Endnu en dansker skal spille med i Netflix-serien “The Witcher” – Kim Bodnia er Vesemir.
For en uge siden afslørede Netflix rollelisten til den kommende sæson af “The Witcher”. Men ét navn manglede.
Først nu annoncerer Netflix nemlig skuespilleren, der skal spille mentorrollen som Vesemir. Og det skal ingen ringere end danske Kim Bodnia:
”Jeg er begejstret over at byde velkommen til Kim Bodnia til castet på ‘The Witcher’. Jeg har beundret hans unikke talent i serier som ‘Killing Eve’ og ‘Broen’, og jeg kan ikke vente med at benytte hans styrke, vedholdenhed og varme til karakteren Vesemir, som bliver en central del af den kommende sæson,” udtaler showrunner Lauren Schmidt Hissrich.
Dermed tilslutter Bodnia sig et cast med blandt andre danske Lars Mikkelsen, der gentager sin Sæson 1-rolle som Stregobor i Sæson 2.
En tredje dansker – den talentfulde Thue Ersted Rasmussen, der også kan opleves i den kommende “Fast & Furious 9” – er også blevet annonceret til at spille en rolle i Sæson 2 af “The Witcher”. Ersted Rasmussen spiller karakteren Eskel.
Lars Mikkelsen og Thue Ersted får således selskab af landsmanden Kim Bodnia, der skal spille én af de ældste og mest erfarne ‘witchers’ i serien.
Vesemir er en central karakter i “The Witcher”-spillene, hvor han har udviklet sig til at være en regulær fanfavorit.
Læs også ‘Netflix hyrer “Game of Thrones”-stjerne – vigtig besked om “The Witcher”‘.
Sæson 2 af “The Witcher” får premiere i 2021 på Netflix.