Den danske Oscar-komité har udpeget de tre film, som har chancen for at blive Danmarks kandidat i kampen om en nominering i kategorien International Feature Film ved næste års Oscar-show.

Det bliver enten “Dronningen” af May el-Toukhy, “Før frosten” af Michael Noer eller “Ser du månen, Daniel” af Niels Arden Oplev, der skal repræsentere Danmark som kandidat til bedste udenlandske film til næste års Oscar-show.

Ifølge Oscar-reglerne kræves det, at den endelige kandidat har haft national biografpremiere i perioden fra 1. oktober 2018 til 30. september 2019, og at den er produceret uden for USA, og at den har et andet sprog end engelsk som det væsentligste dialogsprog.

Den 24. september beslutter den danske Oscar-komité endeligt, hvilken af de tre film der skal repræsentere Danmark.

Danmarks Oscar-komité består i år af DFI-direktør Claus Ladegaard, Tivi Magnusson fra Producentforeningen, Anders Refn fra Danske Filminstruktører, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Nanna Frank Rasmussen fra Danske Filmkritikere, Mette Schramm fra Danske Biografer og Filminstituttets afdelingschef for Fiktion, Marianne Moritzen.

Oscar-showet afholdes næste gang d. 9. februar.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: