Den Oscar-nominerede instruktør er gået bort, i en alder af 85 år.
Teater- og filminstruktøren Kaspar Rostrup er død, 85 år gammel.
Ifølge Have Kommunikation, der udsender meddelelsen på vegne af familien, døde han mandag aften efter længere tids sygdom.
Kaspar Rostrup blev uddannet skuespiller fra både Det Kongelige Teater og Aarhus Teaters Elevskole, men hans navn blev især kendt gennem arbejdet bag kameraet.
I 1989 fik han sit store gennembrud med filmen ‘Dansen med Regitze’.
Filmen blev en af de mest elskede danske film i nyere tid og førte til en Oscar-nominering for ‘Bedste Ikke-engelsksprogede Film’ året efter.
Ud over filmene var Kaspar Rostrup en markant skikkelse på de danske teaterscener.
Han nåede ifølge familien at instruere over 120 forestillinger.
Brød med traditionerne
Som teaterdirektør på Gladsaxe Teater fra 1984 til 1992 skabte han det såkaldte totalteater.
Her fjernede han de faste sæder og lod publikum bevæge sig frit blandt skuespillerne.
Det vakte opsigt både i Danmark og i udlandet, hvor hans gigantopsætninger som ‘Odysseen’ trak opmærksomhed.
Han vendte tilbage til Gladsaxe i 2006, da teatret blev relanceret som Gladsaxe Ny Teater, men økonomien tvang teatret til at lukke fire år senere.
I 2013 udgav Kaspar Rostrup erindringsbogen ‘Sølvfloden’, hvor han fortalte ærligt om en svær barndom og om at finde glæden i fantasien.
Kaspar Rostrup efterlader sig sin hustru, Lene Rostrup, fire voksne børn, børnebørn og et oldebarn.
Vi her på redaktionen sender de varmeste tanker til familien og de pårørende i den svære tid.





