Af: kaduffo | Udgivet: 2010-02-16

I forbindelse med filmfestivalen i Berlin blev Martin Scorseses nye thriller “Shutter Island” vist uden for konkurrence. Og selv om filmen mildest talt har fået en moderat modtagelse, så er en film fra den 67-årige instruktør aldrig en uvæsentlig begivenhed. I hovedrollerne er Leonardo DiCaprio, Mark Ruffalo og Sir Ben Kingsley, der alle giver nærværende præstationer i en film, hvor 50’ernes forkvaklede syn på menneskets sind og særligt det syge sind er i fokus.

Som politimand efterforsker DiCaprios Teddy Daniels angiveligt en morderskes forsvinden på den isolerede Shutter Island, hvor eneste bebyggelse er et fængsel for farlige sindslidende. Sammen med partneren Chuck – spillet af Mark Ruffalo – forsøger han at komme til bunds i den mystiske sag, alt imens fortidens krigstraumer og forholdet til hustruen også lurer som ufravigelige flashbacks undervejs. På stedet får de to ordenshåndhævere i øvrigt kvalificeret modstand fra stedets oppasser i den mystiske Dr. Cawley, der udfyldes af Sir Ben Kingsley, og som har sit syn på lægevidenskaben.

Filmz har som eneste danske online-medie været i audiens og havde over en marathonbegivenhed på Mandalae Hotel i Berlin mulighed for sammen med en håndfuld andre, udenlandske journalister at møde instruktør Martin Scorsese samt hovedrolleindehaverne Leonardo DiCaprio og Sir Ben Kingsley.

Eftermiddagen indledtes med et interview med den aldrende Martin Scorsese.

Hvor kommer din kærlighed til film fra? Hvornår faldt du for filmen?

“Jeg tror, det har at gøre med, at jeg havde svær astma som barn. Jeg kunne ikke trække vejret i 1946-47, og mine forældre vidste ikke, hvad de skulle stille op med mig, indtil de tog mig i biografen. Og det var her, et bånd blev skabt – med det store lærred, med min mor, med min far og med min ældre bror og den emotionelle kontakt med det, man så på lærredet. Ting, man aldrig selv kunne gøre. Ride en hest og så i farver. Det var enestående. Så jeg tror, det går tilbage til, at vi kunne skabe de fantasier på lærredet med en vidunderlig følelse af at udleve historierne. Og når vi så kom hjem, skete der andre historier. Historier, der ikke skal op på lærredet. Så derfor valgte jeg at sætte mine egne historier op på det store lærred.”

Har du et særligt forhold til vejret? Først havde du massiv regn med i “Cape Fear”, og nu har du det også i “Shutter Island”?

“Nej. Jeg kan faktisk slet ikke lide at filme i regn. Man bliver våd. Jeg kan ikke lide at føle ubehag. Jeg er lidt forkælet. Det er jeg. Men jeg gør det. Jeg går ud og gør det, fordi jeg er nødt til det. Det er en del af historien. Så jeg gør det. Jeg ved ikke, om det er interessant at snakke om, men for mig vil det sikkert være meget svært at optage i snevejr. Du ved ikke, hvor folk er. Du kan ikke se deres ansigter. Det er dårligt for kameraet, og så fryser man. Regn kan man trods alt håndtere. Der kan man opholde sig under en presenning. Især hvis man kontrollerer regnen. Det er ikke så dårligt. Men jeg foretrækker at opholde mig indendørs.”

Hvordan har du arbejdet med musikken i denne film?

“Normalt kommer musikken først og derefter scener og set design med musikken i baghovedet. Og til sidst manuskriptet. Men min gamle ven Robbie Robertson foreslog, at vi gjorde det på en anden måde denne gang. Hvorfor tager vi ikke musikpassagerne og fletter dem ind i hinanden og lader dem overlappe hinanden? I denne film er der tre musiklag, der spiller sammen. Så det var lidt som at arbejde i blinde med filmen, fordi jeg ikke kunne høre eller se musikken for mig. Den eneste musik, jeg kunne høre for mig, var populærmusikken fra 50’erne, og jeg vidste, at vi ikke kunne have så meget af den musik med. Det har vi kun brugt enkelte steder, og det var primært Johnnie Ray, der sang ‘Cry’.”

