Det er snart 17 år siden, et af kommunismens allerstørste vartegn, Berlin-muren, mødte sit endeligt på en kold novemberdag i 1989. Men udover Wolfgang Beckers mageløse “Good Bye Lenin!” fra 2003, har mængden af film omhandlende tiden før og umiddelbart efter opdelingen af Tysklands nuværende hovedstad været sparsom. Der har i hvert fald været et klart fåtal af Berlin-omhandlende film, der har nydt godt af gunstige budgetter og tilstedeværelsen af stærke kreative kræfter. Og for en så mørk og ubehagelig periode, der påvirkede millioner af tyskeres liv i årtierne efter 2. verdenskrig, har manglen på seriøsitet i disse primært fornøjelige produktioner været mildest talt mærkværdig.

Men Copenhagen International Film Festival fortjener megen ros for at have givet biografgængerne mulighed for at nyde Tysklands største og mest succesrige Berlin-drama til dato – en film, der tager godt hånd om den daværende regerings kvælertag på kunsten, det glubske STASI-politis uetiske handlinger og alle de andre ugerninger, der fandt sted, mens både Tyskland og Berlin var splittet. Der er tale om filmen “De andres liv” (“Das Leben der Anderen”), som for nylig vandt hele 7 såkaldte Lolas – Tysklands svar på den amerikanske Oscar. Her måneder efter den oprindelige biografpremiere kører filmen stadigvæk godt i de tyske biografer, hvor den har tryllebundet millioner.

Filmz fik lejlighed til at møde filmens instruktør, Florian Henckel von Donnersmarck, i forbindelse med CIFF-forevisningen af sin film. Selv om den prisbelønnede instruktør allerede har opnået en succes, som de færreste af hans jævnaldrende kan prale af, er begge hans ben solidt plantet på jorden. Og på trods af, at talrige interviews er blevet foretaget tidligere på dagen, og endnu flere hviler i horisonten, er manden aldrig andet end 100% snaksaglig, frisk og medgørlig. Donnersmarck er små to meter høj, og hans rolige, indsigtsfulde attitude udstråler intelligens, som er bemærkelsesværdig, kommende som den gør fra en blot 33-årig herre. En mand, som kun var 16 år gammel, da Berlin-muren faldt, og sølle 11 år i 1984 – året, hvor filmen finder sted. Hvad i alverden kan inspirere en tysker, som tillige har levet længe i New York, arbejdet ihærdigt med britiske Sir Richard Attenborough og studeret på Englands Oxford University, til at lave en film om skelsættende begivenheder, der fandt sted, mens han stadigvæk var travlt beskæftiget med pubertetens gåder?

”Berlin er faktisk det sted, hvor jeg har boet i længst tid. Jeg flyttede dertil som 8-årig og boede der i otte år, inkl. den tid hvor filmen finder sted (november 1984, red.). Det var grunden til, at jeg lod filmen foregå i de år, fordi jeg kunne huske, hvordan byen så ud dengang. Jeg er vokset op med forestillingen om kommunisme og opdelingen af Tyskland, som var store emner i min familie, fordi begge mine forældre kommer fra øst. Min mor var kommunist, selvom hun flygtede fra øst, så jeg voksede op i det her kaos.”

Manden ved tydeligvis, hvad han taler om. Men selv om Donnersmarcks film giver et godt indtryk af en forskruet verden, som eksisterede for stadigvæk relativt få år siden, så er filmen primært et intimt karakterdrama. Hovedpersonen er en STASI-officer (en fantastisk Ulrich Mühe), der udspionerer en prominent teaterinstruktør og hans samlever. Men han erfarer langsomt, at det måske er hans overordnede og ikke folket, der er den reelle fjende. Mange filmelskere vil nok allerede her begynde at trække ligheder mellem Donnersmarcks film og Francis Ford Coppolas 70’er klassiker “The Conversation”, som ligeledes handler om en mand, der via sin profession (at lytte til andre menneskers privatliv) gennemgår en personlig forvandling. Så snart Coppolas titel bliver nævnt, indfinder et lille, skævt smil sig på Donnersmarcks læber. Sammenligningen er tydeligvis blevet bragt på tale før.

”Jeg har set ‘The Conversation’, og hvem ved? Måske har den haft en indflydelse. Men jeg tror snarere, det er en hel type film fra 70’erne, som har haft en effekt på filmen snarere end blot én enkelt. Det var et særligt filmisk ‘look’ i 70’erne, som jeg gik efter, og som besad netop den form for skønhed, som jeg havde brug for. For 80’erne i DDR var meget ligesom 70’erne i vesten. Jeg har altid fundet det fascinerende ved film fra den periode, at man udelukkende klipper, når der er en mere ideel kameraposition, man kan klippe til. Og de begyndte også på at optage de meget lange skud fra ét perspektiv, for på den måde at præsentere en form for realisme, som man ellers ikke ville opnå. Omtrent 4-5 gange gør vi det samme, hvor vi har kameraet til bare at stå og køre, så man får en fornemmelse af, at det her vitterligt finder sted.”

”Men med hensyn til netop ‘The Conversation’ er der nogle ligheder, såsom det faktum, at begge film fortæller om en person, som står over for et moralsk dilemma, fordi han indser, at hans professionalisme har en direkte effekt på sit liv. Men jeg vil mene, at ‘The Conversation’ er mere kynisk i tonen, fordi hovedpersonens tvivl resulterer i et mord. Men her i ‘De andres liv’ er det mere det modsatte. Vores film siger nærmest, at hvis man opgiver sin følelse af moralsk sikkerhed, så kan man opnå en større form for retfærdighed.”

”Jeg skrev selv fem udgaver af slutningen i ‘De andres liv’, før jeg følte, at jeg var nået til et punkt, hvor slutningen gav publikum noget lidt ekstra… fordi for mit vedkommende er de sidste 10 minutter af en film de vigtigste. Det er eksempelvis en af de store forskelle på tv og film, hvor man på fjernsyn bliver nødt til at vedligeholde et konstant underholdningsniveau lige fra allerførste minut. I en film skal de første 90% være gode, men den bedste del er nødt til at være slutningen, fordi det er den del af filmen, man mest tager med sig, når man forlader biografen, og som så kan gøre, at man anbefaler den til venner og familie. Det skete ikke med ‘The Conversation’, som blev et stort flop, hvilket egentlig er ærgerligt på sin vis.”

Donnersmarck var ude på at lave en film, der ville blive betragtet som et realistisk og stærkt drama. Og som sagt er det netop to af de adjektiver, som kun få nylige film, der handler om Berlin, har kunnet tilskrives. “Sonnenallee” og “Good Bye Lenin!” er to eksempler på sådanne mere fornøjelige, succesrige film. Men de har dog ikke været en faktor i Donnersmarcks beslutning om at lave et seriøst drama om den tid.

”Nej, jeg sætter mig ikke ned og siger til mig selv ‘Så er det vist på tide at lave en mere seriøs film om de her ting’, sådan tænker jeg ikke. Jeg har ved et tilfælde fået ideen til den her film, men jeg var dog bevidst om, at den ikke ligefrem fulgte den tyske filmtradition for, hvordan denne tid er blevet portrætteret. Flere gange hørte jeg også fra folk, at de virkelig godt kunne lide mit manuskript, men de ville gerne have, at jeg skrev den om til en komedie, for så ville de gerne finansiere projektet! Men jeg havde ikke lyst til at lave en komedie, jeg havde en idé til en fortælling, som jeg var overbevist om kunne laves til en 2 timer lang, underholdende og gribende film.”

