Af: NadiaRegitze | Udgivet: 2013-01-30

Mere vil have mere

Selvom politik på papiret lyder som et tørt emne, har det ofte dannet fundamentet for interessant fiktion. Et godt eksempel er Netflix’ splinternye tv-serie, “House of Cards”, der tydeligt illustrerer, hvorledes menneskets mest negative egenskaber gennemsyrer og besudler den politiske scene. Seriens to første afsnit er instrueret af David Fincher (“Se7en”, “Fight Club”), og det er Finchers indledning til føljetonen, som jeg anmelder herunder:

Politik er en beskidt sag. Ingen ved det bedre end Francis Underwood (Kevin Spacey), der sidder i den amerikanske kongres med et årvågent blik på en ministerpost i den kommende regering. Uheldigvis for sine kolleger er Francis helt klar over, at idealisme ikke hører hjemme i politik. Desværre hører den heller ikke hjemme i den velgørenhedsorganisation, hvor Francis’ kone, Claire (Robin Wright), til dagligt arbejder for at skabe en bedre verden for alle andre end sine ansatte. Fra sidelinjen dukker den unge, ambitiøse journalist Zoe Barnes (Kate Mara) op, og hun bliver hurtigt en vigtig brik i Francis’ spil for at vinde al den magt, han kan mestre.

USA’s politiske maskineri bliver vitterligt til et vaklende korthus i “House of Cards”, hvor én enkelt mand stiler efter at manipulere og bedrage sine kolleger for egen vindings skyld. Ligesom George Clooneys film, “Kamæleonen” fra sidste år (som i øvrigt blev forfattet af den samme manuskriptforfatter som “House of Cards”: Beau Willimon), viser Fincher i sin nye (og første) tv-serie, at idealisme og social retfærdighed langt fra ligger øverst på dagsordenen, når først magt og penge bliver faktorer i spillet. Magt og penge er store temaer, hvilket understreges af vores hovedperson, den kyniske Francis Underwood, der – iført et fastfrossen pokerfjæs – nævner, at folk på den politiske scene er mere til fals for penge end magt. Men penge er et smukt hus, der falder sammen efter ti år, siger Francis. Magt, derimod, er en fast stenbygning, der altid vil bestå. Dette er holdningen til politik: Det handler ikke om samfundet uden for Det Hvide Hus’ vægge, men udelukkende om magtkampen indeni det enorme domicil.



Skildres dette drama overbevisende i Netflix’ nye serie? For det meste. På typisk David Fincher-facon bryder instruktøren ofte med mediets kendte rammer. Eksempelvis får han ofte Underwood til at kigge ind i kameraet og tale direkte til seeren – et trick, Fincher også brugte i sin banebrydende film “Fight Club”. Men hvor tricket fungerede godt i “Fight Club” , hvor det gik fint i spænd med filmens oprørske dagsorden og æstetik, virker det her unødvendigt og – i værste fald – overflødigt. Det er et stilbrud, der ikke gør andet end at få tilskueren til at overveje, om man ikke kunne have håndteret inddragelsen af publikummet på en bedre og mere stilren facon. For modsat “Fight Club” er “House of Cards” ikke rebelsk og løssluppen. Netflix’ tv-serie er derimod et langt mere seriøst og velovervejet værk, der immervæk tvinger sin seer til at tage stilling.

Og stilling skal der tages. Men ikke kun til den form for politik, der huserer i senatet og kongressen. Francis’ hustru, Claire, bliver nødt til at overveje det etiske i at fyre sine medarbejdere i en organisation, der støtter op om velgørenhed og andre menneskers trivsel. Hendes scener er nogle af de bedste i disse første to afsnit. I en fremragende scene ser Claire ved en kaffestand, hvordan hendes beslutninger i sidste ende kan komme til at påvirke andre mennesker. Uden ét eneste ord ytres, ser man samvittigheden nage, mens hun forgæves prøver at opretholde en kold facade. Robin Wright viser dermed, at hun ikke kun er én af de smukkest ældende kvinder i filmverdenen, men at hun behersker den fornemme, sjældne kunst at spille skuespil med ansigtet som eneste rekvisit, og Fincher understreger sin evne til at berette tusind ord med ét billede.

Som enhver ny serie har “House of Cards” visse skønhedsfejl. Men ulig andre serier er de skønhedsfejl meget få. David Fincher styrer igennem de politiske kringelkroge med hård hånd og får tilmed vores kolde, kyniske, manipulerende og afstumpede hovedperson til at virke ganske rar – hvilket selvfølgelig også skyldes Kevin Spaceys glimrende præstation foran kameraet. Både i virkeligheden og filmens verden har politik altid været spækket med gråzoner, og i “House of Cards” understreger Fincher, at de gråzoner ikke kun hersker åbenlyst, men at vores hverdag også er fyldt med situationer, der kræver større beslutninger. Efter to episoder har “House of Cards” måske endnu ikke helt fundet fast fodfæste, men den ved, hvordan man på enormt underholdende vis skildrer det magtbegærlige menneskes tørst efter magt, penge og status.

5/6

Den første sæson af “House of Cards” bliver tilgængelig via Netflix den 1. februar. Og husk at se Filmz TV’s eksklusive “House of Cards”-interview med Kevin Spacey!

Gravatar

#1 Ispep 7 år siden

Alt fra Fincher skal ses.
Gravatar

#2 Lord Beef Jerky 7 år siden

Jeg er uenig i hentydningen om Fight Club. Jeg føler bestemt, at det er et meget seriøst og velovervejet værk. Blot fordi det samtidigt er en underholdende tur igennem en gal mands sind, betyder det ikke, at selve moralen og temaet ikke skulle være bundhamrende seriøs. Det føler jeg, at både film og bog er. Filmen er ligeså smækfyldt med detaljer, faktisk i sådan en grad, at de færreste vil ligge mærke til samtlige selv efter utallige gensyn, så velovervejet selv i detaljerne og det filmtekniske, vil jeg nu også kalde den.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Gravatar

#3 Kruse 7 år siden

Lord Beef Jerky speaks the truth! Selvom at jeg dog også godt kan følge den første af hentydningerne på at stilbrud, som det nævnte i artiklen, nok er mere oplagt i Fight Clubs oprørske dagsorden og æstetik kontra House of Cards.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Gravatar

#4 debber 7 år siden

Er anmelderen klar over at serien ikke er ny, men en remake af den fantastiske engelske serie med samme navn???
Så det er ikke en ny serie - det et en amerikansk version af en engelsk original...
Gravatar

#5 The Insider 7 år siden

#4, dermed er det jo stadig en ny serie :-) Ny er jo ikke ensbetydende med "en serie, som på ingen måde tager udgangspunkt i noget ældre" men i "noget, der er blevet producere for nylig".
War. War never changes.
Gravatar

#6 jessup 7 år siden

I den originale serie snakker Francis også direkte til kameraet og det har Fincher så valgt at bibeholde i den amerikanske version. Det fungere ret godt i den oprindelige version så det bliver spænende om Fincher formår at give den samme virkning i den nye version.
This is just until June
Gravatar

#7 debber 7 år siden

#5 "You might very well think that; I couldn't possibly comment." (-;

Men for at være lidt mere seriøs: #5 Fair nok - det undrede mig bare at den originale slet ikke er nævnt i anmeldelsen. Netop også, som #6 skriver, fordi at det med at tale direkte til kameraet også foregår i den oprindelige.
Jeg elsker simpelthen den originale, så jeg er ret spændt på hvordan den nye vil virke.

Gravatar

#8 Lord Beef Jerky 7 år siden

debber (4) skrev:
Er anmelderen klar over at serien ikke er ny, men en remake af den fantastiske engelske serie med samme navn???
Så det er ikke en ny serie - det et en amerikansk version af en engelsk original...


Jeg var i hvert fald ikke klar over det, så tak for info.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Gravatar

#9 debber 7 år siden

#8 - Velbekomme (-:
Jeg synes den er helt fantastisk!

Den er i alt 3 "sæsoner"
House of Cards - http://www.imdb.com/title/tt0098825/
To Play the King - http://www.imdb.com/title/tt0108962/
The Final Cut - http://www.imdb.com/title/tt0111960/

Rigtig god fornøjelse (-:
Gravatar

#10 Outbound Sith 7 år siden

Hvis man har amerikansk Netflix, kan man også finde hele BBC-serien dér. :)
(Muligvis også på den danske version. Det har jeg ikke tjekket.)
"Let's just say I wanna believe."
Fox Mulder

Skriv ny kommentar: