Der findes de film, man ser i biografen og glemmer igen. Og så findes der de film, man opdager for sent – og bagefter ikke kan forstå, hvorfor man ikke så dem noget før.
For mit vedkommende var Planet of the Apes-prequel-trilogien præcis sådan en oplevelse.
Først under corona-lockdown, hvor verden stod stille, fik jeg endelig sat mig ned og set Rise of the Planet of the Apes, Dawn of the Planet of the Apes og War for the Planet of the Apes. Og jeg husker stadig den der følelse af chok: Hvorfor talte ingen om, hvor gode de her film egentlig er?
For på papiret lyder det som en klassisk Hollywood-idé, man ikke forventer det store af. CGI-aber, der overtager verden. En slags reboot/prequel til en gammel franchise. Det burde være opskriften på noget generisk Hollywood-gøgl. For jeg havde set Rise of the Planet of the Apes før og den er fin nok. Men ikke god nok til at jeg ville se de efterfølgende film da de udkom. Jokes on me.
Men i stedet fik vi en af de mest gennemførte trilogier i moderne blockbuster-historie.
En trilogi der kun bliver bedre
Den første film, Rise of the Planet of the Apes, er den mest traditionelle. Den fungerer som en oprindelseshistorie og lægger fundamentet for universet. Den er god – men det er først i efterfølgerne, at serien for alvor finder sin identitet.
Med Dawn of the Planet of the Apes tager Matt Reeves over som instruktør, og det kan mærkes med det samme.
Her bliver historien langt mere moden, mørk og tematisk tung. Det er ikke længere bare en fortælling om aber mod mennesker – det er en fortælling om frygt, magt, lederskab og sameksistens. Konflikten mellem Caesar og Koba er noget af det mest interessante, vi har set i en blockbuster i årevis, fordi den ikke handler om godt mod ondt, men om traumer, ideologi og overlevelse.
Reeves formår at skabe en verden, der føles skræmmende realistisk. En verden på randen af kollaps, hvor mennesker ikke nødvendigvis er heltene længere.
War: en krigsfilm forklædt som blockbuster
Men det er med War for the Planet of the Apes, at trilogien for alvor cementerer sin status.
Titlen lover en stor krig – men filmen gør noget langt mere interessant. I stedet for konstant action fokuserer den på konsekvenserne af krig. På traumerne. På hævnen. På det, der sker med et individ, når det presses til det yderste.
Og det er her, referencen til Apocalypse Now bliver umulig at overse.
Woody Harrelsons karakter fungerer som en tydelig Kurtz-figur – en mand, der er blevet opslugt af krigen og har mistet sin menneskelighed. Han er leder af en militærlejr som er gået rogue og lever efter sine egne regler. Samtidig bevæger Caesar sig længere og længere væk fra den idealistiske leder, vi mødte i starten, og ind i en mørkere, mere hævngerrig version af sig selv.
Filmen føles næsten som en blanding af en krigsfilm og en fangelejr-fortælling – og det er ret vildt, når man tænker på, at hovedpersonerne er digitale aber.
Caesar: en af de bedste karakterer i moderne film
Det største mirakel i trilogien er dog karakteren Caesar.
Spillet gennem Andy Serkis’ revolutionerende motion capture er Caesar ikke bare filmens hovedperson – han er dens sjæl. En karakter, der udvikler sig fra uskyldig forsøgsabe til leder, til kriger, til noget langt mere komplekst.
Han er en figur, der konstant balancerer mellem to verdener: menneske og dyr, fred og krig, håb og had.
Og det mest imponerende er måske, at man aldrig stiller spørgsmålstegn ved ham. Man føler med ham. Man forstår ham. Man tvivler med ham.
Det er sjældent, at blockbuster-film formår at skabe så nuancerede karakterer.
En trilogi der tør noget
Det, der virkelig gør trilogien unik, er dens mod.
Den tør være langsom. Den tør være stille. Den tør lade scener udspille sig uden dialog. Den tør lade sine største øjeblikke være følelsesmæssige fremfor spektakulære.
Samtidig er den fyldt med politiske og filosofiske undertoner. Den stiller spørgsmål om magt, racisme, frygt og sameksistens – uden at blive belærende.
Det er blockbuster-film med substans.
Hvorfor taler vi ikke mere om den?
Måske er det, fordi den kom i en tid, hvor superheltefilm dominerede alt. Måske er det, fordi den “bare” blev set som endnu en franchise. Eller måske er det, fordi den er svær at sælge: en dyb, filosofisk trilogi… med aber.
Men det ændrer ikke på én ting:
Planet of the Apes-trilogien er en af de mest komplette, modige og følelsesmæssigt stærke blockbuster-serier i dette århundrede. Og det bliver kun bedre af at de fortsætter universet i den nye The Kingdom of the Planet of the Apes som også er fantastisk.
Og hvis du – ligesom mig – overså filmene første gang, så gør dig selv en tjeneste:
Se den.
Alle filmene kan ses på Disney+.