”Jeg kunne vældig godt lide både ‘Sonnenallee’ og ‘Good Bye Lenin!’. Jeg syntes, ‘Sonnenallee’ var enormt morsom, selvom den ikke just er noget filmisk mesterværk. Den er lavet af en teaterinstruktør, som ikke ligefrem er en Sam Mendes, lad os bare sige det sådan. Men den har et elskeligt, amatørisk touch. Og ‘Good Bye Lenin!’ kunne jeg også virkelig godt lide, og jeg blev slet ikke overrasket over dens enorme succes, for jeg syntes, den var meget original. Jeg håber min film bliver lige så succesfuld og underholdende som ‘Good Bye Lenin!’, men bare på en anden måde, fordi det er en anden genre. Men intentionen bag begge film er at underholde.”

Netop filmen “Good Bye Lenin!” nød en masse succes i talrige lande inkl. Danmark, og nu hvor “De andres liv” er blevet et enormt hit i Tyskland ligesom “Good Bye Lenin!”, kunne man måske forestille sig, at Donnersmarcks film også vil nyde international succes. Han har allerede været i andre lande for at vise den, bl.a. i USA.

”Det var enormt interessant at se, hvordan det amerikanske publikum reagerede på filmen. Udover det, at de blev interesseret i filmens historiske kontekst, blev den mere set som en gribende thriller, og den fungerede også for dem som en slags advarsel i forbindelse med deres ‘Patriot Act' (en amerikansk lov, der gør det muligt for ordensmagten at tilsidesætte visse rettigheder for at modarbejde terrorisme, red.). Men der var naturligvis ikke den følelse af skyld og skam, som man oplevede i forbindelse med hver eneste forevisning i Tyskland, hvilket egentlig var ganske forfriskende.”

”Langt de fleste i Østtyskland havde en eller anden form for konfrontation med eller forbindelse til STASI. STASI havde 300.000 ansatte, og der var tale om en relativt lille befolkning, så på en måde var ‘De andres liv’ alles historie. Og det resulterede i en meget følelsesladet reaktion på filmen. Jeg fik selv tusindvis af breve, og det samme gjorde Ulrich Mühe, fra folk som fortalte deres egne STASI-historier. Folk havde fejet den del af deres hukommelse væk, og filmen bragte minderne frem i lyset igen og satte mange ting i bevægelse. Så, som sagt, er det interessant og forfriskende for mig, når et andet publikum ser filmen primært som netop en film… som noget underholdende og ikke blot en emotionel oplevelse.”

I en tid, hvor politik må siges at være blevet et langt mere normalt og flittigt debatemne blandt almindelige dødelige, og hvor flere og flere film samtidigt tager hånd om politiske problemstillinger, synes instruktørens hentydning til den amerikanske ‘Patriot Act’ at være et klart bevis på, at “De andres liv” også er ment som en politisk kommentar til nutidige tilstande. Men instruktøren mener snarere, at filmens budskaber er tidløse.

”De problemstillinger, filmen fortæller om, synes jeg altid er relevante at tage fat om. Det er det gode ved magt, at det giver dig evnen til at tilfredsstille din nysgerrighed. Forestil dig, at du kan gøre dig selv usynlig. Du ville ikke sige til dig selv: ‘Jeg vil ikke bruge denne magt’. Jeg ville bruge den, og det ville du også. Og i USA har du pludselig en regering, der har den evne til virkelig at granske folks liv. Det kommer altid til at være sådan, at hvis folk får magt, så vil de udnytte den magt. Absolut magt korrumperer absolut – det er sandt. Det er nødvendigvis ikke et politisk budskab, forstået på den måde, at det ikke blot er regeringer, der kan udvikle sig til at blive korrupte, men også institutioner, familier og så videre. Jo mere magt du giver en person, desto mere lyst vil vedkommende få til at udnytte denne magt til personlig vinding.”

Og med den redegørelse for sin films budskab, måtte Donnersmarck desværre videre. Hans film får almen premiere i de danske biografer 13. oktober.

Læs biograf-anmeldelsen af “De andres liv”.

Læs dvd-anmeldelsen af “De andres liv”.