CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.
Rapport fra CPH PIX dag #11 – 21. april 2012
Johnny: Entra in questo amore buio pieno de uomini. Det er italiensk dag på festivalen, og jeg har nydt de tre italienske film, jeg fik set. Med undtagelse af en ubelejlig styrtregn først på dagen har det også været godt vejr, hvilket øger fornøjelsen endnu mere. Fordi det er weekend, valgte jeg også at forkæle mig selv med noget lækkert. Jeg havde lidt over en times pause midt på dagen og hentede mig et par cornish pasties og nogle superlækre kager og satte mig foran Grand og nød dagen. Hvis nogen skulle ønske at gøre mig kunsten efter, kan lækkerierne erhverves på henholdsvis Studiestræde 8 og Sankt Peders Stræde 26. Begge kan kun anbefales.
Thomas: Lørdag var en god, gammeldaws, klassisk festivaldag. Tre film: En canadisk, lidt for usjov komedie, en overraskende god og smuk amerikansk indie-film og en så mærkelig belgisk film. Og de tre film varede hver lige omkring 1½ time. Sådan skal det være!
Johnny: Jeg har tidligere haft det svært med Nanni Moretti. Modsat mange andre var jeg ikke synderligt imponeret af “La stanza del figlio”, og jeg hadede “Caro Diario”. “Habemus Papam” var jeg derimod vild med. Det klæder ham usigeligt ikke at sætte sig selv i hovedrollen. Historiens omdrejningspunkt er kardinalen Melville, der meget mod sin vilje bliver valgt til pave. Før han kan nå at blive udnævnt fra Peterskirkens altan, får han et nervøst sammenbrud, og en psykolog (Nanni Moretti selv) hentes ind for at hjælpe. Det har dog ingen effekt (specielt da alle kardinalerne insisterer på at være til stede), og den nye pave stikker efterfølgende af fra Lateraner-paladset og vandrer rundt i Rom, hvor han møder en bred skare af mennesker.
Filmen er en først og fremmest en genial situationskomedie. Jeg grinede mere af denne film end nogen anden hidtil på festivalen. Højdepunktet er, når Nanni Morettis i øvrigt utroligt selvglade psykolog arrangerer en volleyball-turnering for kardinalerne. Jeg kan ikke forestille mig noget mere underholdende syn end at se en flok ældre mænd i fuldt ornat rende rundt på en volleyball-bane, mens nonner og schweizergardister hepper på dem. Filmen har et godt flow, og selv om den tager sig god tid, keder man sig aldrig. Michel Piccoli gør en god figur som den vrangvillige pave. Han har et melankolsk ansigt, som han forener med lune og et humoristisk udtryk. Det mest imponerende ved filmen er næsten, at den formår at fortælle sin historie uden på noget tidspunkt at gøre nar ad pavesædet som sådan. Det havde også været for let.
5/6
”Habemus Papam” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Thomas: Der er desværre lidt for meget amatørisme over hele linjen i denne film om live action-rollespillere i Aaron, Canada. Skuespillet halter flere steder, historien er meget forudsigelig, og mange af filmens jokes er bare ikke sjove nok.
Scenerne, hvor de forskellige grupper kæmper mod hinanden, ligner til forveksling kampscenerne fra den episke filmbæ “A Viking Saga – Son Of Thor” men hvor dén var ment som en alvorlig film, så er kampene i “Lloyd the Conqueror” kun for sjov, og det gør det kun bedre, at der er højspændingsmaster i baggrunden! I det hele tager er det tydeligt, at folkene bag filmen nærer en stor kærlighed til emnet, og jeg grinede skam også oprigtigt flere steder. Så hvis man er lidt nørdet (og hvem af os er ikke det?), kan man sagtens tåle at se denne film, som dog ikke vil ryste nogen i deres grundvold.
3/6
”Lloyd the Conqueror” vises også den 24. april kl. 22.30 i Empire Bio.
Johnny: I et øde højhusbyggeri et sted i 1970’ernes Italien får de lokale børn tiden til at gå i en nedlagt silo, som de kalder Il castello (borgen). De har konstrueret gange og forsvarsmekanismer i den faldefærdige og gennemrustne ruin, hvori de udkæmper regelmæssige “slag” med børnene fra et andet byggeri. En dag bliver en af børnene fundet dræbt, og uhyggen begynder at brede sig. Efter endnu et mord opdager rollingerne, at morderen er den lokale læge, men de ved, at de voksne ikke vil tro på dem. Så forsvinder en af hovedpersonernes lillesøster. Scenerne fra halvfjerdserne opleves som flashbacks af de tre centrale karakterer, der alle bærer præg af fortidens hændelser.
Kombinationen af den ualmindeligt inciterende klipning og det truende, ubehageligt inciterende lydbillede – som bl.a. består af lægen, der nynner Verdi, samt lyden af kolliderende metalstykker og fjern trafik – bygger op til et dramatisk og traumatiserende klimaks. Noglet abrupte tidsspring bruges fornemt til at holde os i spænding. Forholdet internt mellem børnene og til deres forældre skildres yderst subtilt, men alligevel kommunikeres de spændinger og forskelle, der driver handlingen fremad. Filippo Timi er ekstremt ubehagelig som lægen. Vi ser ham gradvist demonstrere mere og mere bekymrende tegn på sindssyge, og filmens bankende hjerte er dette monster set fra børnenes perspektiv. Tillad mig at slutte af med at sige, at jeg efterhånden er ved at være udmattet af at se små børn blive misbrugt, myrdet eller forladt i årets festivalfilm. Det er lige før, at man længes efter en sukkersød Hollywood-slutning.
5/6
”Rust” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Thomas: Det her var den hidtil største positive overraskelse på årets CPH PIX! Jeg er en sucker for små, amerikanske indie-dramaer, hvor det er miljøet – mere end plottet – der er interessant. De film er så hyggelige! Denne film er så ikke hyggelig i særligt lang tid, da en død pige og et dambrug fuld af kvalte fisk hurtigt bliver introduceret. Men i stedet for at udvikle sig til en hæsblæsende jagt på en øko-sammensværgelse, som man ville se i andre genre, så fortsætter denne film i sit helt eget, langsomme tempo. Vi skal nok få svar på spørgsmålene, men først skal vi lige have en solid knude i maven.
Mens man bliver revet følelsesmæssigt rundt af filmens gru, der langsomt omklamrer en hyggelig landsby, kan man nyde sublimt skuespil og meget smukke naturbilleder. Også lydsiden er værd at fremhæve: Den veksler mellem et roligt, men alligevel ildevarslende, stemnings-score (takket være danske Mads Heldtberg) og et musikfrit lydbillede, der takket være lyddesigneren (ligeledes danske Peter Albrechtsen – og nej, det efternavn er ikke tilfældigt, wink wink) trækker tilskueren ind og gør handlingen unikt nærværende. Og så slutter filmen med et brag, der sætter tanker i gang om fremtiden i fortællingens lille samfund.
5/6
”Magic Valley” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: På en lille ø ud for Siciliens kyst er tiderne hårde. Fiskeriet er en døende industri, og turismen er øens eneste håb for en fremtid. Med den korte afstand til Afrika følger også mange illegale bådflygtninge, som staten har forbudt de lokale at hjælpe, selv når de er i havsnød. Det falder dem svært, og da Ernesto og hans barnebarn, Filippo, en dag møder en sådan båd, føler de sig nødsaget til at tage de flygtninge om bord, der desperat springer i vandet og svømmer hen mod dem. Blandt disse er en gravid kvinde og hendes søn, som indlogeres hos Filippo og hans mor.
Filmen skildrer kløften mellem den gamle generation, repræsenteret af bedstefaderen, der stædigt holder fast i fiskeriet og i, hvad der flere gange bliver refereret til som “havets love”, og den nye generation, bl.a. Filippos onkel, der driver en strandkiosk, og som mest af alt ønsker, at flygtningene bare forsvinder. Filippo er fanget mellem disse to mænd og yderligere presset af sin mor, der ønsker, at han skal forlade øen og opleve noget andet. Filippo bliver også meget betaget af den unge pige Maura, som moderen har lejet deres hus til i turistsæsonen.
Der er nogle meget smukke billeder i filmen, hvilket er smukt kontrasteret af de forfærdelige skæbner, der manifesteres i bådflygtningene. Onklens strand er et paradis af sol, sand, alkohol og bikinier, lige indtil et hold flygtningen skyller i land. Vi bliver hele tiden mindet om den politiske baggrund for dramaet. Det er desværre også filmens ene, større svaghed, for til tider føler den sig nødsaget til at skære pointerne ud i pap, hvilket både er synd og aldeles unødvendigt.
4/6
”Terraferma” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Thomas: Tja… Jeg tror nok, at denne film handler om en mand, som drømmer, at han først er teater-instruktør, så dæmningskonstruktør og til slut jæger. Og i alle tre drømme fortæller han løgnehistorier, som i sidste ende kommer tilbage og “hævner” sig på ham. Og da han endelig vågner, går det helt galt.
Formatet er egentlig ret interessant, men det er lidt noget rod og ufrivilligt morsomt. Hvis der var gjort lidt mere ud af rammehistorien, så strukturen havde stået mere klart, kunne man som tilskuer have fokuseret mere på indholdet frem for formen. Men måske er det netop for at skjule det lidt tynde indhold, at filmen er bygget op, som den er.
3/6
”Monkey Sandwich” vises også den 26. april kl. 16.30 i Cinemateket.
- 4 Days in May (4 Tage im Mai), Tyskland
Johnny: Vi befinder os på en nordtysk ø i dagene, umiddelbart før Tyskland overgav sig. De fleste af indbyggerne er allerede flygtet over vandet til Danmark, men på et børnehjem er forstanderinden og enkelte af de ansatte blevet tilbage for at passe på de sidste piger. Her er også forstanderindens nevø, Peter. Da russerne ankommer, bliver en af de ansatte taget, men resten bliver tilbage under supervision af 8 russiske soldater, der får besked på at forhindre, at flere flygter over vandet. Lederen af disse soldater knytter sig til Peter, der drømmer om at blive soldat og kæmpe for fædrelandet. Da en gruppe på omkring 200 tyske soldater dukker op, tror han, at de er kommet for at drive russerne ud, men det viser sig, deres mål er at flygte til Danmark. Peter må nu navigere mellem russerne og tyskerne, mens han samtidigt må tackle sine egne følelser omkring krigen og ikke mindst hans forgabelse i pigen Anna, der til gengæld forelsker sig i en af de russiske soldater.
Der er efterhånden lavet mange film om den gode mand i den onde krig, og på det niveau er der ikke noget revolutionerende over denne film. Det er dog til at bære over med, da filmen er virkelig godt skruet sammen. Plottet afvikles med sikker hånd og karaktertegningerne er præcise og multidimensionelle, hvilket desværre er et ret sjældent fænomen inden for film. “4 Days in May” veksler ganske godt mellem de mere voldsomme scener og så den efterhånden idylliske interaktion mellem de russiske soldater og beboerne på børnehjemmet. Gode skuespillere hæver filmen det sidste niveau. Det var en rar overraskelse at se Grigory Dobrygin igen i rollen som en af russerne. Han kunne ses sidste år i den fremragende “How I Ended This Summer”. Overordnet en ualmindeligt velkonstrueret krigsfilm, der vidner om solidt instruktørhåndværk. Achim von Borries bør man klart se mere af.
5/6
”4 Days in May” vises også den 24. april kl. 16.30 i Palads.
