CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.
Rapport fra CPH PIX dag #4 – 14. april 2012
Johnny: En forholdsvis let dag: Kun tre film og god tid imellem dem. Jeg fik snakket med en hel del af ”the usual suspects” i dag – de folk, som man stort set kun møder under festivalen hvert år. En af de mest fantastiske ting ved en filmfestival som CPH PIX er (ud over chancen for at se film, man ellers aldrig ville have hørt om), at tale filmene med andre filmnørder, udveksle anbefalinger eller advarsler og bekræfte hinanden i den sande tro. Man udveksler skrækhistorier fra tidligere år, giver gode råd eller udveksler praktiske oplysninger. En gang imellem dukker nye ansigter op, og de engageres også i diskussionen. På den måde formidles sakramentet også til den næste generation. Og når man efter en lang og indtryksfuld festival skilles, er det med den rituelle hilsen: Næste år på PIX.
- Diaz – Don’t Clean Up This Blood, Italien
Thomas: Filmen om urolighederne (eller hvad man nu skal kalde dem) i forbindelse med G8-topmødet i Genova – særligt politiaktionen/-massakren på Diaz-skolen – i 2001 har en interessant struktur, hvor den første halve time følger demonstranterne, politiet og anklagemyndigheden i en almindelig sammenklipning af handlingstrådene, som vi kender og elsker det fra mange mainstreamfilm. Men da tingene begynder at gå galt, bruges denne lille episode som et knudepunkt, hvorfra filmen skifter struktur. Herfra følger vi i stedet de enkelte tråde uafbrudt fra start til slut, startende med demonstranterne , derefter politiet og så anklagemyndigheden, inden trådene igen bindes sammen til sidst. Og det fungerer overraskende godt, om end der ikke ligefrem går “Rashomon” i den, hvor de samme begivenheder skildres forskelligt.
“Diaz” har dog det helt store problem, at politiet meget forudsigeligt – og med få samvittighedsfulde betjente som undtagelse – portrætteres som voldspsykopatiske svin. Sekvensen, hvor politiet trænger ind på skolen, er nærmest en lille, ultravoldelig horrorfilm i sig selv. Jeg savner en modvægt i form af en skildring af voldspsykopaterne på demonstranternes fløj (den såkaldte “black bloc”), for hvad skal man egentlig med jernstænger til en demonstration? På et tidspunkt er filmen meget tæt på at problematisere dette, men så planter politiet pludselig to molotov-cocktails blandt demonstranternes ejendele, og så er de bare nogle svin igen, og fokus er skiftet for aldrig at vende tilbage.
4/6
”Diaz – Don’t Clean Up This Blood” bliver også vist den 22. april kl. 19.00 i Grand Teatret.
Johnny: Kim Fupz Aakeson skriver nogle herlige manuskripter, og Björn Runge har instrueret et par rigtigt gode film (bl.a. den fremragende “Hvis jeg vender mig om”, der kørte for nogle år siden på en af festivalerne). Det er nærliggende at tro, at de to sammen kan skabe en vidunderlig film. Uheldigvis fungerer de i “Happy End” snarere som olie og vand.
Filmen følger primært to kvinder: Kørelæreren Jonna og hendes rengøringshjælp Katrine. Katrine har problemer med en voldelig og generelt utilregnelig kæreste, mens Jonna må tage sig af sin psykisk ustabile søn, Peter, efter et selvmordsforsøg. Peter fascineres af Katrine, mens hun oven i problemerne med kæresten konfronteres af to skumle typer, som han har lånt penge af.
Plottet ligner på overfladen en af de klassiske historier, som skandinavisk filmmagere er så gode til at fortælle, men det lykkes aldrig rigtig at skabe nogen egentlig forbindelse til personerne. Deres reaktionsmønstre bliver for skabelonagtige, og man engageres på ingen måde i deres problemer. Lige før slutningen er der en enkelt scene mellem mor og søn, hvor man får et glimt af, hvad filmen kunne have været, men da er det for sent. Den eneste karakter, der formår at bryde igennem, er den kontaktsøgende enkemand, der tager køretimer hos Jonna. Han spilles overbevisende af Peter Andersson, som et dansk publikum nok mest vil genkende som Færingen fra “Blinkende Lygter”. Man ønsker lidt, at han havde haft en meget mere central rolle i filmen. Desværre endnu en exceptionelt forglemmelig film.
2/6
Thomas: Et meget fintfølende, lille hverdagsdrama, hvor personerne langsomt, men sikkert får flettet deres skæbner sammen hen mod det uundgåelige klimaks. Skuespillet er fremragende over hele linjen, men især Ann Petréns mor, der bare vil sin søn det bedste, bør fremhæves. Og så er her i øvrigt en chance for at se David Dencik udfolde sig på sit modersmål i en lille birolle.
4/6
”Happy End” vises også den 17. april kl. 16.30 i Dagmar Teatret.
- Unforgivable (Impardonnables), Frankrig og Italien
Johnny: Det sjove ved løbende at skrive anmeldelser under festivalen er, at man nogle gange oplever, at præcis de elementer ved en film, som man et par dage tidligere har harceleret imod, pludseligt – i hænderne på en kompetent instruktør – samles til et helstøbt værk. I anmeldelsen af “Elena” fra PIXpert rapport #3 brokker jeg mig over alle de samfundskommenterende og filosofiske sidespring, der fjerner fokus fra hovedhistorien. Det, der gjorde den film dårligere, formår paradoksalt nok at gøre denne film yderst seværdig.
Jeg vil ikke bruge meget tid på et plotreferat, men blot skitsere et familiedrama sat i Venedig med en ældre mand, hans meget yngre kone, datteren fra det første ægteskab samt konens ekskæreste og hendes søn. Der er en del plotudvikling undervejs, men filmmagerne fokuserer først og fremmest på deres studie i, hvordan kærligheden har trange kår i den synkende by. Forholdet mellem ægteparret spændes til bristepunktet i takt med hans skriveblokering og voksende paranoia. Filmen ender som et karakterstudie af mindst fem mennesker inddelt i årstidsbaserede kapitler, hvilket lyder ambitiøst, men det lykkes til overflod for instruktøren André Téchiné. Jeg vil også nævne Max Richters insisterende og minimalistiske soundtrack, der er en veltrængt kontrast til det romantiske Venedig. Dette er en film for dem, der kan lide deres franske film med masser af snak og psykologisk dybde.
4/6
”Unforgivable” vises også den 16. april kl. 16.40 i Grand Teatret.
- Bullhead (Rundskop), Belgien
Thomas: Dette Oscar-nominerede, belgiske drama om ulovlig brug af væksthormon i kødkvæg og hovedpersonen Jackys unikt tragiske skæbne krøb langt ind under huden på mig. Jeg havde nærmest en fornemmelse af, at jeg sad inde i Jackys hoved og følte alt, han følte. Stor cadeau til instruktør/manusforfatter Michael R. Roskam og ikke mindst hovedrolleindehaveren Matthias Schoenaerts for den bedrift! Krimihistorien er sådan set spændende nok, men det er scenerne fra Jackys barndom og de sekvenser, hvor konsekvenserne af hans barndomstraume pibler frem, der tager kegler og trækker tænder ud. Den Oscar-nominering var fuldt fortjent!
5/6
”Bullhead” vises ikke mere under årets CPH PIX.
- Martha Marcy May Marlene, USA
Johnny: Sarah Paulson, Hugh Dancy, Brady Corbet og John Hawkes. Når man smækker så mange af mine personlige favoritter ind i en film, kan det næsten ikke gå galt. Martha stikker af fra, hvad der ligner en kult, og indlogeres hos sin søster og svoger. Her gennemgår hun i en række flashbacks, hvad der skete på den gård, hun er flygtet fra. Det, der i en almindelig Hollywood-film kunne være blevet en åh, så velment og melodramatisk film, bliver under Sean Durkins opsyn til en meget stram thriller, der i hver eneste scene emmer af en trykkende og truende stemning.
Der er noget foruroligende ved hvert eneste kærtegn, smil eller venlige spørgsmål, hvilket samtidig fungerer som forklaring på, at søsteren senere ikke formår at bryde igennem til hende. Vi har førsteparket til hjernevasken af en ung pige samtidigt med, at vi får serveres for hver eneste detalje i det mentale sammenbrud, hun gennemgår bagefter. Det står ret hurtigt klart for tilskueren, at der er noget galt på gården, men der går tid, før det til fulde står klart, hvor galt. Elizabeth Olsen har fået enormt meget ros for rollen som Martha, men for mig var det John Hawkes, som spiller lederen af “familien” på gården, der imponerede mest. Selv når han smiler og er venlig, lurer en snert af noget voldsomt og manipulerende under overfladen. De to suppleres i øvrigt fornemt af Brady Corbet i endnu en glansrolle. Han er et af de stjernefrø, man virkelig bør holde øje med.
4/6
”Martha Marcy May Marlene” vises også den 20. april kl. 21.30 i Grand Teatret.
Thomas: De længste hundrede minutter i mit liv! Og det ikke kun, fordi filmen udspiller sig over ca. 10 år. Der er som sådan tale om et fint studie i et homoseksuelt forhold mellem Erik (Thure Lindhardt) og Paul (Zachary Booth) i New York op gennem nullerne. Det, at forholdet er mellem to mænd, tilfører filmen lidt ekstra krydderi, men det er ikke filmens egentlige, centrale præmis.
Men plottet kører i helt ekstrem grad i ring! Erik og Paul er sammen, så ryger Paul i rehab, så boller de begge lidt uden om, og så finder de sammen igen. Og så begynder det hele forfra. Det kunne være fint nok, hvis der var drama nok til at holde tilskuerens opmærksomhed fanget, men det er der slet ikke. Første gang jeg kiggede på mit ur, var der kun gået 40 minutter, så det blev en meget lang film at komme igennem. Synd for Thure Lindhardt, der som den altdominerende hovedrolle faktisk spiller rigtig godt. De fleste af filmens få morsomme indslag kommer i de scener, hvor Lindhardt og Paprika Steen (der spiller hans søster) er sammen. Halvdelen af morskaben opstår dog ufrivilligt, fordi de to taler dansk sammen, og det virker lidt malplaceret. Det pludselige sprogskifte er i øvrigt ikke forklaret yderligere, så tilskuere, der ikke kan identificere de fremmede halslyde som værende danske sætninger, må føle sig noget forvirrede.
3/6
”Keep the Lights On” vises også den 24. april kl. 19.15 og den 29. april kl. 21.30 i Cinemateket.
Thomas: Som I måske kan fornemme, er mine anmeldelser lidt kortere end normalt denne gang. Det hænger sammen med, at jeg er kommet ind i en dårlig vane med ikke at kunne falde i søvn samtidigt med, at dagens første film starter tidligere og tidligere. Når dagene flyder lidt sammen, mens der også skal være plads til morgenmad og et minimum af personlig hygiejne, så kommer det altså til at gå lidt ud over anmeldelserne i denne omgang. Til gengæld vil jeg godt love en anmeldelse i almindelig længde af “Take Shelter”, som jeg har glædet mig vildt til, og som jeg skal se i dag, søndag… Det er da søndag i dag, ikke?
