De fleste skribenter kommer let til at overvurdere et emnes betydning, når de skriver om det, men det kan dårligt lade sig gøre at overvurdere Disneys indflydelse på tegnefilmen i dens moderne form. Det er vanskeligt overhovedet at forestille sig, hvordan tegnefilm havde set ud, hvis det ikke havde været for deres indflydelse, og det virker som, at alle animationsfilm lige siden har stået i gæld til dem. Hvad Disney ikke mindst demonstrerede var, at det var muligt at lave tegnefilm, der ikke alene var små nuttede underholdningsstykker for børn, men som også kunne nydes som regulære film for publikum i alle aldre og kunne håndtere temaer, der var lige så tankevækkende og dybe som dem i voksenfilm – og som oveni hatten kunne være deciderede kunstværker.

At det skulle gå sådan, kunne man dårlig gætte sig til, når man så Walt Disneys tidlige år, hvor han søgte arbejde som satiretegner, men havde svært ved overhovedet at få ansættelse. I stedet kom han via skæbnens uransagelige veje til at arbejde med animation. Han mødte kortvarig succes med små tegnede filmstykker, der blev kaldt Laugh-O-Grams, og senere med serien “Oswald the Lucky Rabbit”, som han dog forlod pga. utilfredshed med arbejdsvilkårene. Det var på egne ben, at han måtte skabe succesen, hvis det skulle blive med den kontrol over produktionen, han ønskede.

Den kom med skabelsen af den elskede Micky Mouse-figur, som også førte til de herlige Silly Symphonies-film, der med tiden blev skabt i overdådige farver og den dag i dag er forblevet uimodståelig underholdning i “Disney Sjov” om fredagen. Walt Disneys ambitioner rakte dog videre, og i dag forbinder vi ligeså vel navnet med de spillefilmslange værker, der skulle blive et af koncernens vartegn. Senest havde “Prinsessen og Frøen” premiere i sidste uge, og i den forbindelse har Filmz kigget nærmere på et udvalg af de markante filmværker, der er kommet ud af Disney-produktionen.

Snehvide og de syv små dværge (1937)

Det første spring ud i spillefilmslængde blev “Snehvide og de syv små dværge”, og det var om noget en produktion, der kunne briste eller bære. ”Ingen vil betale en øre for at se en dværge-film,” sagde Walt Disneys kone Lillian til ham, og mange tvivlede da også på projektet. Alles bekymringer blev dog gjort til skamme, da der ud sprang den mest fantastiske eventyrfilm, som blev modtaget med strålende jubel, og den russiske mesterinstruktør Sergei Eisenstein kaldte den sågar for ”den bedste film, der nogensinde er lavet.”. Filmen etablerede en klassisk Disney-formular og placerer en renhjertet (og lidt kedelig) heltinde som handlingens omdrejningspunkt, mens den virkelige underholdning kommer fra den karismatiske skurk og de sjove dværge, der på mange måder bliver filmens hjerte og største attraktion. Når man besøger den i dag, virker den muligvis mindre teknisk imponerende, end hvad der kom siden, men den friskhed og opfindsomhed, der stråler ud af filmen, er næsten uden sidestykke.

Pinocchio (1940)

“Snehvide og de syv små dværge”s kolossale indtjening havde givet Disney muligheder, han hidtil kun havde kunnet drømme om, og den igangsatte, hvad der sidenhen er blevet kaldt Disneys guldalder. Det var perioden, hvor skabelsens mirakel syntes at flyde gennem hvert billede. Næste film blev “Pinocchio”, der hjerteskærende fortæller historien om trædukken, der gerne vil være en rigtig dreng. Han formanes af sin far og af Jesper Fårekylling, men bukker alligevel gang på gang under for fristelsen. Filmens animation nedbrød nye grænser, og sangen “When You Wish Upon a Star” blev en øjeblikkelig evergreen, men til trods for den opløftende tone er filmen faktisk også en af Disneys mest uhyggelige, og den formår umådelig effektivt at dykke ned i den barnlige angst for at træde ved siden af og skammen over at have gjort det, når det nu alligevel sker. Filmen blev udsendt i krigens skygge og blev ikke umiddelbart den økonomiske succes, som “Snehvide og de syv små dværge” havde været, men i mange kritikeres øjne – inklusive undertegnedes – er den sandsynligvis det største mesterværk, Disney nogensinde har stået bag.

Fantasia (1940)

Endnu flere kunstneriske ambitioner er der dog investeret i “Fantasia”, der markerede Disneys indtræden i, hvad der den gang næsten kunne betegnes som avantgarde. Filmen er en næsten handlingsløs musikalsk rejse, hvor et orkester under ledelse af dirigenten Leopold Stokowski spiller klassiske musikstykker, som ledsages af ordløse billedfortællinger. Trods ambitionerne fik filmen en behersket modtagelse og blev en økonomisk skuffelse, selvom det formodentlig delvis skyldtes, at få biografer kunne vise den med de tekniske finesser, som Disney krævede, den blev set med. Ikke desto mindre er filmen igen og igen dukket op lige siden og er med tiden blevet en klassiker. Når man besøger den igen i dag, er den da også stadig et spændende bekendtskab, til trods for at enkelte dele virker lidt forældede og kitschede set med nutidens briller. Mange elementer er dog stadig fantastiske, og ikke mindst Mickey Mouses eventyr i “Troldmandens lærling”-stykket er en helt vidunderlig lille fortælling.

Bambi (1942)

Der er næppe nogen animeret film, der har efterladt så mange børn så rystede som fortællingen om det lille hjortekid, der må gå så meget ondt igennem. Scenen, hvor hans mor må lade livet, er vist for evigt indprentet i sindet på de af os, der så den som barn, men på trods af den hjerteskærende begivenhed er det også en film med stor humor og varme. Med produktionen nedbrød Disney atter grænserne for, hvad der kunne lade sig gøre i animation, og der blev sigtet efter en hidtil ukendt realisme i bevægelserne, når de forskellige dyr farer gennem skoven. Trods begejstrede anmeldelser skabte filmen også kontroverser, da den blev udsendt, og den blev bl.a. kritiseret for at dæmonisere jægere samt for at være en for barsk oplevelse for børn.

Askepot (1950)

Disney vendte tilbage til eventyret med “Askepot”, der på mange måder markerer overgangen fra 40’ernes perlerække af nyskabende mesterværker til de mere stilsikre, men også knap så spændende 50’er-film. “Askepot” har på mange måder en fod i hver lejr. Hvis Snehvide var lidt anonym, så er Askepot næsten personlighedsløs, og prinsen ligner et stykke glitterpapir fra en lille piges klisterbog – hvilket måske også er hensigten. Hvad der virkelig får fortællingen til at flyve er den vidunderlige tilføjelse af de elskelige mus og fugle, der hjælper Askepot og lynhurtigt stjæler vores hjerter. Samtidig er historien fortalt med fremragende håndværk, og enkelte sekvenser er decideret nervepirrende. Filmen var en kæmpe satsning for Disney, som ikke havde haft en rigtig stor sællert siden “Snehvide og de syv små dværge”, men risikovilligheden betalte sig, og filmen blev et kolossalt hit, der sikrede studiets overlevelse.

Peter Pan (1953)

J. M. Barries stykker danner udgangspunktet for denne næste film, selvom fortællingen adskiller sig fra forlægget på mange måder. I forhold til de tidligere film synes en vis rutine at kunne spores her, og visse sekvenser forekommer lidt flade – ikke mindst fordi filmen i forhold til “Askepot” virker så blottet for spænding. Filmen har dog bestemt også sine øjeblikke, og ikke mindst scenen, hvor børnene skal lære at flyve – som vi kender så godt herhjemme fra juleshowet – er stadig uimodståelig. Hvor Peter Pan selv virker noget endimensionel og faktisk til tider mere irriterende end charmerende, så er Kaptajn Klo uden tvivl filmens mest underholdende figur, hvilket Steven Spielberg nok også indså, da han blot kaldte sin opdaterede udgave af Barries fortælling for “Hook” efter skurken.

Lady og Vagabonden (1955)

Med “Lady og Vagabonden” trådte Disney ind i en ny æra, da den blev lavet i widescreen. Det betød også, at den vanlige stil måtte tænkes om, og som konsekvens heraf er klipningen langsommere, og der er færre nærbilleder. Filmen fungerer dog aldeles formidabelt alligevel. Oprindeligt var det tiltænkt, at hunden Trofast skulle dø under redningen af Vagabonden, men da Walt Disney var bekymret for at levere endnu en traumatiserende oplevelse som den i “Bambi”, kommer Trofast uforklarligt til live igen i slutscenen, selvom han tydeligvis er blevet dræbt i den foregående sekvens. Det er måske også det eneste svaghedspunkt i filmen, der ellers er en ren fornøjelse med adskillige herlige musiknumre, hvoraf naturligvis ikke mindst sangen fra den ofte parodierede spagetti med kødboller-scene er iørefaldende.

Aristocats (1970)

Hvor 40’erne var Disneys guldalder, og 50’erne var sølvalderen, så gik kvaliteten af animationsfilmene gradvist ned ad bakke gennem 60’erne, og “Aristocats” er på mange måder typisk for udviklingen. Filmen var den sidste animationsfilm, som Walt Disney selv godkendte, og den første der blev færdiggjort efter hans død – og på mange måder er den et tegn om, at tingene ikke var, hvad de havde været. Filmen ligner mest af alt genbrug af “Lady og Vagabonden” krydret med noget “101 Dalmatinere”. “Aristocats” er periodevis småkedelig, især når menneskerne fylder skærmen, og animationen er ligeledes temmelig flad og grumset i forhold til tidligere film, men heldigvis er den stadig krydret med gode, jazzede musiknumre og en vis charme, der trods alt gør den til en acceptabel oplevelse.

Bernard & Bianca (1977)

Når nøden er størst, er hjælpen nærmest, og det motto var ikke alene et tema i “Bernard & Bianca”, men også filmens virkning, da den pludselig lukkede en brise af frisk luft ind til det kunstnerisk stagnerede filmselskab. Den følger det ukuelige musemakkerpar, der skal redde den forældreløse Penny ud af de ondes klør, og filmen byder på adskillige elskelige væsner, hvor ikke mindst en noget usikker albatros hurtigt stjæler billedet. Selvom filmen bestemt ikke kunne måle sig med tidligere tiders mesterværker – hverken hvad angår animationen eller stemningen – så var den et tiltrængt og forfriskende indslag med sin hjertevarme og solide fortælling, iørefaldende musik og herlige humor. “Bernard & Bianca” blev en uventet succes og viste, at til trods for den kreative krise så var der stadig liv i selskabet.

Mesterdetektiven Basil Mus (1986)

Nogen stor klassiker bliver “Mesterdetektiven Basil Mus” næppe heller nogensinde regnet for, men selvom de få sange ikke er voldsomt mindeværdige, og historien ikke helt kommer op at ringe, så er den en ualmindelig charmerende og underholdende størrelse. Filmen anvendte en dengang nyskabende computerteknologi til at skabe det uhyggelige og kaotiske indre af Big Ben, men først og fremmest så lever den i kraft af sin sjove Sherlock Holmes-pastiche og den stemningsfulde portrættering af det victorianske London. Filmen blev en pæn og tiltrængt succes, efter at Disney havde floppet fælt med “Taran og den sorte gryde”, og den lagde første sten til den genoplivning af Disneys film, der var undervejs.

Skønheden og udyret (1991)

“Den lille havfrue” fra 1989 havde markeret et stilskifte for Disney og en tilbagevenden til en mere klassisk form, men bevægelsen blev fuldendt med den førsteklasses “Skønheden og udyret”, der for alvor viste et Disney, der atter kunne levere en fremragende fortælling. Filmen lagde sig tæt op ad Jean Cocteaus klassiker fra 1946, hvis visuelle stil og greb på fortællingen den fulgte ret nøje. Tilføjet var dog det særlige Disney-touch med læssevis af iørefaldende sange og distinkte personligheder til de mange objekter. Filmen blev en stor sællert og modtog ydermere den ære at være den første animationsfilm, der blev nomineret til en Oscar for bedste film (og var faktisk den eneste, der havde opnået det, indtil Pixars “Op” i år også blev nomineret).

Løvernes konge (1994)

Hvor min og tidligere generationer voksede op med traumet over moderens tab i “Bambi” dybt i vores bevidsthed, så lader nyere generationer i stedet til at være mærket af et bestemt dødsfald i “Løvernes konge”. Filmen trækker da også meget på tidligere tiders storhed i denne til tider sjove, men bestemt også ganske alvorlige og dystre fortælling. Interessant nok blev filmen ellers betragtet som et mindre lovende projekt end “Pocahontas”, men som de første reaktioner begyndte at komme fra trailerne, forstod Disney, at de havde en vinder på hånden. Filmen er en blændende og opslugende fortælling og nok den af de moderne film, der bedst kan tåle sammenligning med værkerne fra 50’erne.

Siden dengang har Disney måttet se sig overgået af Pixar, men med sammensmeltningen af de to selskaber og produktionen af “Prinsessen og Frøen” lader de atter til at være ved at genopdage de gamle dyder, og forhåbentlig er den film blot den første i rækken af en ny serie kvalitetsfilm fra det hæderkronede firma. Indtil da må vi holde fingrene krydsede og blikket fast rettet mod ønskestjernerne.

Hvilke Disney-film, synes du, er de bedste? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter artiklen i forummet.