I guder…

Hvis blot folkene bag “A Viking Saga: Son of Thor” (Uwe Boll ærgrer sig garanteret over, at han aldrig tog patent på en så forrygende titel) havde fraklippet filmens to-tre imponerende skud, krydret lydsiden med en masse dåselatter og lanceret seancen som en selvironisk farce, havde den ikke fortjent et møgfald, men i stedet mådeholdne klapsalver. Men instruktør Michael Mouyal vil have os til at tage sin rædsomme debutfilm seriøst, hvilket svarer til, at en tjener beder dig om at le lige efter at have tabt en hel fadøl i skridtet på dig – det kommer bare ikke til at ske. Men selv uden de førnævnte, foreslåede ændringer fremtvinger denne gudsjammerlige fadæse flere grin end de fleste veldrejede komedier.

Da skuespillerne Alexandre Willaume-Jantzen og Ken Vedsegaard skulle diskutere filmen i DR’s debatprogram “Den 11. time”, kunne hverken de eller værten Michael Bertelsen holde op med at grine. Latteranfaldet blev kickstartet af en debat om Vedsegaards paryk i filmen, og mandens gråfarvede hårtop ligner da også en mellemting mellem en død rotte og en opvredet gulvmoppe, og den får snarere Vedsegaard til at ligne en afdanket dragqueen end en viking. Men det er langtfra filmens sjoveste skavank.

Skuespillerne er danske, men kun en håndfuld replikker er ikke blevet eftersynkroniseret. Både heltene og skurkene taler flydende engelsk med enten amerikansk, britisk eller australsk accent. Prikken over i’et? Skuespillernes mundbevægelser og de ytrede ord stemmer sjældent overens. De nævnte sproglige accenter fandtes naturligvis ikke dengang, hvor filmen finder sted, men i “A Viking Saga: Son of Thor” er historisk plausibilitet en saga blot. Eksempelvis vælger en gruppe vikinger at drage nordøst mod Finland, men havner pludseligt i Ukraines hovedstad, Kiev, som befinder sig 1000 kilometer længere mod syd. Eksotiske mavedansere dukker op i hobetal (og uden god grund), og karaktererne slås med sværd og skjolde, som formentlig er hentet på Fætter BR’s overskudslager.

Skuespillerne virker forbavsende reserverede og melankolske. Måske indså de først, efter at optagelserne var gået i gang, at de medvirkede i dette årtusinds “Reptilicus”. Og statisterne er (som ventet) ikke meget bedre. Under filmens sidste og opreklamerede slag går de udklædte mænd og kvinder til angreb med samme gejst som en gruppe hooligans ovenpå adskillige dages nonstop druk. Statisterne er vant til at udføre muntre, iscenesatte slagsmål for folkeskoleklasser, og det kan mærkes. Man mister især fornemmelsen af, at der er noget på spil, når figurerne vandrer rundt som desillusionerede zombier iført ensfarvede morgenkåber, og når en af skurkene får kappet en tommeltot af, men alligevel er udstyret med to almindelige tommelfingre igennem resten af filmen.

Æstetisk er den også noget rod. Kameraet flyver tilfældigt rundt omkring, klipningen virker ekstremt ugennemtænkt, og kulisserne og rekvisitterne er generelt hæslige. Og manipuleringen af billedsidens farver, der øjensynligt er designet til at klargøre historiens tidsspring, er først og fremmest forvirrende. Kun filmens komponist, Mark Allen, undslipper med æren i behold, men desværre bliver der aldrig skruet så højt op for Allens musik, at de bøvede replikker bliver utydelige.

Manglen på talent foran og bag kameraet havde nok været lettere at sluge, hvis bare historien havde været nogenlunde. Men Mouyal og Dennis Goldbergs fortælling er egentlig blot en forsimplet kopi af “Conan: The Barbarian”. Vedsegaard spiller Oleg, der er ude efter hævn, efter at hans familie er blevet myrdet af en ond konge. En patetisk kærlighedshistorie bliver der også afsat tid til indimellem alle de gange, Oleg æder svampe og dernæst oplever visioner af tudegrimme totempæle og hylende ørne. ”Hvis du har en drøm, skal du føre den ud i livet,” fastslog Mouyal i et interview sidste år. Det er en ædel pointe, men i fremtiden må instruktøren altså gerne holde sine mareridt for sig selv.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Hverken filmens kameraarbejde eller denne dvd-udgivelses transfer er værd at råbe hurra for. Filmen er tydeligvis skudt på digital video, og derfor er der ingen former for snavs, som man af og til spotter på transfers, der behandler materiale skudt på 35mm. Edge-enhancement dukker undertiden op, og udtværinger forekommer også i flere mørke scener, men man distraheres sjældent for alvor af transferets skavanker. Billedet er rimelig skarpt, og kontrasten er endda en anelse bedre end forventet. Farvetemperaturen svinger enormt meget, hvilket tydeligvis er meningen, men de pludselige farveskift fungerer ikke altid efter hensigten, og som det ofte er med digital video, er farverne tit matte og kedelige.

Audio

Både et Dolby Digital 5.1-lydspor og et 2.0-mix medfølger, men ingen af de to er tilnærmelsesvis gode. Som beskrevet er stort set al dialog blevet eftersynkroniseret. Replikkerne virker ofte asynkrone og plages tit af overstyring. Næsten ingen reallyd optræder, men når lyden fra selve kameraoptagelserne bruges, akkompagneres lyden af en masse irriterende baggrundsstøj. Underlige klik i lyden er ikke ligefrem sjældne, lyddesignet er dødssygt, og det ville være en underdrivelse at kalde DD5.1-mixets brug af kanalnetværket for uopfindsomt. Sporet har en nogenlunde bund, og lydeffekterne er sædvanligvis distinkte, men baghøjtalerne leverer ikke meget andet end gennemtrængende vindlyde, og ikke én eneste mindeværdig panorering mønstres.

Ekstramateriale

Desværre indeholder disken intet ud over filmen. Det havde dæleme været sjovt at høre filmmagerne og skuespillerne prøve at diskutere filmen sagligt.