Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!

I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.

CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Rapport fra CPH PIX dag #4 – 14. april 2013

Johnny: ”Lady in reeed…” Min nemesis fra andendagen er tilsyneladende ivrig festivalgænger og har vist sig ved flere af mine forestillinger. Indtil videre uden scener som under fredagens film, men under både “Pieta” i går og “Jiseul” i dag grinte hun hysterisk under nogle ret barske og meget lidt humoristiske voldsscener. For at det ikke skal være løgn, kom jeg endda gående på gaden på vej til min næste visning, da en bil kørte forbi med åbne vinduer og Chris de Burghs hit kørende på anlægget. Er det her skjult kamera, eller er der noget ond voodoo på spil? Det er nok bedst at tage sine forholdsregler. Hvordan var det nu, det var? Pigæble, svovl og honning – og hvor lagde jeg den gris-gris? Hvem siger, man ikke kan lære noget af at spille computerspil? Tak til Jane Jensen.

Andreas: Bang, og så kører vi! Fjerde dag på festivalen blev første dag med lutter gode og interessante film. Fra intelligent spænding over okkult gys til perfekt over the top kunstfilm – dag 4 blev en dag, der er værd at huske for mange ting. Ikke mindst en sjov observation af publikumsadfærd under “The Lords of Salem”, som utvivlsomt vil dele vandene massivt, hvor løjerne på lærredet resulterede i, at spredt fnisen i salen udviklede sig til et kollektivt grineflip, hvilket blot bekræftede denne begejstrede anmelder i, at “The Lords of Salem” er for nogle, men bestemt ikke for alle – hvorimod en enkelt persons konstante latter under “Eden and After”, hver gang han ikke fattede, hvad der foregik i filmen, var et grænseløst irritationsmoment og udtryk for, at han tydeligvis ikke tog det mindste hensyn til, at andre måske var mere begejstrede end ham selv. Og, nå ja, så sad hans ven og SMS’ede. Grr…

Nadia: Med frygt for at være det, man kalder for en sløset nybegynder, må jeg hermed indrømme det: I dag faldt jeg i søvn til den første film på programmet. Det var svært at indrømme. Da jeg kom ud fra biografen og mødte den fortrinlige PIXpert Johnny, kunne jeg ikke få mig selv til at komme frem med denne hæslige indrømmelse. Ja, det var faktisk først, da jeg senere på aftenen blev afsløret af Andreas, at jeg måtte give efter for sandhedens grusomme ansigt. Ydermere var jeg i dag udsat for, hvad man med lethed kan kalde for dårlige biografgængere. Usympatiske endda? Lad mig sige det med det samme – at sende SMS’er under en forestilling er bare ikke okay, og så er jeg ligeglad med, om beskeden er fra naboen, moster Gerda, din bedste ven fra Spanien eller din kæreste. Det er bare ikke okay. Punktum.

- Jiseul / Sydkorea

Johnny: Sydkorea producerer nogle fantastiske film. Som oftest er de stilistisk interessante og ikke bange for at prøve grænser af. Det er også tilfældet i “Jiseul”, der skildrer den desværre lidet kendte massakre på øen Jeju umiddelbart før Korea-krigens udbrud. Filmen peger en anklagende finger på amerikanerne og lægger ansvaret for massakren på dem. Hvorvidt det er fortjent, vil jeg lade historikerne diskutere. Filmen følger en lille skare af landsbyboere, der søger tilflugt i nogle huler i bjergene, samt de soldater, som har til opgave at fange og henrette dem. Begge grupper består af overdrevne karakterer og arketyper mere end historisk realistiske personer. I det hele taget er det, som om filmen afviser en dokumentarisk og historisk korrekt tilgang til at fortælle historien om denne massakre til fordel for en mere impressionistisk og stiliseret fabel.

Det fungerer rigtig godt. Kombineret med de overnaturligt smukke sort-hvide billeder, der gør dygtig brug af silhuetter og skygger, gør det filmen større og mere vedkommende, end man skulle tro. Det eneste, der for mig trækker ned i den forbindelse, er, da man insisterer på en efterskrift med historiske oplysninger om massakren. Det havde klædt filmen bedre, hvis den havde ladet sit publikum komme frem til disse fakta på egen hånd.

Skuespillet er i tråd med filmens stil og kræver lidt tilvænning. Instruktøren vælger dog klogeligt at introducere sine karakterer i stille eller decideret humoristiske scener, så vi vænner os til den noget stive fremførelse, før han smider de følelsesladede scener i hovedet på os. Undervejs eksperimenterer han et par gange med interessante overgange og klipninger, hvilket lykkes specielt godt i en scene fra hulen, hvor de flygtende landsbyboere diskuterer, hvad de skal gøre. Alt i alt en krigsfilm, der lægger sig godt ind i traditionen for hjerteskærende smukke skildringer af endnu mere hjerteskærende voldshandlinger i krig.

5/6

”Jiseul” vises også den 24. april kl. 21.30 i Dagmar.

- Dormant Beauty / Italien, Frankrig

Nadia: Da jeg faldt i søvn ca. 30 minutter inde i “Dormant Beauty”, kan jeg desværre ikke skrive en fyldestgørende anmeldelse, men her er alligevel mit indtryk af en film, der – i starten i hvert fald – prøvede at give sit budskab videre med så stor patos, at den føltes ekstremt manipulerende. Men hvad ved jeg? I virkeligheden faldt jeg jo i søvn, hvilket måske – måske ikke – antyder, at dette ikke var en film, der sagde mig så meget, eller som havde et ordentligt flow eller god sammenhæng mellem historierne – ulig min drøm, som var meget mere interessant.

Johnny: Jeg må med skam indrømme, at dette er den første film af Marco Bellocchio, jeg har set – det bliver dog ikke den sidste. Filmen foregår på baggrund af den meget omtalte Eluana-sag, hvor premierminister Silvio Berlusconi forsøgte at underkende en dom omkring eutanasi. Vi følger en række løst forbundne personer, der alle har en tilknytning til sagen: Den berømte skuespillerinde, som har trukket sig tilbage for at hellige sig datteren, der ligger i koma; hendes søn, som desperat forsøger at få hendes opmærksomhed; en senator, der er under pres for at stemme ‘ja’ til et mistillidsvotum til præsidenten; hans datter, som protesterer imod eutanasi ved Eluanas hospital; samt to brødre, der sammesteds protesterer for.

Alle sidehistorierne bliver flot udfoldet, og trods de mange parallelle forløb holdes man som tilskuer fast i fortællingen. Den generelt realistiske stil brydes af et par enkelte groteske scener, som f.eks. da senatoren pludselig befinder sig i et lokale, hvor det eneste, der bliver sagt, er ordet ‘si’, eller da skuespillerinden, som stædigt har forkastet sin karriere, i søvne fremfører Lady Macbeths berømte monolog. Sidstnævnte spilles af Isabelle Huppert, der fortsætter sit triumftog af intense og martrede kvindeskikkelser. I parentes bemærket vil jeg hermed give min uforbeholdne velsignelse til en filmatisering af Shakespeares skuespil med hende som Lady Macbeth. Filmen kaster tematisk mange bolde i luften – ud over aktiv dødshjælp behandles bl.a. skuespilskunsten, religion, forholdet mellem forældre og børn samt det politiske spil. Det er imponerende, at Bellocchio ikke taber nogen af boldene på gulvet. En klar anbefaling.

5/6

”Dormant Beauty” vises også den 20. april kl. 19.00 i Dagmar.

- The Lords of Salem / USA, Storbritannien, Canada

Nadia: Rob Zombie. Nogle filmfans elsker, når navnet popper op i samtaler, mens de fleste formentlig hader det. Personligt har jeg været stor fan af Zombie siden debuten, den unikke “House of 1000 Corpses” fra 2003. Grunden er simpel – som inkarneret horrorfan er jeg svær at skræmme (læs: umulig), men Zombie formåede at gøre netop dette med sin debutfilm og blev ved med at have en stålsikker hånd om det uhyggelige i næsten alle de film, han leverede bagefter. Imponerende.

Netop derfor er det ærgerligt, at hans nyeste værk, “The Lords of Salem”, ikke formår at forfærde én eneste gang. Til gengæld byder denne skrækfilm på så mange andre kvaliteter, at man alligevel må give efter for Zombies utrolige flair for instruktion. Her er nemlig en mand, der ved, hvad han vil. Retrostil, stærke farver, utallige hentydninger til de store, italienske horrorinstruktører (især Argento får flere vink med en vognstang) samt en stærk og troværdig hovedkarakter. Zombie kan det hele og mere til, når han folder sig ud i historien om den tidligere stofmisbruger Heidi, der nu er kommet på ret køl og er blevet radiovært for et populært program i Massachusetts. Men hun skal nu ikke vide sig for sikker, for noget lurer i lejlighed nummer 5, og hvad er det for en underlig vinylplade, hun har modtaget med posten?

I USA har “The Lords of Salem” delt vandene mellem både kritikere og Zombie-fans, og det er forståeligt. Det her er en stor omvæltning fra hans tidligere film, men en naturlig udvikling for en instruktør, der altid har haft en svag interesse i det okkulte. Hvis filmen også formåede at skræmme, som kun Zombie kan, ville “The Lords of Salem” være en næsten perfekt oplevelse. Nu er den ‘bare’ langt over middel.

4/6

Andreas: Hr. Zombie er en ufattelig ener af en filmskaber. Selvom jeg kun elsker en enkelt af hans film (“House of 1000 Corpses”) og til gengæld decideret hader en anden (“Halloween”), så er han markant, anderledes og har en unik evne til at skabe horrorfilm, så “The Lords of Salem” var et absolut must for mit vedkommende. Traileren lovede ikke godt, de amerikanske anmeldelser ditto, men Hr. Zombies seneste film viste sig i mine øjne at være hans hidtil bedste. For første gang arbejder han med et manuskript, der både er godt og indeholder andet end blod og bandeord, og filmen er hovedsageligt befolket af realistiske, interessante karakterer.

Vi befinder os i den lille by Salem, hvor der engang har været nogle hekse, og hvor Heidi begynder at opleve mærkelige ting efter at have lyttet til en LP af det ukendte band The Lords. Derudover er der ellers bare dømt okkult 70’er-stemning, bunkevis af Argento-pastiche og som altid Zombies helt eget unikke flair for horror-æstetik og feel bad-montager. Filmen er mindre rå og voldelig end Zombie har for vane, men til gengæld får han brygget en klassisk hekse-fortælling sammen baseret på gyselig stemning og sin sædvanlige stillingtagen til ‘god smag’, som om det er noget, der slet ikke eksisterer.

5/6

”The Lords of Salem” vises også den 20. april kl. 20.00 i Empire.

- Maddened by His Absence / Frankrig

Johnny: Det var af uforklarlige årsager lykkedes mig at overse, at William Hurt havde hovedrollen i denne film, hvilket var en positiv overraskelse, for han spiller sublimt her. Hans karakter, Jacques, er vendt tilbage til Frankrig efter flere års fravær for at tage sig af boet efter sin fars død, hvor han mødes med sin ekskone, som han blev skilt fra, efter de mistede deres søn i en bilulykke. Ekskonen, Mado, har siden giftet sig igen og har nu en søn, Paul, der er næsten samme alder som sønnen, der døde. Jacques knytter et foruroligende nært bånd til Paul og begynder at se ham, uden at Mado ved det. Situationen eskalerer, indtil han flytter ind i familiens kælder.

Hurt formår at indgyde sin rolle med så meget sorg, desperation, vrede og savn, at lærredet næsten ikke kan rumme ham. Dette er en mand på en desperat og – hvilket han godt selv ved – forgæves jagt på det tabte. Paul er dels en erstatning for den døde søn, men i lige så høj grad et afløb for den forvredne faderkærlighed, der har ædt ham op indefra de sidste 8 år. Jeg har før udtalt mig om min skepsis over for børneskuespillere, men Jalil Mehenni som Paul er gudskelov en af de gudsbenådede undtagelser. Der er en imponerede subtilitet og dybde i hans portrættering af Paul, der til tider er foruroligende bevidst om det problematiske i situationen med Jacques, men som samtidig er uundgåeligt fascineret og draget af ham. Billedsiden gør med stor effekt hyppigt brug af close-ups af Hurts ansigt samt klaustrofobiske billeder af ham og Paul i kælderen, hvor de skaber deres egen verden. Desværre lider filmen af pacing-problemer i første halvdel, hvor den er lidt for længe om at komme i gang, samt i slutningen, hvor man føler sig hastet igennem noget ret voldsom karakterudvikling.

4/6

”Maddened by His Absence” vises også den 19. april kl. 16.40 i Grand og den 20. april kl. 19.00 i Aarhus Øst for Paradis.

- Compliance / USA

Andreas: “Compliance” foregår på en burgerrestaurant med en klar og hård hakkeorden, og hvor autoritetstroskab er en vigtig dyd for medarbejderne. På et tidspunkt får lederen et opkald fra en politimand, der siger, at en af medarbejderne har stjålet fra en kunde. Og herfra sker der ting og sager, som afspejler vi menneskers evne til at gøre, hvad der bliver sagt, så længe en autoritet siger det.

At filmen er inspireret af virkelige begivenheder, informeres man om i starten. Men den slags plejer at være en sandhed med modifikationer, og som den ellers exceptionelt vellavede og velspillede film folder sig ud, bliver det da også hurtigt svært at tro på realismen i det, der foregår. Det er ærgerligt, for alt andet fungerer så sublimt, at hvis ikke jeg havde følt mig distanceret fra begivenhederne grundet det utænkelige i forløbets udvikling, så havde jeg været villig til at smide 6 stjerner efter Filmen. Øv, tænkte jeg.

Alligevel drev min nysgerrighed mig til bagefter at undersøge, hvor langt hen ad vejen filmen egentlig er tro mod de virkelige begivenheder. Og det viste sig, at det er den et meget langt stykke. Et foruroligende langt stykke, for at det ikke skal være løgn! Man har det tilmed på video fanget af et overvågningskamera. Var det så en svaghed ved filmen, at jeg ikke troede på det? Lidt, men mest af alt skyldtes det, at jeg ikke kunne acceptere det realistiske i forløbet, hvilket chokerer mig, hvorfor filmen får en enkelt stjerne mere, end jeg umiddelbart havde tænkt. Jeg er stadig lidt rystet.

5/6

”Compliance” vises også den 21. april kl. 20.00 i Empire.

- The Strange Little Cat / Tyskland

Johnny: Jeg skal ikke afvise, at Ramon Zürcher med denne film har opfundet en ny genre. Man kunne kalde den hverdagsabsurdisme eller måske kitchen sink-surrealism. I tre akter følger vi en familie, der samles til middag. Intet, der foregår i filmen, er for så vidt absurd. Tværtimod er det yderst genkendelige situationer og karakterer, men gennem cinematografi, framing, skuespil og klipning fremhæves det absurde i disse dagligdagshændelser. Lillesøsteren, der er i den alder, hvor larm er grænseløst fascinerende, skriger højt, hver eneste gang espressomaskinen startes. Storesøsteren fortæller en anekdote om, hvordan hun opdagede, at appelsinskræller altid falder med den hvide side op og demonstrerer det for familien. Bedstemoderen, der er på vej mod seniliteten, falder i søvn ved bordet. På papiret yderst ordinære hændelser, men set gennem Zürchers troldsplint er de alt andet end det.

Så langt, så godt. Hvad er så pointen, spørger du. Jeg ved det ærligt talt ikke. Muligvis var det pointen. Det er til tider dybt fascinerende filmkunst, men bliver også nogle gange lidt monokromt. Et egentligt grotesk klimaks på historien kunne have sat hverdagsabsurdismen i relief, men ville på den anden side have undergravet pointen med samme. Der er en del stilelementer, der irriterer mig, men jeg kan på den anden side klart se, hvorfor de er en naturlig del af filmen. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er i syv sind om denne film. Jeg ved faktisk ikke, om jeg kunne lide den eller ej, og min bedømmelse er i bedste fald midlertidig. Det er i den grad en film, der skal have lov til at flakse lidt omkring i hovedet, før den fikseres.

3/6

”The Strange Little Cat” vises også den 21. april kl. 15.00 i Gloria.

- Eden and After / Frankrig, Tjekkoslovakiet

Nadia: Maya Deren var en ukrainsk instruktør af kunstfilm i 40’erne og lavede blandt andet mesterværket “Meshes of the Afternoon” – en psykoanalytisk film om en kvinde, der både drømmer og er vågen. En tilmed fremragende film og perfekt eksempel på, hvad kunstfilm kan være, hvis man har talent. Hvis man derimod ikke har talent, men tror, at man kan narre folk til at tro, at man har det, laver man – som Alain Robbe-Grillet – en film som “Eden and After”.

Her går en masse unge rundt og keder sig i en eller anden café, hvor de løber rundt og nogle gange klæder sig af. Der er også noget med en tjener, der hedder Franz. Hovedpersonen er vistnok en pige ved navn Violette, og hun bliver på et tidspunkt fanget i en fabrik. Og så i en ørken. Og så vasker hun sig med noget skum, bliver utroligt glad, hvorefter hun desværre er ved at blive slået ihjel af nogle af hendes studiekammerater på grund af noget med et billede. Og så er hun tilbage i den der café. Gab. Jeg er godt klar over, at “Eden and After” handler om identitet og at flygte fra virkeligheden for at finde sig selv og så videre. Problemet er bare, at jeg er fuldstændigt ligeglad, for det her er så dilettantisk, prætentiøst og søgt, at selv min 80-årige farmor kunne lave en bedre film.

”Hvis I synes, det her er kedeligt, er I hjerteløse,” bliver der sagt tidligt i “Eden and After”. Denne anmelder sad i biografen og blev under den kommentar kækt puffet til af med-PIXpert Andreas, der kender mig godt nok til at vide, at jeg ikke ligefrem hyggede mig i mit sæde. Så ja, måske er jeg hjerteløs, men i det mindste bliver jeg ikke narret af et makværk forklædt som indviklet kunsteksperiment. Føj!

1/6

Andreas: En del af min indre filmfan fokuserer i sin smag ikke så meget på “A Nightmare on Elm Street”, “Martyrs”, “Re-Animator” og hvad der nu ellers indeholder spandevis af blod og lemlæstelse. I stedet går den del af mig efter Trier, Bergman, Tarkovsky og alt, der tillader sig at syre ud i kunstige filmiske eksperimenter for at se, hvad der sker, når man tvinger hjernen på overarbejde foran lærredet. Den del af mig talte “Eden and After” til.

Filmen, en fransk eksperimentalfilm fra 70’erne, starter ud i Edens have – eller rettere sagt en café – hvor unge (uskyldige) universitetsstuderende bruger deres fritid på leg, for at der på den måde sker noget i deres ellers kedelige og abstrakte studie-liv. Men da en fremmed dukker op og fortæller om en verden uden for Eden, lader den unge Violette sig friste til at søge et liv, hun indtil videre kun har haft et billede af (ja, et helt konkret billede hængende på sin væg). Men som livet uden for Eden bliver ægte, forsvinder uskylden, og fortidens simple lege bliver til dødeligt alvor.

Der er store filosofiske spørgsmål på spil i “Eden and After”, og det er en fryd at sidde at tænke med, mens det syrede eksperiment folder sig ud på mærkværdig vis. Det er kunstigt uden at være uforståeligt, og i mine øjne fanger filmen den helt rette balance. Et godt eksempel er den eminente klipning, der tilføjer filmen præcis den rette mængde diskontinuitet til at syretrippet føles kaotisk samtidig med, at handlingen kan følges. Montager udgør store dele af filmen – nogle gange kun i få sekunder – andre gange i hele scener. Men de bidrager altid konstruktivt og skaber associationer og implikationer, så man konstant er revet med. Det er ikke en film for alle, men jeg var mildt sagt begejstret!

6/6

”Eden and After” vises ikke igen under årets CPH PIX.

- Taboor / Iran

Johnny: Iransk science fiction. Det skal man da se, om ikke andet fordi man aldrig ved, om man nogensinde får chancen igen. På baggrund af denne film vil jeg dog ikke vurdere det som noget tab for filmhistorien, hvis iranske filmskabere i fremtiden holder sig til deres vante stilarter. Vi følger en ikke videre udfoldet karakter i løbet af en dag i et nær-fremtids Teheran. Når jeg her skriver ‘følger’, mener jeg det langt mere bogstaveligt, end jeg ellers har for vane. I gudsjammerligt lange indstillinger viser instruktøren hans utroligt kedelige job som skadedyrsbekæmper, hans natlige engagement som levende målskive for en dværg og ikke mindst hans diagnose som et menneske, der er ved at blive stegt indvendigt af mikrobølger.

Hvis de to sidste elementer virker besnærende groteske på mine læsere, så lad mig straks stoppe den vildfarelse. Der er ingen spænding, komik eller narrativ fremdrift i nogle af de scener. Dialog (eller rettere monolog) findes kun i to scener i hele filmen. Begge monologer lader til at være indtalt af samme person, selvom der er tale om to forskellige karakterer. Filmen er dog godt filmet og skarpt klippet. Til tider får man svage associationer til Tarkovsky. Dens kunstneriske fallit kan man ikke klandre hverken kameramanden eller klipperen for. Filmen forsøger at opbygge sin fremtidsverden ved at bruge post-industrielle og moderne bygninger, men det mislykkes fælt. Måske har Teheran bare ikke tilpas ‘særegen’ arkitektur. Hvis man vil se, hvordan det skal gøres, vil jeg anbefale førnævnte Tarkovskys “Stalker”. Tag i det hele taget bare og gense den i stedet for at spilde tid på denne film.

1/6

”Taboor” vises også den 18. april kl. 19.00 i Vester Vov Vov.