Filmen tog både anmeldere og seere med storm – og nu er der nyt om den mulige toer.

Magien fra Encanto lever stadig. Og nu begynder det igen at krible lidt i Madrigal-huset.

For ja – en toer er ikke officielt annonceret. Men den er heller ikke død.

Instruktør Byron Howard blev for nylig spurgt ind til Encanto 2 af filmmediet ScreenRant, og han svarede ikke med et nej. Tværtimod lød det ret åbent.

“Det fantastiske ved film er, at de generelt tager omkring fem år at lave,” siger han.

Oversat: Slap lige af. Den slags tager tid.

Han forklarer også, at han, producer Yvette Merino og medinstruktør Jared Bush arbejder på kryds og tværs af projekter – senest Zootopia 2 – og at mange af de samme folk går igen. Så det handler om planlægning og timing.

Men vigtigere endnu: kærligheden er der stadig.

“Encanto var en fantastisk oplevelse. Vores cast og crew blev vores familie på den film, vores colombianske familie også – det var en utrolig, fantastisk og oplysende oplevelse,” siger Howard.

Det lyder ikke som nogen, der er færdige med universet.

Biografmæssigt var Encanto ikke en klassisk Disney-mastodont. Omkring 261 millioner dollars globalt. Helt fint, men ikke “Frozen”-territorium. Men så ramte filmen Disney+. Og dér gik det amok.

Filmen vandt en Oscar, fik over 90 procent hos både anmeldere og publikum på Rotten Tomatoes – og sangene blev spillet i et tempo, der sikkert stadig kan mærkes i algoritmerne.

Corona-pandemien spillede en rolle, forklarede Howard:

“At lave en film om et dusin mennesker, der bor sammen i et hus, var ret vildt, og jeg ville elske at se en Encanto-film komme ud i verden, i biograferne, på et tidspunkt der ikke var præget af pandemi og nedlukning og den slags. Men vi har en dyb, dyb kærlighed til Encanto.”

Bruno? Ja, vi taler om ham

Stephanie Beatriz, stemmen bag Mirabel, har tidligere sagt, at hun “gerne ville arbejde sammen med dem igen”. Ikke en bekræftelse – men bestemt heller ikke en afvisning.

Og John Leguizamo, der spiller Bruno (ja, ham vi ikke taler om), har i år sagt, at der bliver “arbejdet” på en historie.

Rygterne går på, at en efterfølger kunne udvide det magiske univers og måske give Bruno lidt mere rampelys. Hvilket ærligt talt virker oplagt.

Disney elsker fortsættelser. Publikum elsker Madrigal-familien. Instruktøren taler varmt om projektet. Stemmeskuespillerne er klar. Det eneste, der mangler, er det officielle grønt lys.

Og hvis vi skal tage instruktørens femårsregel alvorligt? Så begynder det faktisk at ligne noget, der kunne ske.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: