Når sange på soundtracket nogle gange overgår filmene de er skrevet til.
Nogle filmsange lever kun så længe rulleteksterne kører. De gør deres arbejde, lægger lidt stemning på, og forsvinder igen, når lyset tændes i biografen.
Og så er der de andre. Dem, der bliver hængende. Ikke bare som “den der sang fra filmen”, men som noget, der nærmest er filmen.
De sange føles ikke påklistrede. De føles som om, de altid har hørt hjemme der. Som om filmen ikke helt ville fungere uden dem. Nogle af dem forklarer hovedpersonen bedre end dialogen gør. Andre rammer en følelse, filmen kredser om, men aldrig siger højt. Og så er der dem, der bare fanger tonen så præcist, at man stadig får billeder fra filmen i hovedet, hver gang nummeret dukker op i radioen.
Vi på redaktionen har udvalgt te 10 bedste sange der nogensinde er lavet til spillefilm. Meget forskellige i stil, tone og publikum – men alle eksempler på, hvordan musik kan løfte en film fra at være noget, man ser, til noget, man mærker.
Jonas sange
Spectre – Radiohead (fra filmen ‘Spectre’)
Spørger du mig, er Radioheads ‘Spectre’ ikke bare en af de bedste filmsange nogensinde – det er den bedste James Bond-sang, der nogensinde er blevet skrevet. Og så blev den ikke engang brugt.
I 2014 var opfølgeren til Skyfall på vej. Christoph Waltz var castet som Blofeld, Dave Bautista som en tavs håndlanger, og Sam Mendes vendte tilbage som instruktør. Opskriften lignede en gentagelse af den enorme succes. Adeles Skyfall havde været en afgørende del af filmens gennemslagskraft og blev uundgåelig i radioen verden over. Det lagde et enormt pres på MGM.
Til deres held var Radiohead i gang med arbejdet på A Moon Shaped Pool, og de sagde ja til at lave titelsangen. Faktisk havde de allerede skrevet en Bond-sang – Man of War – udelukkende for deres egen fornøjelse. Den var tænkt som en hyldest til Bond-sangens historie og blev endda præsenteret for MGM, som afslog den. Den var ikke Skyfall nok. Derfor skrev de i stedet Spectre.
Resultatet er en mørk, svævende og urovækkende sang, man instinktivt lukker øjnene til. Thom Yorkes lyse, næsten feminine vokal passer perfekt ind i Bond-kanonen. De jazzede trommer og strygerne ligger og pulserer under overfladen. Det er en ekstremt original Bond-sang, som samtidig bliver klassisk i sit orkestrale mellemstykke. Men MGM kunne ikke se genialiteten.
Årsagen er stadig omdiskuteret. En teori er, at sangen var for mørk og alternativ – ikke en fællessang som Adeles. En anden, fremsat af producer Barbara Broccoli, er, at sangen kom for sent i processen. I stedet endte Sam Smiths Writing on the Wall som titelsang. En mere poppet og hurtigt glemt Bond-sang, der tog pladsen.
Radiohead udgav selv Spectre bagefter. Og gudskelov for det.
For MGM sagde nej til en James Bond-sang af Radiohead.
Lose Yourself – Eminem (fra filmen ‘8 Mile’)
Den første rap-sang til at vinde en Oscar.
Eminem har sat varige spor i både musikhistorien og filmhistorien. Fra den ikoniske optræden med Elton John ved Grammy Awards, der byggede bro mellem rap og etableret popmusik, til Oscar-sejren for Lose Yourself – den første rap-sang, der nogensinde vandt prisen for Bedste originale sang.
Man skulle ellers tro, at Gangsta’s Paradise fra Dangerous Minds ville have været den første, men det var først i 2002, at genren fik sin fulde anerkendelse.
Lose Yourself er skrevet af Eminem selv til 8 Mile, en semi-biografisk film om en ung rapper i Detroit, der arbejder på et værksted og bor i en trailerpark med sin mor og lillesøster. Han har et enormt talent, men kæmper for at slippe væk fra den kriminelle livsbane, han deler med sine venner.
Sangen blev skrevet under optagelserne og færdiggjort sideløbende med filmen. Den fungerer ikke bare som en ledsager, men som filmens indre motor. Lose Yourself er blevet et kulturelt pejlemærke og har banet vejen for rapmusikkens plads i filmmediet.
School of Rock – The Mooney Suzuki (fra filmen ‘School of Rock’)
Den perfekte afslutningssang til den perfekte film.
Richard Linklater lavede et markant kursskifte, da han instruerede School of Rock. Som etableret arthouse-instruktør bag film som Before Sunrise, Dazed and Confused og SubUrbia var det et overraskende valg at lave en familiefilm med Jack Black i front.
Men med et knivskarpt manuskript af Mike White var fundamentet solidt. Jack Blacks kærlighed til rockmusik gjorde ham dybt involveret i filmens musikalske retning. Han forsøgte selv at skrive finalesangen, men kunne ikke ramme noget, han fandt værdigt.
Ved en koncert med The Strokes opdagede han opvarmningsbandet The Mooney Suzuki. Backstage spurgte han dem, om de ville give et bud på en sang til filmens finale. Uden de store forventninger modtog han senere en demo – som endte med at blive sangen School of Rock.
Sangen er en destillation af klassisk rock. Man hører ekkoer af The Who, AC/DC og Led Zeppelin. Den kunne ikke passe bedre og efterlader publikum med et smil, der sidder længe efter rulleteksterne.
Accidentally in Love – Counting Crows (fra filmen ‘Shrek 2’)
Den rette efterfølger til Smash Mouths ‘All Star’.
Accidentally in Love er på papiret en klassisk poprock-sang, men i konteksten af Shrek 2 bliver den noget helt særligt. Den første Shrek-film åbnede med All Star, en sang der siden er blevet kult og relativt ironisk. Derfor var presset stort, da sangen til etterfølgeren skulle findes.
Her rammer Accidentally in Love plet. Sangen spiller under introsekvensen, hvor Shrek og Fiona er på bryllupsrejse og bevæger sig gennem et virvar af eventyrfigurer og tydelige homager. Den er upbeat, sukkersød og enormt catchy på samme tid.
At en animeret eventyrkomedie kunne levere en Oscar-nomineret popsang, som stadig lever videre uden for filmen, siger alt om dens kvalitet. Accidentally in Love er både et produkt af sin tid og fuldstændig tidløs.
Streets of Philadelphia – Bruce Springsteen (fra filmen ‘Philadelphia’)
En af de mest stille og sørgmodige filmsange, der nogensinde har vundet en Oscar.
Bruce Springsteens Streets of Philadelphia er ikke skrevet for at imponere, men for at føles. Sangen ledsager Jonathan Demmes Philadelphia, en af de første mainstreamfilm, der tog AIDS-epidemien alvorligt og med empati.
Springsteen skruer helt ned. Der er ingen stadionrock og ingen heroisk patos. Kun en lavmælt, elektronisk puls og en vokal, der lyder isoleret og træt. Det er ensomhed sat i musik.
Sangen fungerer som filmens følelsesmæssige rygrad og indkapsler hovedpersonens kamp mod både sygdom og social udstødelse. Det er en sang, der ikke forsøger at forklare noget – den eksisterer bare i smerten. Det er den perfekte sang at høre, når man går gennem en by i sneslud en søndag eftermiddag.
Streets of Philadelphia vandt fortjent Oscar for Bedste originale sang og står i dag som et bevis på, at filmsange ikke behøver være store for at være uforglemmelige.
Nicolais valg
Upside Down af Jack Johnson – ( fra filmen ‘Curious George’)
Jack Johnson var allerede blevet synonym med akustisk, afslappet surfer-pop, da han fik lov til at skrive musikken til Curious George. Men her ramte han noget ekstra præcist.
Upside Down lyder som Jack Johnson, ja – men den lyder også som barndom, nysgerrighed, sjov på legepladsen og den der følelse af, at verden er ét stort sted, man bare skal udforske.
Sangen handler om at stille spørgsmål, vende tingene på hovedet og ikke tage alting så alvorligt. Det er Curious George i sangform. Ikke som figur, men som idé.
Nummeret er ikke skrevet til filmen på den der “nu laver vi lige et soundtrack-nummer”-måde – det føles som om filmen er bygget rundt om sangens mindset.
