Overfladen til det perfekte liv krakelerer i traileren til instruktør Olivia Wildes “Don’t Worry Darling”, men Florence Pugh stråler igennem revnerne.

Wilde er sandsynligvis bedst kendt gennem sin skuespillerkarriere, der tæller roller i film som “Tron” og “Cowboys & Aliens”. Efter sin spillefilmsinstruktørdebut med den fantastisk underholdende coming-of-age-komedie “Booksmart”, har hun dog markeret sig som en instruktør, der er værd at holde øje med, og traileren til hendes næste film, “Don’t Worry Darling”, bekræfter kun dette.

I filmen møder vi Alice (Pugh), der sammen med sin mand Jack (Harry Styles) bor i det utopiske 1950’er-samfund, Victory, hvor mændene arbejder med “udviklingen af progressive materialer” på det tophemmelige Victory-projekt styret af direktøren, Frank (Chris Pine), mens konerne bliver hjemme og gør, hvad der passer dem i deres luksuriøse, idylliske liv. Det eneste, der kræves af konerne er diskretion og utvivlsom forpligtelse til projektet. Noget dystert lurer dog under Victorys perfekte overflade.

Læs også: “Chris Pine og Hugh Grants ‘Dungeons & Dragons’-film har fået sin officielle titel”

Pugh har allerede prøvet kræfter med virkelighedsforvrængede samfund i Ari Asters “Midsommar”, og hun formår allerede i traileren til den nye film at vise sine evner frem som Alice, hvis virkelighed begynder at smuldre for øjnene af hende, mens hun må gøre op med sig selv, hvor meget hun er villig til at miste for at afslører projektets hemmeligheder. Over for hende ser vi Pine i en sjælden skurkerolle, og han ser ud til at være mere intimiderende end nogensinde før.

Udover at instruere filmen spiller Wilde også med foran kameraet sammen med Pugh, Pine og Styles. Derudover kan vi også se Nick Kroll (“My Blind Brother”), KiKi Layne (“If Beale Street Could Talk”) og Gemma Chan (“Eternals”).

Den stilfulde thriller er skrevet af Katie Silberman, der også arbejdede sammen med Wilde på “Booksmart”.

“Dont’ Worry Darling” forventes at få dansk premiere den 22. september.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: