Drag Me to Hell

InstruktionSam Raimi

MedvirkendeAlison Lohman, Justin Long, Lorna Raver, Dileep Rao, David Paymer, Adriana Barraza, Chelcie Ross, Reggie Lee, Molly Cheek, Bojana Novaković, Kevin Foster, Jay Gordon, Alexis Cruz, Ruth Livier, Shiloh Selassie, Octavia Spencer

GenreGyser, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen19/06/2009

Anmeldelse

Drag Me to Hell

5 6
Come get some!

Så er Sam Raimi tilbage, hvor han startede! Der har været en række sidespring, hvoraf de mest kendte og succesfulde er “Spider-Man”-filmene, som har gået deres sejrsgang siden 2002, men nu er det atter tid til en god gammel gyser-splatter, som vi så det i instruktørens debut, “Evil Dead” fra 1981. Der er sket meget siden, og hr. Raimi er kommet til penge, men under den mere polerede overflade og de dyre effekter på hans seneste film titter hobevis af elementer fra legebarnet Raimis filmiske ungdom frem.

Den unge Christine Brown har alt. En succesrig kæreste, udseendet med sig og et godt job i banken. Hun mangler bare en enkelt ting: en forfremmelse til assisterende direktør. For at opnå den tvinger hendes chef hende til at være en hård beslutningstager, så da en gammel sigøjnerdame en dag træder ind i banken og beder Christine om udsættelse på sit lån, bliver svaret nej. Christine burde nok have vidst, at man i en gyserfilm ikke skal fornærme sigøjnere, og pludselig står hun med en forbandelse på nakken og blot tre dage til at få den ophævet.

Sigøjnerforbandelser med tidsfrister! Har vi ikke set nok af den slags – er det ikke på tide at prøve med noget lidt originalt? Nej, overhovedet ikke, for Sam Raimi beviser med “Drag Me to Hell”, at man sagtens kan lave en knaldfed og sindssygt underholdende film, selv om historien er latterlig, karaktererne overfladiske og klichéprægede og replikkerne unaturlige og halvkiksede. Ikke at Raimi har noget at bevise – han har trods alt gjort det før med “Evil Dead”-trilogien.

Og “Drag Me to Hell” har rigtigt, rigtigt meget tilfælles med “Evil Dead”. Først og fremmest historien om et forbandet objekt (i denne omgang en knap), som bliver ved med at gøre livet besværligt for vor helt, men også den visuelle stil. Man er aldrig i tvivl om, at man er i gang med en Raimi-film. De bevidst B-filmsagtige, lidt hakkende kamerabevægelser, som bruges i actionscenerne, er tydelige videreudviklinger af de dengang så banebrydende lavbudgetseffekter fra “Evil Dead”, og også det karakteristiske skuespil – Bruce Campbell-style – dukker op hist og her. Aaah, gensynets glæde!

På trods af de mange genbrugsvirkemidler oser “Drag Me to Hell” af originalitet. Sam Raimi er et stort legebarn, og man fornemmer virkelig, hvor meget han nyder at jonglere med filmsprogets doktriner. Hvornår har man eksempelvis sidst hørt en kontrabassolo som eneste musikalske spændingselement i en suspense-scene? Det er simpelthen alt for sjældent, der leges med filmsproget nu om dage, men når det endelig bliver gjort og lykkes – og endda på så uhøjtideligt et plan som i nærværende film – er det en ren fryd.

Det er lykkedes for Raimi at lave en film, som på én og samme tid er ekstremt plat og skide uhyggelig. Det er i sig selv noget af en præstation. I andre film udligner de to ting ofte hinanden og bliver et genreforvirret miskmask, men Sam Raimi er en garvet instruktør, som kender sine virkemidler. Desværre har han overset en enkelt ting, da han skrev manuskriptet: Filmen er alt for kort. Hovedpersonen Christine skal forestille at gennemgå en stor personlig udvikling, som i øvrigt på temmelig utroværdig vis udspiller sig over blot tre dage, men pga. filmens længde sker udviklingen i alt for store og pludselige hak. Det virker forceret. Desuden slutter filmen ganske brat, og man sidder måbende tilbage og tænker ”Nå… hvad så nu?”

Uanset filmens små kosmetiske fejl er “Drag Me to Hell” et glædeligt bekendtskab. Jo, skuespillet halter, og historien er ringe, men der er så meget glimt i øjet og leg med mediet, at man ikke kan lade være med at lade sig fornøje og forføre. Det er en underholdningsfilm og intet andet, men på en forfriskende, næsten naiv og usædvanligt uhøjtidelig måde.

Video

Anamorphic 2.35:1. Det er jo dejligt, når en god film akkompagneres af et godt transfer, hvilket er tilfældet her. Farverne er naturlige og skarpheden rigtig fin. Farveblødning og edge-enhancement er totalt fraværende. Hvis man kigger virkeligt godt efter, med andre ord med øjnene helt oppe i skærmen, kan man engang imellem øjne en smule banding, men det er i ringe grad og på ingen måde noget, der virker forstyrrende.

Audio

Dvd’en byder på to lydspor – DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1 – som begge lyder brandgodt. Dialogen er klar og diskanten er generelt veldefineret. Der er fuld skrald på effekterne, og alle kanaler udnyttes til fulde. I de mere uhyggelige scener er baghøjtalerne meget aktive med masser af stemningsskabende lyde – det kunne mange andre gyserfilm lære lidt af. Overordnet set et interessant og velklingende lydbillede.

Ekstramateriale

Udover en masse ligegyldige trailere indeholder dvd’en en 33 minutter lang produktionsdagbog. Den lille featurette er præsenteret af komikkens mandlige darling, Justin Long, og beskæftiger sig primært med special effects og deres tilblivelse. Denne anmelder er lidt af en effekt-junkie, og da Raimi ikke blot bruger computergenererede effekter, men også tyr til midler fra den gamle skole, er der masser at se på. For folk, der ikke interesserer sig for den slags, er featuretten nok en smule uinteressant.

“Drag Me to Hell” byder på et herligt nostalgi-trip tilbage til Sam Raimis rødder, og folk, der ikke kender til instruktørens univers, men blot kan lide et godt grin eller gys, går absolut heller ikke forgæves. Når det flotte transfer og den lækre lydside smides oven i hatten, sidder vi med en åbenlys kandidat til filmelskerens ønskeseddel – jaja, det er kun november, men før du ved af det, skal der åbnes pakker. Og hvis din religion ikke byder dig at holde jul, så må du jo selv en tur til filmpusheren. “Drag Me to Hell” fortjener bestemt en plads i samlingen.

Drag Me to Hell

5 6
Ud af Edderkoppens spind

Der er nogle af os horror-fans, der har ventet længe på, at Sam Raimi skulle tage en pause fra sit Spider-Man-epos og lave det, han nu er bedst til: Hylende morsomme og groteske B-gyserfilm. Og med hans nye film “Drag Me to Hell” er vores bønner i allerhøjeste grad blevet hørt. Her går fantasifulde påfund og grotesk, sort humor op i en højere enhed, og man lader sig grinende og gysende slæbe med ned mod helvedets dyb.

Det er ikke noget nyt, at hovedpersonerne i gyserfilm skal gennemgå en helvedes masse pinsler for at komme ud på den anden side, men ingen skal lægge krop og sjæl til så mange dæmoniske påfund og groteske forbandelser, som de uheldige helte i en Sam Raimi-gyserfilm. Og her er “Drag Me To Hell” absolut ingen undtagelse. Galoperende næseblod i spandevis, slim i alle afskygninger, en gammel, psykotisk sigøjnerkvinde med overnaturlige kræfter samt en yderst aggressiv dæmon med appetit på forbandede sjæle. Dette er blot nogle af de strabadser, der møder den unge, blonde hovedperson Christine Brown, da hun på sit arbejde hos banken afviser en gammel sigøjnerkvindes ønske om et nyt lån. Ydmyget og rasende kaster den gamle dame en forbandelse over Christine, og hun har nu tre dage til at få den ophævet, inden dæmonen Lamia kommer efter hendes sjæl. Og når ens skæbne er i en sigøjnerkvindes hænder, så bliver man desperat og tyr til alt fra indiske åndemanere til rituel ofring af… ja, det skal ikke afsløres her, men lad mig blot sige, at folk med stor forkærlighed for nuttede husdyr nok vil synke en ekstra gang.

Paradoksalt nok så kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har grint så meget i biografen, og det selvom filmen er fyldt med klassiske chokeffekter og skræmmende uhyrer, der får én til at hoppe i sædet af skræk og rædsel flere gange under filmen. I Sam Raimis univers er der nemlig ikke langt fra gys til latter – ofte foregår de to ting samtidig, og det er en af grundene til, at hans film skiller sig ud fra de samlebåndsgysere, vi bliver bombarderet med hver anden weekend i biograferne.

Der er mange, som før og efter Raimi har prøvet sig med det, man kunne kalde for gyserkomik, men de fleste brækker nakken på det, fordi det ofte enten udmønter sig i en gyserfilm med for lidt humor eller en komedie med for lidt gys. Raimi formår som en af de få instruktører rent faktisk at få det til at virke, hvilket han jo i høj grad viste for snart en del år siden med sin “Evil Dead”-trilogi. Det er derfor kærkomment, at han med sin nye film endnu engang maler biograflærredet rødt med b-gyserfilmens teaterblod og giver fansene den film, de har sukket efter i alle de år, hvor Spider-Man har haft travlt med at svinge sig i New Yorks skyskrabere.

“Drag Me To Hell” besidder de klassiske elementer i en toptunet, b-horrorfilm, som vi er kommet til at kende og elske dem fra instruktørens hånd: Antihelt(ind)ens konstante trængsler og fysiske pinsler, de overnaturlige elementer, de tiltende og til tider jagende kameraføringer, grotesk, fysisk komik ofte med (sp)latterlige udfald og et plot, der er så vanvittig langt ude, at man kun kan grine af det. Alison Lohman er perfekt i hovedrollen og kan på mange måder bedst betegnes som “Evil Dead”-ikonet Ashs kvindelige modstykke – tilsat en charmerende naivitet og frataget de mange one-liners. Den gamle sigøjner, Mrs. Ganesh, er dog den figur, der løber med det meste af opmærksomheden, og hun er virkelig et syn for afguderne. Rynket som en gammel kødbolle fra Rumænien fremstår hun vidunderlig i al sin groteskhed, og man skiftevis griner og gyser, når hun stikker sit kvalmefremkaldende ansigt frem på lærredet.

“Drag Me to Hell” er klassisk Sam Raimi-horror, og filmen kan snildt måle sig med de bedste af instruktørens tidligere bloddryppende mesterværker. Fantasifuldheden og humoren er allestedsnærværende i det, der indtil videre må betegnes som årets mest vellykkede, groteske og underholdende gyserfilm. Et must for alle, der elskede Raimi, før han spandt sig selv ind i Spider-Mans net.

Læs mere om Sam Raimis film i artiklen Sam Raimi – Fra filmnørd til superhelt.

Kort om filmen

Christine Brown er en ambitiøs bankrådgiver med en charmerende kæreste, professor Clay Dalton. Livet er skønt, indtil den mystiske fru Ganush en dag kommer ind i banken for at bede om udsættelse på sit huslån. Skal Christine følge sine instinkter og giv den gamle dame en hjælpende hånd? Eller bør hun nægte damen udsættelse og derved imponere sin chef og få et forspring på en mulig forfremmelse? Christine vælger skæbnesvangert det sidste alternativ og gør fru Ganush til skamme og fratager hende hendes hjem. Som hævn kaster den gamle dame den mytiske dæmon Lamias kraftige forbandelse på Christine og gør hendes liv til et sandt helvede. Hjemsøgt af en ond ånd og misforstået af sin skeptiske kæreste må hun kæmpe for at redde sin sjæl fra evig fordømmelse og opdage, at grænserne for hvor langt, hun er villig til at gå, flytter sig hver dag!