Der er her alt fra julesange og festfyrværkeri i “The Nightmare Before Christmas” til de hårde pakker med firseraction i “Die Hard”. Så læs med og kom gerne med dine bud på, hvad der for dig er en rigtig julefilm, hvad enten den er sukkersød eller fyldt med bly.

På trods af at “Gremlins” på alle måder er en anderledes julefilm – fyldt med lige dele gys såvel som sentimentalitet – så er det også på mange måder en perfekt og sympatisk julehistorie. Det lille mystiske væsen Gizmo, en såkaldt Mogwai, bliver givet som julegave til drengen Billy med en række formaninger om ikke at give væsnet mad efter midnat eller nogensinde gøre det vådt. Naturligvis går der ikke lang tid, før begge regler er brudt, og en hær af ondsindede Gremlins er på vej ud i den stille ærkeamerikanske by Kingston Falls for at lave ballade.

Filmens stærkeste kort er på mange måder den lille dukke Gizmo, der både udstråler menneskelighed og nærvær i kampen mod de onde Gremlins, som snart begynder at rasere forstadsmiljøet over juledagene, men Joe Dante var også et perfekt valg som instruktør til blockbuster-hittet. Dante holder konstant et solidt greb om spændingskurven og tilsætter samtidig en passende mængde af dystre undertoner fra sin baggrund som b-films gyserinstruktør. I dag er det dog i høj grad det legendariske tema af Jerry Goldsmith, som de fleste forbinder med filmens univers såvel som Troldspejlet på DR1.

Charles Dickens’ “Et Juleeventyr” fra 1843 er nok en af de mest velkendte og genfortalte julefortællinger i moderne tid. I løbet af juledagene besøger tre ånder rigmanden Ebenezer Scrooge og omvender ham fra forhadt, gnaven eneboer til et rigtigt, afholdt menneske. Historien, der allerede i 1992 havde været iscenesat utallige gange med varierende resultater, blev i starten af halvfemserne forsøgt genfortalt med de elskede plysdukker fra “The Muppets” – og det skulle vise sig at være en virkelig god kombination.

Centreret omkring Michael Caines autoritetstro skuespil som Scrooge og hele den gakkede rollebesætning af Muppet-karakterer i fortællingens hovedroller er filmen en kærlig gentænkning af Dickens’ klassiske tekst, der med lys og varme fortolker forlægget på fineste vis. Dickens’ budskab er ganske vist sødmefyldt og en anelse pædagogisk til det tyvende århundrede, men det kommer klart og entusiastisk til udtryk igennem den naive charme fra den bredtfavnende Muppet-besætning.

Steve Whitmire træder i karakter som Kermit, der konstant står som Scrooges kontrast og til sidst får ham til at indse sine fejl, men det er dog primært filmens smittende glæde og overskud, der gør “Muppets Juleeventyr” til en rigtig julehistorie.

Instruktør John McTiernan red på en bølge af action-succeser i slutningen af firserne og starten af halvfemserne. Efter gennembruddet med “Predator” sprængte han i 1988 rammerne og gentænkte den trætte, gamle action-genre med julefilmen “Die Hard” – en øjeblikkelig klassiker, der snart femogtyve år senere sjældent er blevet overgået, når det kommer til bulder og brag.

New York-politibetjenten John McClanes forsøg på at få tingene til at fungere med sin kone til en firmajulefrokost i Los Angeles bliver pludselig afbrudt af en international gruppe af terroristers bankkupplaner i den nu legendariske Nakatomi Plaza-bygning, og en intensiv, klaustrofobisk dyst bliver sat i værks mellem Bruce Willis’ McClane og den karismatisk nådesløse skurk Hans Gruber, der er fremragende portrætteret med lige delt slesk charme og kold afstumpethed af Alan Rickman.

Filmens bombastiske visuelle side, de mange “lens flares” og den kontante klipning er en overdådig nydelse i firsernes opskruede virkelighedsæstetik, hvor en ny type actionfilm blæste tempoet i vejret uden at give slip på den dramatiske nerve. “Die Hard” er fyldt med mindeværdige og overskruede skuespils-præsentationer, men få er så godt leveret som Willis’ jævne mand McClane, der kun ønsker sig én ting til jul: En rolig ferie med konen.

Den Tim Burton-udtænkte og Henry Selick-instruerede stop-motion-film “The Nightmare Before Christmas” blev et vigtigt brud på mainstream julefilmen og introducerede en klar galgenhumoristisk undertone i traditionelle animationsfilm, da den udkom i 1993. Hver karakter er et gakket, medrivende bekendtskab, og selvom historien er forsvindende enkel, forbliver filmen tro mod sit skrupskøre univers. “The Nightmare Before Christmas” er Burtons, animationens, kreativiteten og det musikalskes mesterstykke, en overlegen film der igen og igen underholder med sit blik for detaljen.

Men i høj grad er filmen også musiker Danny Elfmans hjertebarn. Igennem hver og en af hans spektakulære kompositioner fra den næsten skræmmende fængende “What’s This” til den hjerteskærende ballade “Sallys Song” udfolder Elfman sit anderledes talent, og den spændvidde han efterhånden har haft som varemærke i mere end 50 forskellige film.

Vi slutter med en meget atypisk julefilm, men ikke desto mindre en film, der på mange måder diskuterer og problematiserer højtiden. Terry Gilliams “Brazil” handler primært om individets kamp mod totalitære systemer, absurde livsvilkår og politisk bureaukrati, men filmen er også et direkte angreb på juletidens og firsernes stigende kommercialisme, og hen mod slutningen af handlingen er det selve julemanden, der dukker op som helten Sam Lowrys (Jonathan Pryce) nemesis i en mareridts febervildelse.

“Brazil” er centreret om Pryces tilværelse som lavniveaus regeringsansat i en ikke alt for fjern fremtid, hvor han hjemsøges af underlige drømme og snart havner i et kompliceret politisk spil mellem staten (Michael Palin) og oprørerne, illustreret i Tuttle (Robert De Niro) og Jill (Kim Greist). Snart begynder et langt fald ned i kaninhullet og en jagt på sandheder om det groteske samfund, der har overtaget kontrollen og fjernet menneskeligheden.

Gilliams virtuose filmblik og kompositioner har sjældent været bedre end i Brazils firser-gotiske stildesign, og hans sædvanlige absurde humor driver plottet fremad i en film, der dog enkelte gange forfalder til forvirring frem for opklaring. Samtidig brillerer Pryce i en af sine få hovedroller som den kiksede, men godhjertede, Sam Lowry.

Under overfladen ligger samfundskritikken dog hele tiden, og det er kendetegnet ved Gilliam, at hans bedste film, “12 Monkeys” og “Brazil”, er drevet både af hans visuelle overskud og samtidig en subtil samfundsrelevant vinkel, der i sidstnævnte hovedsageligt er rettet mod vores overforbrug i juletiden.