Efter indledningsvis at være blevet sat i forbindelse med produktionen på “The Lost Boys 2” blev det i sommer offentliggjort, at Corey Haim ikke ville blive hyret til at gentage sin rolle som Sam Emerson i opfølgeren til kultvampyrfilmen fra 1987. Men nu har Warner Bros. alligevel besluttet at medtage den tidligere barnestjerne i filmen.

Grunden til Haims pludselige medvirken i projektet skyldes, at alle de scener, der involverer Haims figur, som blev fjernet fra det oprindelige manuskript, vil blive sat tilbage i filmen.

Instruktøren P.J. Pesce, der ellers havde færdiggjort filmens optagelser, vil derfor vende tilbage bag kameraet for at optage de tidligere skrevne scener med Haim.

“Lost Boys 2: The Tribe”, der bliver produceret til dvd-markedet, har i forvejen Corey Feldman og Jamison Newlander tilbage i deres roller som henholdsvis Edgar og Alan Frog, de tegneserieentusiastiske, vampyrjagende brødre.

Filmen udspiller sig i den mørke del af surferbyen Luna Bay i Californien, hvor vampyrer hurtigt skaffer sig af med alle, der kommer dem på tværs. Et nytilflyttet søskendepar bliver dog impliceret i den dystre vampyrverden, da søsteren uvidende falder for en lokal blodsuger.

Trods de snarlige ekstraoptagelser skulle filmen angiveligt stadig være klar til dvd-premiere til sommer.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: