Peter Billingsley er formentlig ikke et navn, der siger mange danskere noget. I USA er situationen dog en helt anden. Efter at have medvirket i talløse reklamer siden han var spæd, fik Billingsley sit store gennembrud som skuespiller i en alder af blot 12 år i det moderne juleeventyr “A Christmas Story” – en familiefilm, som ikke er særlig kendt herhjemme, men som er blevet en vaskeægte kultklassiker på de nordamerikanske breddegrader. Der er endda tv-kanaler derovre, som transmitterer filmen døgnet rundt hver eneste juleaften og 1. juledag.
Men på det seneste har Billingsley været langt gladere for at befinde sig bag kameraet end foran det. Han har produceret film som “The Break-Up” og “Iron Man”, og efter at have leget med tanken om at instruere en film i et godt stykke tid, besluttede han sig for at tage hul på instruktørkarrieren med den romantiske komedie “Parterapi i Paradis”. Filmen, som instruktøren selv kalder en ”film til folket”, handler om en gruppe venner og veninders parproblemer og –terapi på en tropisk ferieø.
I forbindelse med filmens premiere herhjemme på fredag 4. december fik Filmz lejlighed til at tale med Billingsley om samarbejdet med Vince Vaughn og Jon Farveau og om, hvordan man overlever karrieren som feteret barneskuespiller.
Valgte du bevidst at lægge ud med at instruere en “ensemblefilm”? For at blødgøre overgangen fra at spille skuespil til at instruere?
“For mig var der snarere tale om en overgang fra at producere til at instruere. Jeg havde produceret et par film med Vince Vaughn og Jon Farveau… Det havde virkelig været lærerigt at arbejde på de film, og jeg udviklede mig en hel del. Men jeg tænkte ikke bevidst ‘Åh, jeg burde lave en ensemblefilm som det allerførste.’ For at være ærlig, så var [‘Parterapi i Paradis’] en svær opgave, for i de fleste film har man én hovedperson eller måske to, og vi havde otte, så der var mange ting at holde styr på – fire par, otte karakterer, der virkelig gennemgik en del.”
Du havde jo også et par skuespillere med ombord, som selv havde prøvet at instruere og producere såsom Jon Favreau og Vince Vaughn. Var de brugbare som guides?
“Vince har været min arbejdspartner i lang tid, og vi har altid haft et glimrende samarbejde. Jon var midt i forberedelserne til ‘Iron Man 2’, da vi begyndte at skyde ‘Parterapi i Paradis’, så det var vigtigt for ham, at han blot kunne koncentrere sig om at spille skuespil. Jeg synes, han er en ekstremt morsom og talentfuld skuespiller, og han nød bare at dukke op på settet, at fokusere på scenen og at levere en præstation. Men det var altid rart at have de to mænd til stede som sikkerhedsnet, hvis jeg havde et spørgsmål.”
Og det var heller aldrig en smule skræmmende at have så erfarne filmmagere til stede under optagelserne, som også havde været med til at skrive manuskriptet?
“Film er et mere samarbejdsorienteret medie. Vi forbereder os en del, vi øver os en del… så når vi ankommer til settet, har vi en virkelig god fornemmelse for, hvordan scenen skal se ud. Der kommer ikke nogen store overraskelser, ingen svinger med et rødt flag eller råber pludseligt højt. Man prøver at få skuespillerne til at føle sig så trygge som muligt under forberedelserne, så man bare kan fokusere på præstationerne under optagelserne. Vi har nogle virkelig talentfulde, sjove skuespillere med i den her film, så jeg synes, det er vigtigt, at man bare gør alt klart, og så bare lader dem arbejde. Vi satte adskillige kameraer op og slap dem så bare løs. Min primære opgave er egentlig ikke at stille mig i vejen for skuespillerne. De her skuespillere elskede at improvisere, så jeg skulle også lære ikke at råbe ‘Stop!’ alt for tidligt. Man hører scenens sidste replik og råber ‘Tak!’, og skuespilleren skråler ‘Nej! Jeg skulle lige til at tilføje noget!’ Så man lærer også at aflæse deres kropssprog, og indimellem lader man dem råbe ‘Stop!’ i stedet.”
Men hvordan kom instruktørtjansen på tale?
“Vince havde den her idé til en historie, hvor fire par mødtes på en ferieø – og hvad jeg virkelig godt kunne lide var, at man kunne relatere sig til karaktererne. Det er hårdtarbejdende folk fra middelklassen, som døjer med helt almindelige problemer – troskab, utroskab, overarbejde, ikke nok tid til familien. Man kan relatere sig til dem, uanset om man kommer fra Danmark, Sverige, Rusland, USA eller Australien. Dernæst var det interessant at tænke over, hvor meget sjov man kan have med de her figurer. Og på den måde kom vi frem til sekvenser som filmens Yoga-scene, som jeg synes er ekstremt morsom, men de har alle stadigvæk rødder i virkeligheden, de føles troværdige.”
Men tror du, at en film som ‘Parterapi i Paradis’ har evnen til at være terapeutisk i sig selv?
“Ja. Det er bestemt ikke filmens mål at være terapeutisk, dens mål er at underholde – at give folk noget at more sig over. Jeg kan godt lide de komedier, der bliver lavet nu til dags. Vi laver film til folket. Hvis du tænder for tv’et, bliver du konfronteret med en masse dårlige nyheder – der er en hel del krige, der er hungersnød, fattigdom, og finanskrisen har berørt alle. Det er dejligt at kunne flygte lidt fra virkeligheden, og måske er netop den flugt i sig selv en form for terapi – det, at man bare kan forsvinde et par timer, glemme hverdagen, le, hænge ud med vennerne. Hvis du kan få noget ud af filmen, som du kan bruge i din dagligdag, så er det fedt! Og budskabet er et, jeg virkelig godt kan lide: At det er værd at holde fast i et forhold, at et forhold er en positiv ting. Det er svært at vedligeholde et forhold, men det er værd at forsøge, og det er et godt budskab.”
Som klipper fandt jeg det interessant at læse et gammelt interview med dig, hvor du forklarede, at du hang en del ud i mange klippelokaler, fordi du havde hørt, at det var dér, film virkelig tager form og for alvor bliver instrueret. Følte du, at det var rigtigt?
“Helt afgjort. Det var det bedste råd, jeg nogensinde havde fået. Jeg havde oplevet en smule succes som børneskuespiller, men ville virkelig gerne opleve, hvad der foregik på den anden side af kameraet. Jeg havde altid været nysgerrig omkring instruktion, og jeg kunne nok godt have brugt min ‘status’ inden for filmverdenen til at sikre et instruktørjob, men Bob Clark (instruktøren af ‘A Christmas Story’, red.) sagde: ‘Lad være med at gøre det. Gå ind i klipperummet, find ud af, hvordan det hele fungerer.’ For i klipperummet har du jo kun det, som du har skudt. Du kan reparere og ændre ting via computereffekter, men du kan ikke skabe en præstation, som du ikke har optaget. Så jeg lærte, at man virkelig skal sikre sig, at man har optaget alle de øjeblikke, man har brug for.”
Nu bringer du selv din karriere som børneskuespiller på banen – ville det være rigtigt at antage, at du havde en meget positiv opvækst som børneskuespiller? Det lader til, at de fleste børneskuespillere havner i misbrug, bliver udnyttet af forældrene eller den slags, men du ser ud til at have klaret dig fint og uden brok.
“Der er ingen tvivl om, at mange af de jævnaldrende skuespillere, jeg voksede op omkring, på ingen måde havde det godt. Det kan være hårdt. Det er jo hårdt nok bare at være teenager – man skal døje med hormoner, man møder drenge og piger for første gang, man vokser og så videre. Det er en hård tid for alle, og når man samtidigt opnår berømmelse og tjener en del penge… det kan alt sammen virke forvirrende. Jeg havde en rigtig god familie. En hård familie – på den gode måde. Jeg havde brødre og søstre, og hvis jeg ikke klarede mine gøremål i hjemmet, så måtte jeg ikke lave film. Min filmkarriere var ikke det store samtaleemne, det var bare noget, jeg var heldig at få, og jeg tror, at netop fordi vi havde dét perspektiv, så kom jeg helstøbt igennem karrieren. Min barndom var fantastisk. Jeg rejste jorden rundt, lavede film og mødte exceptionelle mennesker. Så længe man bare håndterer det hele med et vist perspektiv, så bør det gå.”
Men hvad så nu? Vil du gerne fortsætte med at instruere?
“Jeg vil helt sikkert gerne fortsætte. Jeg kan virkelig godt lide komedier af mange årsager, så jeg kunne godt tænke mig at lave en komedie igen. Jeg og Vince Vaughn arbejder på et par projekter. Vi kan godt lide at lave film til folket, og vi er inde i en god stime.”
Og du har ikke arbejdet meget foran kameraet i nyere tid – er det noget, som du ikke længere har den store lyst til?
“Jeg var vild med at spille skuespil, men jeg var nødt til at standse i en periode, så jeg virkelig kunne fokusere på det, der foregår bag kameraet. Kun for nylig er jeg begyndt at spille lidt skuespil igen – jeg havde biroller i ‘The Break-Up’ og ‘Iron Man’, og det var sjovt. Efter at have brugt så megen energi på at instruere, kunne det være dejligt at træde ind på et filmset og bare spille en rolle et par uger og så smutte videre (griner).”