Har du været inspireret af andre genrefilm, da du lavede “Shutter Island”?

“Ja, jeg har brugt dem som reference over for skuespillerne. Det er film fra fortiden. John Huston-dokumentaren ‘Let There Be Light’. Selvfølgelig ‘The Trial’ af Orson Welles og alle Roman Polanskis film. ‘The Curse of the Cat People’ af Robert Wise og mange andre film. De giver karakteren (Teddy Daniels, red.) liv. De er alle mine favoritter. Så det var på den måde, de var inspiration.”

Hvad var det ved bogforlægget, der fascinerede dig?

“Jeg følte det emotionelle indtryk efter at have læst manuskriptet. Jeg havde tårer i øjnene omkring de valg, hovedkarakteren tager. Eller gør han? Og jeg tænkte – hvordan kan jeg føle på denne måde? Filmen tog mig i så mange retninger. Så jeg tænkte, hvis jeg kunne finde på noget, der blev præsenteret ikke kun som noget sandt eller falsk, men som noget ærligt og bevægende om den menneskelige psyke, hvordan det er at være menneske og forholde sig til vold, skyldfølelse og så pakke det ind som en krig, en thriller og så tage publikum med på den samme rejse og få det samme emotionelle indtryk frem hos tilskuerne i slutningen. Det ville ikke være nemt at gøre, men det ville være en stor udfordring. Så jeg følte, vi måtte tage chancen og forsøge. Og det var skuespillerne med på. Især Leo. Han havde det på samme måde – vi forstod ikke helt, hvad det ville udvikle sig til, og hvad vi havde startet. Men vi vidste, at vi på den ene side var spændte og på den anden side skræmte, fordi det var svært at kontrollere.”

Det er din fjerde film med Leonardo DiCaprio. Hvad har du lært af arbejdet med ham?

“Lektien er, at jeg har været virkeligt inspireret til at lave film fra ‘Gangs of New York’ og fremefter. Og lave dem igennem ham og hans evner og hans nysgerrighed og hans portion af mod som skuespiller. Han er en ung mand, og jeg kender kun en brøkdel af hans liv. Det er et kompliceret liv, men det kommer ikke i vejen for hans arbejde. Faktisk beriger det hans arbejde på den måde, at han spørger på optagelsen, ‘hvad vil du prøve?’ Der var en scene, hvor han optog scenen femten gange, og han til sidst sagde, ‘jeg ved ikke, hvad jeg laver længere.’ Og jeg vidste det heller ikke, men sagde ‘gør det igen.’ Og så havde vi taket.”

Der er ikke længere tvivl om, at Leonardo DiCaprio har undergået en enorm udvikling og i dag rangerer blandt de allerstørste Hollywood-navne. Alligevel var det en afslappet, åben og vingummifrådende skuespiller, der indfandt sig på hotelværelset først på eftermiddagen.

Hvad fascinerer dig ved den karakter, du spiller i “Shutter Island”?

“Der var mange dele, som gjorde karakteren hel. Der var en masse små historier, drømmende sekvenser, der var knyttet til hans fortid og traume, så det var som en collage i virkeligheden. En del samtaler med Scorsese gik på at diktere, hvad der var drøm, og hvad der var virkelighed, og hvordan de scener skulle spilles. Men det handlede altid om at fortælle sandheden om karakteren emotionelt, og hvordan han var påvirket af sin fortid. Så det lod os hele tiden skubbe følelserne længere og længere og længere. Der var tidspunkter på settet, hvor det gik op for mig, at en enkelt sekvens muligvis var den vigtigste scene i filmen. Det fortalte jeg Scorsese, og han sagde: ‘Ja, du har ret. Det går ikke. Hele strukturen falder sammen. Vi er nødt til at personificere Teddys rejse emotionelt. Vi er nødt til at forstå, at han kæmper med sandheden om sin fortid. Det handler om denne mand.’ Det var en udfordring, men også meget givende.”

