Der er ikke mange figurer, der har haft så mange inkarnationer i filmverden som den gæve Robin Hood, der næsten siden filmmediets fødsel har sprunget over lærredet og taget fra de rige og givet til de fattige. I bøger, tegneserier, operaer, tv-serier og computerspil har han også foldet sig ud, og med den seneste Robin Hood-film er det blot endnu en gang blevet slået fast, at den berømte fredløse stadig rummer en uopslidelig beretning.

Myterne om Robin Hood er mange. Han dukker op i sange og fortællinger, hvori hans historie ændrer sig betydeligt over tiden. Han optrådte tilsyneladende første gang i den sene middelalder, og lige siden er der blevet lagt flere lag til fortællingen. I nogle versioner er han en jævn mand, i andre adelig, men den klassiske version, vi kender så godt, har i høj grad sit udspring i Howard Pyles roman fra 1883 samt i Walter Scotts “Ivanhoe”. De moderne fortællinger har næppe nogen relation til virkeligheden, hvilket for så vidt også er komplet underordnet, da de i stedet fungerer som fornøjelig eskapisme, som samtidig også taler til de bedste sider i os alle. Som Russell Crowe siger i et interview, der for nyligt blev bragt på Filmz TV, er Robin Hood en sådan person, som vi alle gerne vil tro eksisterer. I anledning af Ridley Scotts nye storfilmsudgave af legenden har Filmz valgt at kigge nærmere på et par stykker af de mest bemærkelsesværdige filmfortolkninger, der har været af den kække fredløse.

Robin Hood (1922)

”… gallant outlaws who roamed her mighty forests.”
Douglas Fairbanks’ “Robin Hood” var ikke den første film, der bragte den klassiske historie til det store lærred, men den var den første storfilm om den fredløse. Faktisk var filmen med et budget på 1,4 millioner dollars den hidtil dyreste film, og Fairbanks måtte selv skyde de fleste af pengene i projektet. Satset betalte sig dog, og filmen blev et kæmpehit, der brød billetsalgsrekorderne. Det er da også let at se, hvad pengene blev brugt til i filmen, der bl.a. byder på en kæmpemæssig slotskulisse, der blev konstrueret til lejligheden. Filmen er et stærkt underholdende eventyr, der viser Robin Hood som en ridder i korstogene, der må vende hjem, da hans elskede England og Marian er i fare, og faktisk bruger Fairbanks overraskende meget tid på at etablere korstogene og Robins baggrundshistorie – et træk, der på mange måde foregriber Ridley Scotts udgave. I hovedrollen viser Fairbanks sine duperende akrobatiske evner, der gjorde ham til en af stumfilmsalderens allerstørste stjerner.

The Adventures of Robin Hood (1938)

”You speak treason!”
”Fluently.”
Den definitive Robin Hood-film skulle dog blive “The Adventures of Robin Hood”. Studiet havde oprindeligt tiltænkt hovedrollen til James Cagney – hvilket er svært at forstille sig nu – men Cagney droppede rollen, og i stedet tog man et sats med den relativt uprøvede Errol Flynn, der kun var 28 år gammel. Han var som bekendt blændende i denne herlige film og er skiftevis ædelmodig helt, listig drillepind og romantisk førsteelsker. Filmen byder dog også på fremragende præstationer af Claude Rains, Olivia de Havilland og Basil Rathbone. De overdådige technicolor-farver og den uskyldige tone er næsten rørende som minder fra en svunden tidsalder, som vi knap nok kan drømme os til nu. Dialogen slår gnister, sværdene svinges, og Robins evner med bue er nærmest overnaturlige. Filmen blev velfortjent et kæmpehit, og fra da af blev Flynn på godt og ondt for evigt forbundet med rollen. Fipskægget og de stramme bukser er ganske vist blevet kærligt parodieret lige siden, men eventyr findes næppe mere uimodståelige end i netop denne medrivende beretning.

Robin Hood (1973)

”I sentence you to sudden, instant, and even immediate death!”
Som tidligere nævnt i en Disney-artikel her på siden så var 70’erne bestemt ikke Disneys bedste periode, og den kreative krise kom desværre til at smitte af på mange af selskabets produktioner. Dette gælder også for deres udgave af Robin Hood, der kom til at lide under sit skrabede budget. Meget af animationen og mange af tegningerne er blot genbrug fra tidligere tiders storform, og figurerne har en nærmest nusset fremtoningen, som om nogen havde glemt at tørre filmstrimlen af. Det er synd og skam, for ellers er der masser af potentiel charme i fortællingen, der låner kraftigt fra 1938-udgaven. Historien byder dog på en glimrende skurkerolle af Peter Ustinov, der nærmest laver en selvparodisk præstation som Prins John. Ellers er der beklageligvis ikke meget mindeværdigt over filmen, som i høj grad opleves som en lille bagatel, hvori det episke format fuldstændig udebliver.

Robin og Marian (1976)

“I love you… more than God.”
Så er der til gengæld mere nytænkning i “Robin og Marian”, der giver en revisionistisk vinkel på den klassiske fortælling. Her er det romantiske par godt oppe i årene, og mens Robin har kæmpet i korstogene med Richard Løvehjerte, er Marian gået i kloster. Følelserne blusser dog atter op, da Robin vender tilbage. Filmen er en lidt ujævn størrelse, hvor det ofte er uklart præcis, hvilken slags historie man ønsker at fortælle, og kampscenerne er undertiden meget tæt på det ufrivilligt komiske. Filmen afhjælpes dog betydeligt af en ren stjernebesætning med bl.a. Robert Shaw i skurkerollen som Sheriffen af Nottingham. Hvad der virkelig får den til at fungere er dog først og fremmest den romantiske parring af Sean Connery og Audrey Hepburn i hovedrollerne, som giver filmen en uventet følelsesmæssig styrke.

Robin Hood: Den fredløse (1991)

”This is English courage.”
Til gengæld skal man vist have en lup frem for at finde den følelsesmæssige styrke i den rodede “Robin Hood: Den fredløse”. Kevin Coster indtager rollen som den sandsynligvis mest fejlcastede Robin til dags dato, og med sin blonde bundesliga-frisure og amerikanske accent får han Errol Flynns fipskæg til at virke helt sejt ved sammenligning. Hans fremtoning er dog det mindste problem for filmen, der kaotisk skifter tone med hver scene. Undertidende undrer man sig over, hvor instruktøren har været under optagelserne, for hvor resten af filmcrewet spiller alvorligt drama, spiller Alan Rickman af en eller anden grund næsten slapstick. Til gengæld giver hans præstation et tiltrængt pusterum i en ellers ganske glædesløs film. Sigende er det ikke mindst, at filmen i dag mest af alt huskes for Bryan Adams musikhit “(Everything I do) I Do it for You” end for noget som helst i selve værket. Filmen er siden premieren blevet udsendt i en forlænget udgave, der føjer ca. et kvarters spillelængde til filmen. Den føltes ellers rigelig lang i forvejen.

Robin Hood: Helte i strømpebukser (1993)

”Prepare for the fight scene!”
Med den megen selvhøjtidelighed, der forekom i “Robin Hood: Den fredløse”, var det næsten alt for oplagt, at der skulle komme en parodi. Den leverede Mel Brooks med den fornøjelige “Robin Hood: Helte i strømpebukser”. Humoren er skiftevis høj- og lavpandet, om end mere den sidste end det første. Som i så mange af Mel Brooks’ film er antallet af vitser overvældende, og selvom de ikke alle er lige træfsikre, så er der alligevel en del, der får lattermusklerne sat i gang. Sjov er ikke mindst Prins Johns modermærke, der af uransagelige årsager konstant sidder et nyt sted, samt Cary Elwes bemærkning om, at han – i modsætning til visse Robin Hood’er – kan tale med engelsk accent. Løjerne er ikke helt på højde med Brooks’ bedste film, men man er alligevel temmelig godt underholdt. Filmen skulle for øvrigt være Ridley Scotts foretrukne udgave, hvilket man dog (heldigvis) ikke kan mærke meget til i hans nye filmudgave af legenden.

Hvilken Robin Hood-film er din favorit? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter artiklen i forummet.