Og så hjælper det, at Jack Johnsons stemme aldrig presser sig på. Den guider bare blidt med, som surfbrættet på bølgerne i Johnsons hjemstat, Hawaii.
Over the Rainbow af July Garland/Harold Arlen/Yip Hanburg – (fra filmen ‘The Wizard of Oz’)
Der er næsten ikke noget at tilføje der ikke allerede er blevet sagt i flere årtier, men alligevel: Over the Rainbow er ikke bare en klassiker – det er en filmsjæl i sangform.
Judy Garland synger den tidligt i The Wizard of Oz, men følelsen hænger ved hele vejen igennem.
Teksten handler om ønsket om noget andet. Ikke nødvendigvis noget større eller vildere – bare noget, der ikke er her. Og det er præcis det, Dorothy føler. Hun drømmer ikke om magt eller eventyr. Hun drømmer bare om et sted, hvor tingene giver mening.
Harold Arlens melodi er enkel, næsten skrøbelig, og Garland synger den uden store armbevægelser. Det er det, der gør den så stærk.
Sangen forklarer filmen, før filmen selv når at gøre det. Alt, der sker bagefter, er egentlig bare variationer over det ønske, hun synger om her.
Mrs. Robinson af Simon & Garfunkel – (fra filmen ‘The Graduate’)
Mrs. Robinson er et perfekt eksempel på, hvordan en sang kan fungere som kommentarspor.
Simon & Garfunkel havde allerede deres melankolske folk-univers på plads, men i The Graduate bliver det brugt knivskarpt.
Sangen glider ind og ud af filmen som en slags ironisk fortæller. Den siger ikke direkte, hvad man skal mene – men den peger på tomheden, hykleriet og den mærkelige voksenverden, hovedpersonen Benjamin prøver at finde rundt i.
Teksten virker næsten løsrevet, men stemningen rammer præcist. Musikken føles træt, distanceret og lidt desillusioneret. Lige som filmen.
Det er ikke en sang, der vil være dramatisk. Den vil bare observere. Og netop derfor passer den så godt.
Og så skader det absolut ikke at den også er helvedes catchy.
The Rainbow Connection af Jim Henson/Paul Williams/Kenneth Ascher – (fra filmen ‘The Muppet Movie)
Hvem skulle have troet af en af de mest medrivende og ikoniske sange der nogensinde er lavet til en familiefilm, skulle komme fra en frødukke med bordtennisbolde som øjne, der plinger løs på en banjo?
At The Rainbow Connection fungerer så godt, er næsten uretfærdigt. For det er en sang sunget af Kermit the Frog – og alligevel rammer den lige i hjertekuglen.
Jim Henson synger den med en oprigtighed, som aldrig bliver ironisk eller fjollet. Teksten handler om håb, drømme og følelsen af, at der må være noget mere derude. Ikke på en storladen måde, men på den stille, naive måde, som Muppets altid har mestret.
I The Muppet Movie bliver sangen hele filmens følelsesmæssige centrum. Det er her, man forstår, hvad filmen egentlig vil. Ikke bare underholde, men minde publikum om, hvorfor det er okay at drømme – også når man bliver voksen.
Det er en børnesang, der nægter at blive barnlig. Og det er derfor den stadig er elsket af alle: elskerne, drømmerne, og mig.
Up There af Trey Parker – (fra filmen ‘South Park: Bigger, Longer & Uncut’)
Trey Parker elsker musicals. Det mærkes tydeligt i Up There, som lyder som en klassisk Disney-ballade – hvis Disney havde skrevet en sang om Satan.
Det geniale ved nummeret er, at det bliver spillet helt straight. Ingen blink, ingen selvironi. Satan synger om sine drømme og længsler, som om han er Ariel eller Belle. Og netop dét gør sangen hysterisk morsom.
Generelt er hele soundtracket overdrysset med Broadway-glimmer, men at lave en decideret “I want”-sang om længsel og ensomhed – og så lade ordene komme ud af djævelen selv med homoerotiske billeder og hippie-blomsterbilleder overalt – er bare så ironisk at det halve kunne være nok.
Det er satire, ja – men også solidt håndværk. Og det er derfor, sangen bliver hængende.
#1 MetalMonstrum 2 uger siden