Da traileren til ‘Dune: Part Three’ ramte internettet, begyndte snakken igen om en af filmhistoriens største “what ifs”. For længe før Denis Villeneuve tog os til Arrakis, var der en anden vision – langt mere vanvittig, kompromisløs og ambitiøs.
En vision fra Alejandro Jodorowsky.
Et projekt født i kaos og ambitioner
Historien starter i begyndelsen af 70’erne, hvor filmrettighederne til Dune skifter hænder flere gange. I 1974 lander de hos en fransk producer, som giver Jodorowsky fuld kreativ kontrol.
Og det var her, det hele stak af.
Jodorowsky ville ikke bare lave en film. Han ville lave en spirituel oplevelse, der skulle “ændre publikums bevidsthed”. Han gik i gang med at samle et hold, der i dag nærmest virker urealistisk:
- H. R. Giger til mørke, biomekaniske designs
- Moebius til storyboards
- Chris Foss til rumskibe
- Dan O’Bannon til special effects
Sammen skabte de et gigantisk storyboard på over 3.000 tegninger, der visualiserede hele filmen.
Selveste Pink Floyd skulle have lavet musikken til Atreides hjemplanet hvor det franske punk-band Magma skulle have lavet musikken til Harkonnen familien og deres planet.
Et cast fra en anden planet
Hvis crewet var vildt, var castet endnu vildere.
Jodorowsky ville have:
- Salvador Dalí som kejseren
- Orson Welles
- Mick Jagger
- David Carradine
Dalí krævede angiveligt 100.000 dollars i timen – hvilket Jodorowsky accepterede… for derefter at skrive rollen om, så han kun skulle være med i én time.
Selv hovedrollen som Paul Atreides gik til instruktørens egen søn, som blev trænet intenst i årevis til rollen.
En film på 14 timer (!)
Problemet?
Jodorowsky nægtede at gå på kompromis.
Hans manuskript voksede og voksede – og endte med at blive så langt, at filmen ville vare 10–14 timer. Hollywood ville maksimalt finansiere en film på omkring to timer.
Samtidig blev budgettet ved med at eksplodere. Allerede inden optagelserne var gået i gang, var millioner brugt på forproduktion alene.
Selv Frank Herbert, der skrev bogen, blev overrasket over projektets størrelse – men havde et godt forhold til Jodorowsky.
Hvorfor filmen aldrig blev til noget
Efter mere end to års arbejde manglede produktionen stadig millioner for at komme i gang.
Studierne sagde nej.
Ikke fordi idéen manglede potentiale – men fordi den var:
- for dyr
- for lang
- for eksperimenterende
I 1982 udløb rettighederne, og de blev senere opkøbt af Dino De Laurentiis, som i stedet producerede Dune instrueret af David Lynch.
Jodorowskys version døde – uden nogensinde at blive optaget.
Filmen der ændrede Hollywood – uden at eksistere
Men historien stopper ikke der.
Storyboard-bogen – et kæmpe værk på størrelse med en telefonbog – blev sendt rundt i Hollywood.
Og pludselig begyndte elementer fra projektet at dukke op andre steder:
- Star Wars
- Alien
- The Terminator
- The Fifth Element
Flere af Jodorowskys samarbejdspartnere endte direkte med at lave ‘Alien’ sammen.
Med andre ord:
Filmen blev aldrig lavet – men dens DNA er overalt i moderne sci-fi.
Kun omkring 20 kopier af storyboard-bogen blev lavet. I 2021 blev én solgt for over 2,6 millioner euro.
Jodorowsky selv genbrugte senere mange idéer i tegneserien ‘The Incal’, som også blev en kultklassiker.
I dag står projektet som noget helt unikt:
En film der aldrig eksisterede – men som måske har haft større indflydelse end de fleste film, der faktisk blev lavet.
Og mens Denis Villeneuve nu afslutter sin egen ‘Dune’-trilogi, er det svært ikke at tænke:
Hvordan ville filmhistorien have set ud… hvis Jodorowsky havde fået lov?
