Den skønne juletid er ikke kun et tidspunkt, hvor salget af dadler og marcipan eksploderer – det er også efterhånden blevet den tid, hvor familien samler sig foran skærmen og ser julefilm. Denne aktivitet har som bekendt tidligere været afhængig af, hvad man valgte at bringe i fjernsynet, og hvor fornøjelig den end er, så er den faste traditionen med at se Disneys Juleshow formodentlig delvis opstået af, at der simpelthen ikke var det store alternativ. Med introduktionen af hjemmevideoen og sidenhen dvd’en er det dog blevet muligt for familierne selv at vælge deres film, og efterhånden er det mange steder blevet en fast tradition at se de samme film hvert år som et led i julehyggen, og mange har på den måde deres egne julefavoritfilm.

I forbindelse med biografpremieren på “Four Christmases” og “Max Pinlig” – samt ikke mindst i anledning af årstiden – er Filmz dykket ned i nogle af de bedste julefavoritter.

It’s a Wonderful Life (1946)

Juleklassikeren blandt juleklassikere var oprindeligt kun en moderat succes, da den blev udsendt i 1946, hvor tidens efterkrigsstemning måske ikke lige var til den slags film. Tiden har dog været mere end nådig ved “It’s a Wonderful Life”, hvis popularitet er steget støt lige siden, og ligesom f.eks. “Casablanca” er den da også blandt de film, som selv folk, der ikke bryder sig om gamle film, kan lide. I modsætning til hvad titlen antyder, har historien sine grumme punkter. Den selvopofrende George Bailey får pga. pligt aldrig rigtig opfyldt sine inderste drømme, og en aften, hvor et ellers hændeligt uheld bringer ham i alvorlige problemer, bliver han så desperat, at han overvejer selvmord. Det er dog lykkeligvis i netop det øjeblik, at Gud sender en engel for at vise George, hvilket fantastisk liv han har. Filmen er ikke alene dybt bevægende, hvilket ikke mindst skyldes en fremragende James Stewart, men suppleres også af instruktør Frank Capras legende tone, der holder filmen på jorden i selv dens mest højspændte perioder.

A Christmas Story (1983)

Instruktøren Bob Clark, der tidligere havde stået bag slasherfilmen “Black Christmas” og den lumre teenagekomedie “Varme drenge”, overraskede alle med denne hjertevarme og uimodståelige julefortælling om den ukuelige dreng Ralphie, der så brændende ønsker sig en officiel Red Ryder-luftbøsse, så han kan beskytte huset mod de invaderende horder af banditter, han forestiller sig, der er. Han mødes dog konstant af modvilje fra de voksne, som synes, det er en upassende gave. Historien bliver berettet af en voksen fortæller og er svøbt ind i en herlig og længselsfuld nostalgi efter barndommens fortryllende oplevelser samt en til tider bidende satire over forbrugerismen, som dog aldrig bliver ondskabsfuld. Undervejs fortælles der adskillige stærkt underholdende sidehistorier, hvor ikke mindst forældrenes skænderi over vel nok verdens hæsligste lampe og ungernes problemer med den lokale bølle er blandt de mange mindeværdige.

The Nightmare Before Christmas (1993)

“Tim Burton’s The Nigmare Before Christmas” – som filmen oprindeligt blev markedsført som – er i modsætning til, hvad mange stadig tror, ikke instrueret af Burton selv, men derimod af Henry Selick om end Burtons fingerpræg umiskendeligt kan mærkes gennem hele filmen. Den er et usædvanligt stop-motion værk, der originalt sammenblander Halloween og jul i en fortryllende mosaik. Filmen blev skab på baggrund af en af Burtons ideer og er da også badet i billeder, der er lige ud af den tyske ekspressionisme og stumfilm som “Doktor Caligaris kabinet” med skæve døre og lange overdrevne skygger. Den beretter den fornøjelige fortælling om Græskarkongen Jack Skellington, der er blevet led og ked af Halloween og derfor beslutter sig for i stedet at overtage julen, hvilket hurtigt får katastrofale og komiske følger. Filmens betagende billedside understøttes fornemt af Danny Elfmans fremragende og iørefaldende musik, og man tager uundgåeligt sig selv i at nynne med på ”What’s This”, hver gang man har set den.

Et juleeventyr (2008)

Til trods for titlen så er der umiddelbart ikke meget julehygge over den biografaktuelle franske “Un conte de Nöel”, der handler om en dysfunktionel og stridende familie, der må findes sammen under samme tag, da moderen får konstateret kræft, selvom hun tager situation med foruroligende ro. Snart sættes jagten ind på en donor, og de indbyrdes stridigheder forsøges begravet, mens familiens sorte får atter laver ravage i hjemmet. I lang tid føles det som om, at filmen ikke er noget særligt sted på vej hen, mens dialogen kører løs, og vi introduceres for et væld af personer, men det er en af instruktøren Arnaud Desplechins mesterstykker, at det på næsten magisk vis lykkes ham at samle det hele i en simpel, men rørende slutning. “Et juleeventyr” er desuden fantastisk spillet af ikke mindst Catherine Deneuve og Mathieu Amalric, der begge leverer nogle af karrierens hidtil bedste præstationer i denne fremragende film.

Die Hard (1988)

Hvis man synes, at julen er noget sentimentalt skidt, der ikke er til at holde ud at se på, så er der trøst at hente i den knap så familiehyggelige “Die Hard”, som på trods af sin barske action faktisk formår at skabe noget decideret julestemning imellem de utallige drab. Filmen handler naturligvis om den hårdtslående og hurtigsnakkende John McClaine, der juleaften spærres inde i et højhus sammen med læssevis af gidsler og en samling europæiske terrorister anført af en vidunderligt gusten dannet psykopat i Alan Rickmans skikkelse. Han får naturligvis kam til sit hår af den rapkæftede Bruce Willis, der som titlen antyder viser sig at være særdeles svær at få gjort bugt med. Hvad, der imidlertid også hæver filmen fra mange af dens actionkollegaer, er dens grundlæggende og ganske rørende fortælling om en mand, der kæmper for at få sin familie igen til jul, og da det endelig lykkes er det ligeså meget den tilfredsstillelse, der sætter et fornøjeligt punktum på historien, som det er antallet af terrorister, der er blevet ekspederet. Hvem siger så, at det ikke er en julehistorie?