[h2]Fra splatter til spindelvæv – Sam Raimi og[/h2]
Spider-Mans vej til det store lærred har bestemt ikke været let, og inden Sam Raimi i starten af det nye årtusinde valgte at stille sig i spidsen for en filmatisering af tegneserien, havde Hollywood forsøgt en storstilet opdatering i mere end 20 år. Ud over diverse typer af tv-serier forsøgte man i 70’erne at lave en spillefilm med titlen “The Amazing Spider-Man”, der imidlertid blev så dårlig, at den ikke alene definerede kitsch på ny men også trådte godt og grundigt på alle dem, der elskede den oprindelige figur. Udfordringen for Raimi var derfor ikke kun at håndtere en produktion med et budget større end alle hans tidligere film tilsammen, men også at imødekomme de enorme forventninger, som fans over hele verdenen havde til denne nyfortolkning.
Efter at først Chris Columbus og senere James Cameron bakkede ud af projektet, faldt valget af instruktør overraskende på Raimi, der i manges øjne slet ikke var egnet til opgaven. Raimi var stadig mest kendt for sin absurde splatter-trilogi “Evil Dead” og for at arbejde med materiale, der overvejende var dystert og alt for smalt til en $150 mio. blockbuster. Betragter man imidlertid de film som Raimi lavede efter “Army of Darkness” er det tydeligt, at han ikke alene bevægede sig mere ind imod midten af amerikanske mainstream, men at han også havde lært at mestre de intime og nuancerede fortællinger, hvor karaktererne og ikke teknikken var i centrum. Hans evne til at skildre troværdige personer på film foldede sig først rigtigt ud med den tragiske thriller “A Simple Plan”, der bød på fantastisk skuespil af specielt Billy Bob Thornton. Set i bakspejlet har denne blanding af teknisk og fortællermæssig forståelse været en af de vigtigste årsager til, ikke alene at Raimi blev hyret til jobbet på “Spider-Man”, men også at den første film i serien fik så stor en kommerciel succes. Det var en film, som talte til et meget bredt publikum.
[h2]Blodig slapstick og kreativ opstimisme[/h2]
Bladrer man igennem “Spider-Man” filmen vil man hurtigt opleve, at Peter Parkers historie bliver fortalt med en stor portion humor. Denne udspringer tydeligvis af det samme skæve sind, som i sin tid spandt historier omkring motorsave og levende døde, og er der et overordnet element, som kendetegner Raimis arbejde er det netop hans brug af humor. Som ung var Sam Raimi stor fan af specielt “The Three Stooges”, der var indbegrebet af klassisk slapstick komedie og en stilart, som han valgte at inkorporere i sin første egentlige spillefilm, “Evil Dead” fra 1982. Denne højst mærkværdige blanding af splatter og fysisk humor gjorde til at starte med filmens producenter noget nervøse, men de valgte dog at tie stille efter at den meget billige film udviklede sig til en økonomisk succes.

En stor del af filmen var det fuldstændigt overdrevne skuespil leveret af Bruce Campbell, der var Raimis skolekammerat og som den dag i dag har et tæt venskab med instruktøren. Fans af “Evil Dead” filmene nyder at spotte de hyppige cameos af Bruce Campbell, som næsten altid dukker op i Raimis produktioner. I “Spider-Man” var det i rollen som en gennemstylet wrestling-promoter.

Selvom at Raimi først og fremmest forbindes med brugen af slapstick, beviste han i 1994 at han imidlertid også var i stand til at skabe en mere sofistikeret form for humor, hvilket kom til udtryk i hans manuskript til Coen-brødrene filmen “The Hudsucker Proxy”. Her arbejder de store armbevægelser ved siden af en underfundig og skarp samfundskritik.
Årsagen til at filmselskabet Columbia pludselig fik travlt med at geare op til en ny omgang “Spider-Man” i 2001 skyldtes primært den store succes, som Bryan Singer fik året før med “X-Men”. Singers film markerede starten på en bølge af superheltefilm, der netop nu er på vej ind i anden runde, og med udsigten til at score store penge, valgte Columbia altså at glemme alt om tidligere tiders pinlige filmatiseringer og banede vejen for et helt nyt projekt. Denne optimisme var formodentlig også medvirkende til, at Raimi fik meget frie hænder på “Spider-Man”, der ganske uventet ikke blev styret med særlig hård hånd fra studiets side af. Som Raimi selv husker det, var han først noget mistroisk overfor denne store kreative kontrol, specielt efter hans negative oplevelse med “For Love of the Game”, hvor han ikke var meget mere end en gemen lejesvend. Raimi fandt imidlertid hurtigt ud af bare at tie stille og så nyde samarbejdet med Maguire, Dunst og Dafoe.
[h2]En moden nørd[/h2]
Raimi hævder selv, at han altid har været stor fan af “Spider-Man”, og det må derfor også have hjulpet på stemningen under indspilningerne, at han her havde stort set alle midler til rådighed, for at skabe så loyal en filmatisering som overhovedet muligt. Det primære mål var fra starten af at være så tro mod forlaget som muligt, og ikke mindst at bibeholde hovedpersonens integritet – dvs. fremstille Peter Parkers sjæl, som den oprindeligt kom til udtryk i tegneseriehæfterne.

Et vigtigt, men også besværligt, skridt i retning af en tro omsætning af “Spider-Man” blev taget med ansættelsen af Tobey Maguire. Navne som Leonardi Di Caprio og Michael Biehn havde tidligere været tilknyttet rollen, og selvom at filmselskabet til at begynde med hellere ville have en mere “poleret” stjerne som hovedperson, fik Raimi sin vilje og castede Maguire. Ifølge Raimi havde Maguire nemlig den lidt nørdede og anonyme kvalitet, som han søgte i sin Peter Parker og på samme tid også en intensitet, der ville klæde hans alter ego Spider-Man. Efter at filmen fik premiere, blev de fleste kritikere da også enige om, at valget af Maguire ikke var så tosset alligevel – hvilket igen betød, at valget af instruktøren jo så nok heller ikke var det.

“Spider-Man” har for Raimi betydet et gevaldigt trin op ad rangstigen i Hollywood, og han er nu i en position, hvor han helt selv kan vælge sine næste projekter. Tilbage i 80’erne startede Raimi ud med at have en lang række forskellige kreative roller hver gang han lavede en film, og selv så sent som på settet til “The Gift” fra 2000, var han tvunget til at bruge tid på mange andre områder end at instruere sine skuespillere. Produktionerne havde altid været små men det ændrede sig naturligvis brat i 2001, hvilket ifølge Raimi selv faktisk til dels var lidt af en lettelse, idet han derfra kunne koncentrere sig fuldt ud om det film vitterligt handler om – nemlig historien og karaktererne. Den opfattelse har han ikke altid haft, og det er først efter selv at være blevet mere moden og ikke mindst far, at han er begyndt at få interesse for andet end at opfinde nye vanvittige kameratricks. Dermed ikke sagt, at den indre nørd er fuldstændigt forsvundet fra Raimi, for selvom at hans stil har ændret sig igennem årene, emmer hans film stadig af en drenget entusiasme og ikke mindst stor kærlighed til filmmediet, der ligger så dybt forankret i hans person, at den formentlig aldrig forsvinder helt fra hans historier.
[h2]Ham der instruerede[/h2]
Netop som “Spider-Man 2” i morgen får dansk premiere, er “Spider-Man 3” allerede under udvikling og vi ved derfor alle hvad den nærmeste fremtid vil indeholde for Sam Raimi. Han understreger dog, at han ikke er interesseret i kun at være kendt som ham der instruerede ”Spider-Man”, lige så lidt som han kun vil være ham der instruerede “Evil Dead”. Raimi vil med andre ord opsøge nye udfordringer efter trilogien sluttes i 2007, og det kan man som filmentusiast kun glæde sig over, idet han med garanti stadig har mange gode historier at fortælle udenfor “Spider-Man” universet.

Læs mere om Spider-Man i Spider-Man: Tema og konkurrence.

Kilder:

http://www.phillyburbs.com/raimi/
http://actionadventure.about.com/library/weekly/2002/aa042102.htm