De danske biografer bliver hårdt ramt af udsættelsen af “No Time to Die”, vurderer biografchef.
Lene Pia Madsen havde booket det meste af april til at vise den nye James Bond-film, “No Time to Die”. Nu må biografchefen for Danmarks største biograf – Imperial i København – finde på en nødplan.
For frygten for coronavirus har fået “Bond”-producenterne til at udskyde “No Time to Die” til november, hvilket efterlader biograferne med en mindre attraktiv april, der normalt ikke er den bedste måned for biograferne:
”Normalt er april en vanskelig måned for biograferne, da det kan blive årets første måned med godt vejr, så vil folk være ude. Derfor var det genialt for os biografer at placere ‘No Time to Die’ i april – den kunne trække publikum ind,” siger Lene Pia Madsen til Filmz.
På den lange bane er biografchefen ganske rolig, men med udsigten til en april uden “No Time to Die” bliver det nu en måned, der næppe kan leve op til det forventede billetsalg:
”James Bond skal jo nok komme, premieren er bare flyttet til november. Når det er sagt, så er en ‘Bond’-film én af årets største film, der ville have gjort april til en sikker succes.”
Det danske “Bond”-forsalg skulle have begyndt på tirsdag, men er nu aflyst. Til sammenligning var billetsalget begyndt i andre dele af verden, hvor man nu skal bruge tid og energi på at refundere et stort antal billetter.
I stedet kan de danske biografer bruge energien på at tænke kreativt. Lene Pia Madsen ser “No Time to Die”-forsinkelsen som en mulighed for at eksperimentere:
”Det bliver en mulighed for at eksperimentere. Lige nu har vi en kavalkade med gamle Robert De Niro-klassikere, som fortjener at få repremiere på det store lærred. Den slags kan vi nu lege mere med, ligesom det er en mulighed for mindre film at byde sig til.”
Læs også ‘Danske James Bond-fans må vente på ny premieredato til “No Time to Die”‘.
“No Time to Die” får verdenspremiere den 12. november.