Mørke sletter, ensomme huse, dunkle skove eller sparsomt befolkede forstæder. Ja, slasherfilmene er fulde af associationer til utallige steder, hvor dens hovedpersoner kan færdes ubeskyttet og meget sårbare over for de skjulte trusler. Og trusler er der nok af. De færdes som regel i hænderne på de forskellige psykopater, der gerne er iklædt en forklædning af en eller anden slags, hvad end der er tale om en paryk, maske eller forvrængende ar, og som betjener sig af lange knive, økser, kroge eller motorsave. Skydevåben er uhørt, og i løbet af filmen bliver hovedpersonerne (normalt teenagere eller unge voksne) typisk aflivet en efter en, indtil der kun er den uundgåelige sidste kvinde tilbage, som adskiller sig fra sine nyligt afdøde bekendte ved at være seksuelt afholdende, klogere og generelt mere udholdende, og det er de egenskaber, der i sidste ende sikrer hendes overlevelse.
Triumfen er dog som regel kortvarig, og inden længe dukker monstret atter op i en endeløs række af mindre imponerende fortsættelser, hvor utallige teenagere likvideres af uhyret, der til gengæld udvikler en evne til at overleve de mest absurde hændelser. På trods af genrens kolossale mængder af dårlige film er der imidlertid også en håndfuld gode eksemplarer. Filmz har her kigget på nogle af de bedste.
Psycho (1960)
Om Alfred Hitchcocks mesterlige “Psycho” kan kaldes en slasherfilm er diskutabelt, men hvad, der til gengæld ikke er til diskussion, er, at den har lagt de grundsten, som genren er bygget på. Den introducerede en smuk ung kvinde, der bliver offer for en knivsvingende galning i den berømte brusebadsscene, som selv folk, der ikke har set filmen, kender i detaljer. Mest af alt så er filmen et vendepunkt, da den flytter truslen fra det eventyrlige til det mere realistiske. I stedet for vampyrer, varulve eller monstre kommer faren fra en sympatisk og lidt kejtet nabodreng, og snarere end transsylvanske slotte eller fugtige katakomber udspiller handlingen sig i et relativt hyggeligt og ordinært motel og gør derfor skrækken langt mere vedkommende og nær på tilskueren. “Psycho” ændrede spillereglerne og udgør på mange måder slasherfilmenes “Citizen Kane”.
The Texas Chain Saw Massacre (1974)
Hvor “Psycho” var resultatet af en mesters gennemtænkte og kalkulerede hånd, så er Tobe Hoopers “The Texas Chain Saw Massacre” næsten et resultat af det modsatte. Filmet for et skrabet budget og med skuespillere med lidt eller ingen erfaring måtte den ty til andre virkemidler og opnåede i stedet sin foruroligende effekt gennem sit dokumentaragtige udseende. Filmen er en sær næsten klodset fortælling om en samling teenagere, der tager på en ferie til det forkerte sted, men præsterer dog adskillelige ekstremt effektfulde scener inklusive en særdeles ubehagelig middag samt en grum åbningssekvens. Når filmens sidste øjeblikke spiller over lærredet, har vores heltinde måske nok klaret skærene, men der er ingen sejr over det onde – som fortsat huserer – hvilket måske er en af grundene til, at filmens grundlæggende ubehag hænger ved længe efter.
Halloween (1978)
Hvis “The Texas Chain Saw Massacre ” lignede en talentfuld amatørs arbejde, så var der et anderledes formfuldendt håndværk over John Carpenters “Halloween”, som tydeligvis stod i gæld til Hitchcock. “Halloween” er måske den mest stilskabende slasherfilm overhovedet og etablerede på mange måder en formular, som filmene har fulgt lige siden. Historien om en maskeret hævner, der vender tilbage og terroriserer byens teenagere, blev dog også lavet på et temmelig begrænset budget, og Michael Myers’ berømte hovedbeklædning blev skabt ved at spraymale en billig Captain Kirk-maske. Filmens eksplicitte voyeurisme er etableret allerede fra dens spektakulære åbningsscene, hvor vi ser verden fra den lurende seksårige Myers’ synsvinkel, og gennem resten af filmen er der konstant nogen, der holder øje med en anden. Fra start til slut er værket betagende filmet, og takket være den effektive visuelle fortællerteknik virker Myers næsten som om, han er sprunget op af nabolagets kollektive underbevidsthed, og vi bør derfor ikke undres over, at han er så vanskelig at gøre kål på.
Friday the 13th (1980)
I forhold til de tre førnævnte film er “Fredag den 13.” umiddelbart en noget mindre imponerende affære, der stjæler med arme og ben fra “Halloween”, men som dog efterhånden får opbygget en ganske effektiv stemning af uro. Serien huskes primært i dag for den ikoniske Jason Voorhees, der iført hockeymaske med sin trofaste machete huggede utallige teenagere ned, som var så ufornuftige at vælge Crystal Lake som feriested. Ikke desto mindre adskiller den første film sig ved at have en anden morder, og det er ikke mindst afsløringen af den person og det efterfølgende spændingsfyldte opgør, der får “Fredag den 13.” til alligevel at være en ganske underholdende affære. Som Jason tog over, blev filmene imidlertid mere konventionelle oplevelser, der ikke adskilte sig voldsomt fra alle de andre slasherserier.
A Nightmare on Elm Street (1984)
“Halloween” var også en stor indflydelse på Wes Cravens “A Nightmare on Elm Street”. Craven har på mange måde haft en usikker karriere, hvor der har været mindst lige så mange missere som fuldtræffere, men han er i fin form i dette værk. Her bliver teenagere slagtet af den grumme Freddy Krueger, der hævner sig gennem drømme på børnene af de folk, der i sin tid gav ham hans ellers ikke helt ufortjente bekomst. Filmen følger slavisk det etablerede mønster, men adskiller sig ved at have en morder, der allerede fra starten er eksplicit overnaturlig og nærmest almægtig i sit eget domæne. Krueger er da også mærkbart anderledes fra de ellers tavse og ofte retarderede mordere ved nærmest at være en morderisk drilleånd, hvis sorte humor hurtigt bliver en del af underholdningen.
Scream (1996)
Wes Craven havde allerede med filmen “Wes Craven’s New Nightmare” leget med ideen om en metafilm, men det var dog “Scream”, der for alvor blev hans succes på feltet. Selve filmens plot er atter en variant af den velkendte historie, men denne gang krydret med en satirisk tone og filmens utallige referencer til slasherfilmgenren inklusive ikke mindst førnævnte “Halloween”. “Scream” formår både at skræmme med ikke mindst en nervepirrende indledende scene, men vækker også til latter med et særdeles vittigt manuskript, der gør tykt nar af genrens konventioner samtid med, at den dog overholder de fleste. “Scream” blev et kolossalt hit og gav nyt liv til genren, selvom de film, der fulgte i dens kølvand, ikke helt kunne matche dens niveau.
#1 zamm- 16 år siden
Har faktisk ikke nogen af dem, pånær Scream!
#2 filmz-jonasgr 16 år siden
'Cause I'm evil"
#3 Kruse 16 år siden
Jeg har faktisk heller ikke fået set Psycho endnu, men den er snart topprioritet.
Jeg mangler faktisk også at få set A Nightmare On Elm Street, og Friday the 13th, men jeg får helt lyst til at se dem efter at have læst denne artikel.
#4 MOVIE1000 16 år siden
#5 dyg 16 år siden
#6 The-new-meister 16 år siden
Anbefalene slasher filme...
#7 DanielH 16 år siden
#8 DemoMan 16 år siden
Er enig med #5 at Black Christmas burde have været nævnt (også fordi at de der POV optagelser som der i Halloween stammer derfra).
#9 fatcat 16 år siden
#10 NightHawk 16 år siden
Hvis man er ny fan, så kan jeg anbefale dokumentaren ; Going To Pieces - The Rise, Fall and Rise of The Slasher Films, som jeg har skrevet en ameldelse af her :
http://filmz.dk/forum/tagwall/what-we-saw-nummer-1...
Desuden, hvis man er interesseret, så har jeg en komplet gennemgang af hele Friday The 13'th serien, inkl. Jason Goes To Hell, Jason X og Freddy vs. Jason, klar som samlet anmeldelse i starten af December. Plus en samlet gennemgang af Scream trilogien også.
Håber der er ok at lave lidt reklame her i tråden. :)