Shutter Island

InstruktionMartin Scorsese

MedvirkendeLeonardo DiCaprio, Mark Ruffalo, Ben Kingsley, Emily Mortimer, Michelle Williams, Max von Sydow, Patricia Clarkson, Jackie Earle Haley, Ruby Jerins, Drew Beasley, Ken Cheeseman, Curtiss Cook, Christopher Denham, Gary Galone, Tom Kemp, Elias Koteas, Ted Levine, Dennis Lynch, John Carroll Lynch, Robert Masiello, Joseph McKenna, Aidan Cole Mitchell, Nellie Sciutto, Gregory Seymore, Joseph Sikora, Damian Zuk

Længde137 min

GenreDrama, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen18/02/2010

Anmeldelse

Shutter Island

4 6
Langt fra Robinson Ekspeditionen

Man skal passe på med at deltage i diskussioner om Martin Scorseses filmografi. Instruktøren, som var i centrum, da New Wave-filmene skyllede ind over Hollywood, har næsten fanatiske fans, som til tider benægter, at Scorsese nogensinde skulle have lavet en film, der bare er tilnærmelsesvis middelmådig. For undertegnedes vedkommende synes instruktøren at have blomstret i sit livs efterår, hvor især de to bundsolide successer “The Aviator” og “The Departed” bør fremhæves. Begge film har Scorseses nye De Niro – også kendt som Leonardo DiCaprio – i hovedrollen, og minsandten om ikke den ombejlede herre også står i spidsen i instruktørens seneste, “Shutter Island”.

U.S. Marshall-betjenten Terry Daniels – spillet af DiCaprio – ankommer i 1954 sammen med sin nye partner Chuck Aule til øen Shutter Island for at undersøge, hvordan det er lykkedes en patient at flygte fra den svært bevogtede sindssygeanstalt, der befinder sig på øen. Omstændighederne er mildest talt mystiske, og Teddy får i løbet af kort tid på fornemmelsen, at personalet ligger inde med en hemmelighed, der sandsynligvis er nøglen til sagen. På samme tid må Teddy døje med sine traumer fra Anden Verdenskrig, og mens trådene i sagen synes at gå i hårknude, tager betjentens tilbagevendende mareridt mere og mere overhånd.

Filmen lægger ud med et storladent og truende soundtrack, der vækker minder om afsløringen af de uhyggelige plots i et noir-drama fra 1940’erne. Således lader Scorsese os allerede fra starten vide, at der lurer noget ondskabsfuldt under overfladen, og den følelse følger seeren gennem resten af filmen. Der bliver holdt et højt niveau af underspillet spænding i de fleste scener, og aldrig får man lov til at hvile trygt i blot en kort forløsning. Nej, Scorsese formår skam at udnytte sine dramatiske elementer, og hvordan kan det overraske efter film som “Cape Fear” og “The Departed”?

Han prøver sig også frem med nogle scener, som i mangel af bedre ord bedst karakteriseres som David Lynch’ske. På linie med hovedpersonen Terry ved publikum sjældent, hvad der foregår, og forvirringen udstråler fra både DiCaprio og den bevidst skæve klipning og kameraføring. Det er dog let at komme til den konklusion, at Scorseses hoved er knap så kringlet anlagt som Lynchs, for flere af scenerne fremstår en anelse fortænkte i deres måde at behandle mystikken. Det samme gør desuden plottet, som imod filmens slutning viser sig at være ikke så lidt uoriginalt.

Hvad der til gengæld fungerer fremragende er filmens tekniske udfoldelse. Den rutinerede cinematograf Robert Richardson har gjort et flot stykke arbejde med at skabe de utrygge rammer, som omgiver den velspillende DiCaprio i hans søgen efter sandheden. Ligeledes er set designet utroligt overbevisende, og skulle man ikke i forvejen gyse ved tanken om sindssygeanstalter i 1950’erne, er der en chance for, at man kommer til det efter “Shutter Island”. Filmen spiller på alle fordomme om patienter såvel som læger og bygninger, men det virker og forstærker følelsen af desperation og isolation på øen, som ikke just vækker minder om sol, palmer og kolde drikke.

Gennem sin filmiske karriere har Scorsese oftest kredset om ludere og lommetyve i Amerikas amoralske slum, men det klæder på mange måder instruktøren at søge nye græsgange. Det mystiske og dunkle er ikke noget, Scorsese ofte – hvis overhovedet nogensinde – har prøvet kræfter med, og på trods af at visse af filmens temaer er en anelse uoriginale og fortænkte, underholder “Shutter Island” det meste af de to timer og 12 minutter.
Video

Præsenteret i 2.35:1. Robert Richardson har som sagt gjort et flot stykke arbejde i “Shutter Island”. Scenerne domineres af mørke farver og dyster lyssætning, men heldigvis følger transferet upåklageligt med uden banding, som ellers ofte opleves i skyggeområder. Kontrasten er desuden god og stabil, og edge enhancement forekommer kun i ringe grad. Farverne står skærende klart, og skarpheden er tilfredsstillende.

Audio

Dolby Digital 5.1. Dialogen går klart igennem, og de forskellige atmosfæriske elementer har et fornuftigt niveau, som hverken forstyrrer eller underspiller sin rolle. Subwoofer og baghøjtalere bruges sparsomt, men effektivt, som f.eks. under den voldsomme storm, der rammer øen midt i filmen. Musikken, der i høj grad fungerer som stemningsgivende element, har en god fylde og omkranser seeren.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder blot en håndfuld trailere.

Martin Scorsese er uden diskussion blandt de mest markante filminstruktører nogensinde. I de unge år kredsede hans tematikker ofte om rå, men gerne underspillet vold, bandekrige og cool cash, men på det seneste har den aldrende instruktør disket op med et par lækkerbiskener, som i nogen grad beskæftiger sig med nogle andre facetter af livet. Under det hele finder vi dog stadig Scorseses fascination af menneskets mørkeste sider, og “Shutter Island” er ingen undtagelse, nærmere tværtimod. Filmen er ikke blandt hans bedste, men absolut seværdig. “Shutter Island” må betragtes som en storfilm, og derfor kan det undre og ærgre, at udgivelsen er en anelse tynd.

Shutter Island

5 6
De fortabte sinds ø

Det er altid lidt af en begivenhed blandt filminteresserede, når Martin Scorsese dukker op med en ny film. Sidst var det med den effektive thriller “The Departed”, der efterfulgte de to lidt skuffende “Gangs of New York” og “The Aviator”. I den aktuelle “Shutter Island” samarbejder Scorsese endnu engang med den talentfulde Leonardo DiCaprio – og det er der kommet en særdeles vellykket psykologisk thriller ud af.

Den krigstraumatiserede Teddy Daniels, der spilles hudløst af DiCaprio, er den ene af to U.S. Marshals, der i 1954 sendes til det fæstningslignende psykiatriske hospital på Shutter Island. Deres job er at efterforske en kvindelig patients mystiske forsvinden fra den ellers hermetisk lukkede anstalt. Men det er langtfra nogen enkelt sag at få opklaret. Vidnerne er for det meste sindsforvirrede stakler, og hospitalets læger synes at holde mere tilbage, end de afslører. Sporerne fører de to betjente ind i en dyster labyrint af gamle hemmeligheder, sammensværgelser og psykiatriske eksperimenter. Og hvem kan de i det hele taget stole på? Måske ikke engang hinanden.

Selvom “Shutter Island” ikke foregår i Scorseses elskede New York, er den gamle maestro alligevel på hjemmebane. Historiens ærinde er nemlig at bore sig ind i de mørkeste kamre af menneskesjælen, og netop det er et tilbagevendende tema i Scorseses enorme œuvre. Samtidig bærer filmen tydeligt præg af Scorseses filmiske viden, idet der stilistisk lånes fra 40’erne og 50’ernes film noir. Særligt filmens dramatisk dunrende indgangsmusik er en passende hilsen til Hitchcocks hofkomponist Bernard Hermann.

Hvad er det så, den gamle mester gør så godt? Først og fremmest er det den visuelle fremstilling, der imponerer. Som i allerførste scene, hvor Shutter Island ildevarslende bryder frem af en tæt tåge som en imponerende fæstning fra svundne tider. Eller i en sært smuk drømmescene, hvor Daniels omfavner sin afdøde kone i en regn af askeblade. Men stærkest står alligevel de flashbacks, vi får fra Daniels traumatiske fortid som soldat i 2. verdenskrig. Her er den tilbagevendende episode befrielsen af koncentrationslejren Dachau. Uden nåde mejsler Scorsese den ene uafrystelige scene efter den anden ind på tilskuerens nethinde. Sent skal jeg glemme de tilfrosne ligdynger af kvinder og børn, der så langt øjet rækker ligger smidt fra kreaturvognenes sorte åbninger.

Historien om Teddy Daniels’ maniske jagt på sandheden er som en kafkask karruseltur ind i et gådefuldt spind af bedrag og løgne. Den frådende galskab er eksplicit tilstede, værst i den middelalderlige Afdeling C, men det virkeligt skræmmende er den latente sindssyge, som synes at kunne snige sig ind på selv de mest “normale”. I den mondænt indrettede hovedbygning sidder hospitalets øverste læger – den tiltalende Dr. Cawley, der spilles elegant tvetydigt af Ben Kingsley, og den kølige teutoniske Dr. Naehring, spillet isnende af Max von Sydow. Omgivet af arkaisk kunst og hvilende på den videnskabelige sandhed er de repræsentanter for den oplyste verdens normalitet. Men de tilsyneladende så solide skodder, der er sat på øen mellem de syge og de raske, er måske ikke så solide endda, og Scorsese stiller på eminent vis spørgsmålstegn ved denne dualitet ved at lade Mahler-musik fra lægernes grammonfonafspiller være bindeled til et af Daniels’ Dachau-flashbacks. Dengang blev seks millioner jøder udryddet af tusindvis af såkaldte “normale” mennesker, der også kendte til videnskab og klassisk musik. Det er “Shutter Island”s absolutte styrke, at den intelligent formår at problematisere psykiatriens faste forestilling om normalitet og sygdom.

“Shutter Island” er en tankevækkende og særdeles medrivende thriller om, hvor ulykkeligt mørkt der kan være i menneskesindet. Som Dinah Washington synger ved filmens slutning – “It’s a bitter Earth”, og “Shutter Island” er på mange måder en bitter fortælling, men dermed ikke mindre væsentlig. Tværtimod. Og med Martin Scorsese ved instruktørroret og DiCaprio i en af sit livs roller er resultatet en særdeles stor filmoplevelse.

Læs også: Interview: Filmz møder Scorsese og DiCaprio
.

Kort om filmen

“Shutter Island” foregår i 1954. Sheriffen Teddy Daniels og hans makker Chuck Aule efterforsker en kvindelig morders forsvinden. Hun er flygtet fra et sindssygehospital for kriminelle, og det menes, at hun skjuler sig på den fjerntliggende ø Shutter Island.