NadiaRegitze

Jeg er en af de der drengepiger, der altid har været vildt optaget af horrorfilm, og slet ikke kan få nok af hverken Mr. Voorhees, Myers eller Krueger. Førstnævnte vinder dog hver gang i en konkurrence om, hvem der er mest cool. Det er jo selvsagt. Jeg kunne sidde oppe hele natten og se "Black Christmas" på repeat, og diskutere hvorfor Eli Roths film er så utrolig undervurderede.

Jeg er også én af de der pigede piger, der elsker "Sixteen Candles" og kan "Breakfast Club" udenad. Men det er ikke John Hughes det hele, og jeg er kendt for mit unaturlige forhold til kvindedramaer som "Den Engelske Patient" og "The Hours". Men "The Princess Bride" vinder dog prisen hver gang; den kan ingen piger modstå.

Men mest af alt er jeg en cineast, der elskede amerikanske indiefilm dengang da de var ægte, og kan blive så inderligt frustreret over at se store stjerner spille med i en nedtonet version af en Hollywood film, der så bliver kaldt indie. Jeg genkalder mig de gode gamle dage, hvor "The Living End", "In the Company of Men" og "Gas Food Lodging" var amerikansk indie. Nu får næsten alle film det stempel, og det enestående og specielle er forsvundet. Hvis det ikke var for nye indie instruktører som Lee Toland Krieger og Andrew Bujalski, ville der ikke være meget håb tilbage.

Konklusionen må vel være denne: jeg elsker film. Jeg elskede dem, da jeg som lille var forbløffet over "Alien", da jeg som teenager var forelsket i "Empire Records" og jeg elsker dem, når jeg som voksen er fortabt i "Gummo". Jeg elsker hvordan de får os til at åbne vores øjne, og får os til at se tingene fra andre menneskers synsvinkel. Men jeg elsker dem også for hvad de er, hvadenten det er let underholdning eller har en dybsindig, politisk dagsorden.