Nils Malmros er om nogen en instruktør med sin helt egen stil og et umiskendeligt personligt aftryk. Han er en auteur-instruktør forstået på den måde, at der ligesom i en film af Woody Allen, John Ford eller Federico Fellini er nogle bestemte kendetegn, der går igen fra film til film, og som giver en specifik følelse af præcis, hvad der er en typisk Malmros-film. Hans film har som regel tydelige selvbiografiske træk, og han har selv været ophavsmand til samtlige historier (med undtagelse af “Barbara”).

Nils Mamros er søn af hjernekirurgen Richard Malmros, hvis liv han senere har beskrevet i filmen “At kende sandheden”. Han var et aktivt og interesseret barn, som bl.a. var optaget af teatret og selv legede teaterinstruktør i kælderen, hvor han også byggede kulisser. I hans gymnasietid var det François Truffauts “Jules og Jim”, der gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og som vakte ambitionen om selv at blive filminstruktør. På trods af filmkarrieren er han sideløbende blevet udannet til læge og har kun udsendt film med cirka fem års mellemrum, hvilket dog også skyldes hans rygte for særdeles omfattende forberedelser og lange optagelsesperioder. I anledning af premieren på “Kærestesorger” har Filmz kigget nærmere på nogle af hans film.

I “Drenge” følger vi den unge Ole gennem tre livsstadier: som barn, som teenager og som ung voksen. Den lille Ole på fem år lever en isoleret og beskyttet tilværelse ved Kommunehospitalet i Århus, men da han får besøg af en fræk fætter, åbner der sig en ny verden med skjulte oplevelser og seksuelle tabuer. Som teenager følger vi hans romantiske kvaler med kæresten, og som voksen et uforpligtende engangsknald med en sygeplejerske. Filmen demonstrerer tydeligt Malmros’ styrke i det fascinerende børneafsnit, men trækkes noget ned af de to ældre episoder, hvor scenerne – til trods for skuespillernes alder – virker betydelig mere anstrengte. Malmros opdagede, at han arbejdede langt bedre med børn end voksne, og at han inden for dette felt kunne præstere noget ganske særligt, hvilket den efterfølgende film i den grad kom til at vidne om.

Hvor “Drenge” havde sprunget hele pubertetsperioden over, så var den til gengæld det egentlige emne i “Kundskabens træ”, hvor Malmros fulgte børneskuespillerne gennem tre år og derved fuldt ud udnyttede den fysiske transformation, som ungerne undergik. Filmen dykker ned i en betændt klasse, hvor den spirende seksualitet sammenkædes med mobning. Det går ikke mindst udover pigen Elin, der på grund af sin afvisning af en drengs tilnærmelse udsættes for særdeles grov og ondsindet mobning. Den tragiske handling ville næsten være ubærlig at overvære, hvis ikke det var for Malmros’ forsonende humor og lune. Filmen blev nomineret til en Bodil, men tabte overraskende nok. “Kundskabens træ” er dog kun vokset i anseelse lige siden og blev velfortjent sat på den danske filmkanon som det mesterværk, den rettelig er.

Med “Skønheden og udyret” havde Malmros for første gang en fuldt ud professionel skuespiller i hovedrollen i skikkelse af den mutte Jesper Klein, der ellers mest var kendt for sit komiske arbejde. Her spiller han faderen, der konfronteres med datterens begyndende voksenliv og helt er ude af stand til at håndtere overgangen. Da hun møder en ældre og noget karl-smartagtigt fyr, forsøger faderen at forhindre romancen, men derved ydmyger han blot både sig selv og datteren. Både Klein og Line Arlien-Søborg er overbevisende som far og datter, og den fornemme afrunding på filmen er muligvis den mest bevægende scene, Malmros nogensinde har lavet. Filmen ryddede forståeligt næsten bordet ved Bodil- og Robert-uddelingerne og er da også en af Malmros’ allerbedste film.

Malmros gik atter i ny retning med “Århus by night”, der er en metafilm i stil med Fellinis “8½” og forbilledet Truffauts “Den amerikanske nat”, og den handler ligesom disse om produktionen af en film. Historien følger tilblivelsen af den problematiske “Drenge”, hvor Malmros’ stand-in Fredrik er en ung lovende filminstruktør, der får sin sag for, da han skal bestyre et københavnsk filmhold, som er mere optaget af at nedlægge damer i det århusianske natteliv end af Frederiks film. “Århus by night” opnåede ikke de publikumstal som de tidligere film og er vel også den mest indforståede, han til dato har stået bag. Den er i bund og grund mere en film for cinefile end det brede publikum. Trods enkelte svage punkter er den ikke desto mindre en ganske vellykket oplevelse, som præsterer nogle særdeles stærke billeder – ikke mindst et mareridtsagtigt overfald i en telefonboks står stærkt printet i bevidstheden bagefter.

Den muntre tone fra “Århus by night” er til gengæld helt fraværende i “Kærlighedens smerte”, hvor det sidste ord i titlen skal tages særdeles alvorligt. Filmen har en fuldstændig fremragende Anne Louise Hassing i hovedrollen som den evigt optimistiske og livsglade Kirsten, der har svært ved at honorere livets krav, men til gengæld charmerer alle med sin livsglæde. Det gælder ikke mindst hendes gymnasielærer, glimrende spillet af Søren Østergaard. Da hun bliver gravid ved et uheld, begynder tingene dog at krakelere, og hun falder over i en selvdestruktiv depression, der truer med at rive hende i stykker. “Kærlighedens smerte” er tyngende depressiv fra første færd og næsten ubærligt mørksynet, men den er også en uafrystelig film, hvis komplette mangel på ironi og beroligende fernis gør den til en særdeles ærlig film, man ikke slipper lige med det første.

Med denne filmatisering af Jørgen-Frantz Jacobsens roman foretog Malmros et spring ud i noget, der var helt anderledes end hans tidligere projekter, og som for en gangs skyld ikke var baseret på en historie af ham selv. “Barbara” foregår langt fra Århus’ skolelokaler og lader i stedet sin handling udvikle sig i Færøernes overdådige naturlandskab. Her forelsker en ung præst sig i den vægelsindede Barbara, som ikke helt ufortjent har et rygte for at drive mænd til vanvid. Billedsiden er unægtelig også flot, men ellers så er filmen en noget ujævn størrelse, hvis største problem er Barbara, der virker mere irriterende end forførende, og som ikke vækker den grundlæggende empati, der er nødvendig, hvis dramaet skal virke. Lars Simonsen og Jesper Christensen er begge gode, men ellers er filmen desværre en noget anstrengende og tung størrelse at overvære.

Så er der til gengæld langt mere nerve i den fascinerende og rørende “At kende sandheden”, som handler om Malmros’ far og de hjerneoperationer, som han foretog, hvoraf mange siden viste sig at få dødelig virkning pga. brugen af det kræftfremkaldende stof toratrast. Nils Malmros’ egen erfaring som læge mærkes tydeligt, og filmens nøgterne åbningsscene med en hjerneoperation er langt mere foruroligende end dusinvis af “Saw”-film. “At kende sandheden” tegner ikke noget glansportræt af faderen, men sætter effektivt lys på de moralske dilemmaer, der næppe findes noget ensidigt svar på. Jens Albinus er fremragende i hovedrollen og modtog da også både en Bodil og Robert for sin præstation i filmen, der efterlader et stærkt indtryk og muligvis er Malmros’ bedste siden “Kundskabens træ”.