Du har arbejdet sammen med Scorsese i 10 år nu. Hvor meget har han betydet for din udvikling som skuespiller i den periode?

“En hel del. Det er unødvendigt at sige, at hvis du får muligheden for at arbejde med ham, så slår du til. Han har sin kærlighed til film, sin kærlighed til skuespillerne, sin kærlighed for at lave film. Han har arbejdet med De Niro på et tidligt stadie, og han forstår, at han må give skuespilleren styrke til at tage det fulde ansvar for sin karakter. Så det betyder, at der ikke er nogen forkerte valg. Der er ikke nogen retning, du ikke kan gå i. Han vil føre dig i forskellige retninger, men du har friheden til at eksperimentere. Og det giver dig en fornemmelse af ejerskab omkring karakteren, og alle skuespillere siger det samme.”

Hvordan fandt du ind til din karakter og den følelsesmæssige behandling af ham?

“Det er interessant. Jeg kan aldrig helt putte min finger på det, men når du laver scener som den ved fyrtårnet en uge i træk, så går du ikke ligefrem hjem og føler dig i godt humør. De ting har taget emotionel bolig i dig. Jeg prøver helt ærligt at koble af fra settet, når jeg er hjemme. En del skuespillere taler om at blive i rollen. Jeg tager til mit hotelværelse, lærer mine replikker til den næste dag og bestiller mad og lader op. Ellers føler jeg ikke, jeg har nok energi. Det handler alt sammen om at bevare fokus, fordi du kan være i gang på en film i op til fem måneder, og det er alt, hvad jeg fokuserer på. Men i denne film er der en masse subplots, og de var altid følelsesmæssigt stærke. Jeg tog helt sikkert ting med mig hjem. Mere end i andre film, jeg har lavet.”

Karakteren lider af posttraumatisk stresssyndrom fra Anden Verdenskrig. Har du kunnet bruge dit eget liv i din karakter?

“Helt sikkert. Som skuespillere prøver vi at identificere os med noget, som ligner den virkelighed, vi håber kan kobles til den karakter, vi spiller. Det er ikke altid helt så dramatisk. Mit liv var helt sikkert ikke nær, hvad denne karakter skulle igennem. Eller hvad denne karakter har set. Men så prøver vi at lade som om. Som om det her skete for mig i mit liv. Og det gør man konstant. Jeg prøver at gøre det bedste, jeg kan. Du behøver ikke altid at gå igennem, hvad karakteren gennemgår. Og så er der også det underliggende – om du vil tage ansvaret for den karakter, du portrætterer. Du går rundt i deres sko, og du har deres liv, så du er nødt til at tage noget ægte med ind i det. Selv om du ikke har oplevet de samme ting, så er du nødt til at skubbe dig selv og prøve at forstå og komme ind i hovedet på karakteren.”

Prøvede du at spille en smule mere overdrevet på grund af filmens film noir-tema?

“Jeg havde en del diskussioner med instruktøren om, hvordan jeg skulle spille drømmesekvenserne, fordi de havde en anden tone. Det var næsten en fortidsdrøm, der var knyttet til en masse ting. Men følelserne var nødt til at komme indefra. Men så ser du også filmen, og du ved ikke altid, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. Det var hovedsageligt det, vi talte om, at vi var nødt til at føle Teddys følelser, om det er drøm eller virkelighed. Vi er nødt til at føle presset på ham, når han prøver at modstå sandheden om sin fortid.”

Og dermed var marathoninterviewet ved at være ved vejs ende. Inden da havde Sir Ben Kingsley imidlertid også et par kyndige svar i lommen.

Nu har du set mesteren (Martin Scorsese, red.) på arbejde. Var det en god oplevelse?

“Det var en vidunderlig oplevelse. Det er et fællesskab – filmproduktion – når det er allerbedst. Vi var aldrig langt fra ham. Så at se ham ved monitoren, tale med lyssætterne, set designere og tage beslutninger om, hvor skuespillerne skulle stå, det var virkeligt interessant. Vi performer i virkeligheden ikke så meget, men Martin leder efter spillet igennem lyssætningen. Jeg bemærkede en scene, hvor lægerne i filmen sidder og diskuterer patienterne, og vi ligner et renaissancemaleri af en prinsesse. Der er en ondskab over det, simpelthen på grund af den måde, lyset er sat på. Han får ikke sine skuespillere til at spille onde. Det ville en dårlig instruktør gøre. Derfor er din opfattelse af, hvordan du ser Leo eller mig eller andre i filmen en vidunderlig proces.”

Hvad har du tilført denne film?

“Martin Scorsese valgte mig. Det er for mig en stor gave fra Martin, at han gav mig denne mulighed for at skabe et portræt. Og måske føler han, at jeg har lavet visse ting, der kan være en reference. Et kort øjeblik, da jeg kom ind i processen, tænkte jeg på Shakespeare.”

Til pressekonferencen sagde du, at det ikke var sjovt at lave filmen. Hvad mente du med det?

“Jeg tror, det er en frase, som beskriver, at en gruppe af skuespillere elsker deres arbejde og tager tingene meget seriøst. Jeg tror godt, man kan sige, at vi ikke har det sjovt. Vi arbejder ekstremt hårdt. Hvis vi tager ordet ‘sjovt’ ud af ligningen, så vil jeg sige, vi arbejder ekstremt hårdt med godt humør. Der er steder, hvor de har det sjovt og fortæller vittigheder hvert femte minut. Det sker bare ikke her. Det var meget hårdere.”

Læs også: Berlinale 60 – del 1.

Gravatar

#1 filmkorn.dk 14 år siden

Fint lille interview.
www.filmkorn.dk - filmanmeldelser, også af film vi ikke har set, men alligevel har en mening om.
Gravatar

#2 Christian Voldborg 14 år siden

Ja, helt sikkert. Må have været virkelig stort at møde to filmlegender af den kaliber - sikke en ære.
Filmnørder, bøj jer i støvet for Christopher Nolans "Inception"...
Gravatar

#3 Ericmase 14 år siden

Godt gjort igen Filmz! :D
The Movie Nerd is here...
Gravatar

#4 myshkin 14 år siden

Filmz for the win :)
"also it's a movie don't be a cunt."
- internet anonymous
Gravatar

#5 filmzkim 14 år siden

Flot Filmz :)
Gravatar

#6 MMB 14 år siden

Det var da et ganske udmærket interview! :)
Gid jeg havde haft æren af at interviewe...
Gravatar

#7 McPeter 14 år siden

Hehe fornemmer man en vis selvtilfredshed ved at være eneste danske medie, blandt en håndfuld andre, udenlandske journalister? ;-) Hehe kan jeg nu sagtens forstå - må godt nok være noget af en oplevelse. Tillykke med at I også er ved at blive kendt i udlandet. :-)
Mit film site: http://www.filmtips.dk/
Gravatar

#8 filmz-Bruce 14 år siden

Godt gået Filmz!!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#9 chandler75 14 år siden

# 7 Hehe, det var nu ikke sådan, det skulle forstås... Filmz var ikke eneste danske medie, men "kun" eneste online-medie, som der står (de to andre, der havde fået muligheden, var Politiken og TV-Avisen). Kommentaren omkring de udenlandske journalister var fordi, det var et gruppeinterview.
"Some people have bad taste and others have taste more like mine." - Roger Ebert
Gravatar

#10 filmz-jonasgr 14 år siden

Men det var da alligevel nogle ganske indholdsrige svar i fik. Jeg kan næsten forestille mig hvorledes Marty har siddet og givet sine svar. Ja selve svaret emmer af passion.
"I was afraid, I'd eat your brains
'Cause I'm evil"

Skriv ny kommentar: