Den århusianske instruktør Nils Malmros har med “At kende sandheden” begået et dybt personligt og vedkommende familieportræt med nerve, som gennem en enkelt menneskeskæbne stiller en række moralske spørgsmål og forsøger at give nogle tilfredsstillende svar.

“At kende sandheden” er Nils Malmros’ historie om sin far, hjernekirugen Richard Malmros, og om dennes moralske dilemma i forbindelse med brugen af stoffet toratrast. Stoffet kunne i midten af århundredet redde patienters liv, ved at blive sprøjtet ind i halspulsåren og fungere som en slags lommelygte i hjernen, der kunne vise vej til udposninger og brister i forbindelse med hjerneblødninger. Problemet var, at stoffet var radioaktivt og ville sidde i kroppen som en tikkende bombe, som senere i livet med stor sandsynlighed ville give cancer. Nils Malmros fortæller sin fars historie med udgangspunkt i den debat der opstod i midt-firserne, da det første gang kom frem, at de tidligere toratrast-patienter i foruroligende grad fik og døde af cancer. Den gamle og svagtseende Richard Malmros sidder i filmen og forsøger at gå sine gamle journaler igennem for at se om der var noget han kunne have gjort anderledes, og hans søn, spillet af Søren Østergaard, hjælper ham med at læse de mange journaler igennem.

Nils Malmros viser i “At kende sandheden” farens liv og historie, som førte til dette punkt. Filmen starter i midten af 1940’erne, da faren som overkirug udfører en operation på en ung mand med hjerneblødning. Hospitalsscenen vises med sjældent set klinisk realisme – den unge mand skalperes, huden fjernes og der bores hul i kraniet. Derefter får vi et blik ned i hjernen – hvor Malmros tørt bemærker, at den hvide tråd er synsnerven. Det er ikke for sarte sjæle, men det sætter fra første øjeblik en stemning af realisme som i høj grad varer ved igennem resten af filmen.

Nils Malmros historie om faren viser en mand som går så højt op i sit arbejde, at han 50 år senere kan huske detaljer om de enkelte patienter – som der i årenes løb har været tusindvis af. Samtidig tegner instruktøren et portræt af en mand, som ikke i ligeså høj grad var i stand til at gå op i sit familieliv. I tilbageblik ser man også Richard Malmros’ opvækst i et fattigt hjem i starten af århundredet, hvor han bliver stillet overfor nogle af de samme dilemmaer der følger ham ind i voksenlivet. Nils Malmros genskaber med få midler fortidens Danmark på overbevisende måde, der viser et land ramt økonomisk af Første Verdenskrig, og understreger det udsædvanlige i farens vej fra fattig knægt til anerkendt hjernekirug.

Scenerne i barndommen og i voksenlivet giver et hudløst ærligt portræt af en menneskeskæbne, der drives af sine indre dæmoner og stilles overfor umenneskelige dilemmaer i forbindelse med brugen af toratrast. Historien om Richard Malmros bæres frem af to fantastiske skuespillerpræstationer – debutanten Lasse Brovst Andersen spiller den 11-årige Richard Malmros med følsom elegance og Jens Albinius er godt castet som den temperamentsfulde men ikke usympatiske overkirug. Scenerne mellem den ældre Richard Malmros og hans søn viser to voksne mennesker som aldrig rigtig har været inde på livet af hinanden men som finder et fælles mål i farens sidste år, nemlig at bevise at brugen af toratrast var et nødvendigt onde, og at der – som dele af offentligheden mente – ikke var tale om lægesjusk. William Rosenberg er glimrende som den ældre, lidt vrisne men dog jordbundne pensionerede overkirug, og Søren Østergaard spiller rollen som Nils Malmros som sandsynligvis kun Malmros selv ville kunne spille den.

Filmens eneste svage punkt er Nils Malmros’ oprulning af toratrast skandalen, hvor en fejlcastet Peter Schrøder spiller den ivrige og opsøgende journalist der afdækker sagen ved hjælp fra en kikset Deep Throat-agtig kilde. Scenerne er blottet for stemning, fungerer dårligt og bringer fokus væk fra den egentlige historie om Richard Malmros.