergio Leones westerns med Stone i rollen som den mystiske fremmede uden navn. “The Quick and the Dead” floppede imidlertid fuldstændig og er da også en noget ujævn størrelse. Problematisk er ikke mindst Stones hovedrolle, der skizofrent skiftevis er sej og lettere ynkelig fra scene til scene. I stedet ender Russell Crowes birolle med at løbe med al opmærksomheden. Filmen byder på adskillelige underholdende skuddueller filmet med stilistisk overdrev, omend effekterne dog bliver lidt trættende i længden.

Spider-Man (2002)

”Your friendly neighborhood Spider-Man.”
Den helt store succes lå dog ikke så langt ude i fremtiden, og da Raimi påtog sig opgaven med at filmatisere “Spider-Man”, var det på mange måder et drømmeprojekt, der omsider var blevet realiseret. Raimi havde været en stor fan af serien i sine unge dage og bragte en virkelige forståelse for figurens appel med sig ombord. Filmen er da også først og fremmest velfungerende, fordi den får os til at engagere os i Peter Parkers liv længe inden, han bliver Spider-Man. Tobey Maguire er perfekt castet som nørden, der får superkræfter, og Willem Dafoe er ligeledes underholdende som den ustabile Osborn, der mere og mere falder over i den rene galskab. Hvis filmen har et svagt punkt, så er det dog, at selve slagsmålene mellem helt og skurk føles noget uvedkommende, da de i fuldt kropsdækkende kostumer mest af alt ligner to effekter. Det er trods alt svært at hidse sig op over, om det nu er den grønne eller den røde CGI-mand, der er ved at vinde.

Spider-Man 2 (2004)

”Go get ’em, tiger.”
Det hele faldt dog på plads med “Spider-Man 2”, der opnåede noget nær den perfekte balance mellem superheltelivet og hverdagstilværelsen for vore yndlings vægkravler. Takket være de forbedrede effekter virker Spider-Mans sving gennem byen anderledes overbevisende, og Raimi finder konstant en undskyldning for at fjerne hans maske, så han virker mere som en person og mindre som en computerspilfigur. Til det lægges en veloplagt Alfred Molina i rollen som en tragisk skurk, som vi ikke rigtig kan få os selv til at tage afstand fra, samt nogle herlige actionsekvenser, hvor ikke mindst togscenen er mindeværdig. Takket være Raimis overbevisende håndtering af materialet er “Spider-Man 2” en af genrens bedste film samt en af de få af slagsen, som selv folk, der ikke bryder sig om superheltefilm, ret godt kan lide.

Spider-Man 3 (2007)

”I protected you in high school. Now I’m gonna kick your little ass.”
Til trods for den fornemme toer blev meget desværre tabt på gulvet igen med dette tredje indslag i serien, som mest af alt er en frygtelig rodebutik. For mange skurke, for mange sideplots og alt for mange romantiske forviklinger hober sig op og efterlader en ufokuseret klump af en film, som på trods af Raimis vedvarende visuelle trylleri føles som en sæbeopera fra formiddags-tv. Fanfavoritten Venom når knap nok at være med, før han er besejret, og selv Thomas Hayden Churchs indsats er blot spildte kræfter. Filmen tjente dog ikke desto mindre kassen, og både en fjerde og en femte film skulle være undervejs, så forhåbentlig kan Raimi rette op på skuden igen. Det ville trods alt ikke være første gang, han skabte noget filmmagi på det store lærred.

Læs anmeldelsen af Drag Me to Hell.

Gravatar

#1 MOVIE1000 11 år siden

rigtig god artikel men det meste vidste man nok i forvejen hvorfor var hans seneste film ikke med i artiklen?
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Gravatar

#2 stoffer 11 år siden

Synes også det var en rigtig god artikel, savnede dog The Gift, som efter min mening også er blandt hans bedste, men man kan jo ikke få både i pose og sæk. Desværre...
Now the thing to remember, boys... flies spread disease, so keep yours closed!
Gravatar

#3 chandler75 11 år siden

# 1 "Drag Me to Hell"? Fordi der følger en anmeldelse indenfor de næste par dage.
"Some people have bad taste and others have taste more like mine." - Roger Ebert
Gravatar

#4 Highland Park 11 år siden

Benway skrev:
Raimi ønskede at have Bruce Campbell i hovedrollen i "Darkman", men studiet insisterede på Liam Neeson.

Men så fik Raimi til gengæld sit ønske indfriet i slutningen af "Darkman".
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#5 misuma 11 år siden

Hans første Intruders bør også nævnes, Vent, nu bliver jeg sgu i tvil, var det egentlig hans film? Must find out...
Redrum Redrum Red...Rum Red...what?
Gravatar

#6 keitel 11 år siden

Fantastisk artikel, og det glæder mig at Benway synes så godt om Evil Dead 2, som for mig er på min top 20 bedste film nogensinde, andetsteds her på sitet får DVD udgaven smæk så det hagler, total ubegrundet og latterlig anmeldelse af en der ikke ved han snakker om.
Gravatar

#7 Highland Park 11 år siden

#6: Ja kors for en styg og decideret pinlig anmeldelse. Den kunne Filmz snildt erstatte med en langt bedre end af slagsen fra en af deres nuværende anmeldere. Benway kunne passende skrive den. :)
... as surely as there's a mouse behind your ear.

Skriv ny kommentar: