Mangler du en sidste spand hygge, inden du skal tilbage på arbejde efter ferien? Vinterferien er fyldt med aktiviteter for hele familien i det kolde, mørke danske land. Derfor kan det være en fantastisk frihed at få lov at læne sig tilbage i sofaen, tænde for fjernsynet og finde en fed serie frem på sin yndlings streamingtjeneste.

Det bugner med nye serier på streaming, og det kan nogle gange føles som en sej kamp at finde det helt rigtige. Det vil vi gerne hjælpe dig med, så du kan bruge tiden på at se serien i stedet for at lede i det store udvalg. Derfor har vi samlet fem af de mest populære serier på streaming lige nu. Serierne er de hotteste på de største streamingtjenester i Danmark, og du snyder dig selv for en god afslutning på vinterferien, hvis du ikke straks kaster dig over dem.

His Dark Materials

HBO har givet os et væld af spændende, storslåede og magiske serier, og det er den perfekte type serie til vinterferiens mørke aftener. Streamingtjenesten har nu kastet sig over Philip Pullmans famøse fantasy-trilogi His Dark Materials, der uden større succes blev filmatiseret i 2007 som The Golden Compass. Men som vi før har set, kan en tilpasning til serie noget helt andet end en filmatisering.

Første sæson af serien His Dark Materials fik premiere i 2019, og tog fantasy-universet med storm. I efteråret 2020 kom anden sæson, og den tredje og sidste sæson er også allerede bekræftet. Serien handler om flere verdener og starter i en verden, hvor menneskers sjæle materialiserer sig som dyr, der kaldes daemoner og er menneskenes følgesvende. Det er et sandt eventyr med magi, mysterier, hemmeligheder og komplotter, hvor en ung pige skal navigere i en magisk kamp mellem religion og videnskab i flere verdener.

Kan ses på HBO Nordic.

Friheden

Hvad passer bedre til vinterferien end en nordisk serie? Slå dig ned med Viaplays første danske originalserie Friheden. Serien handler om et ægtepar, der på overfladen lever et helt almindeligt liv med børn, madpakker og boliglån. Men bag overfladen ligger en fortid som svindlere, og i sæson 1 indhenter fortiden dem, så de skal udføre et svindelnummer med en gevinst på hele 15 millioner kroner.

I sæson 2 følger vi endnu et svindelnummer, og det er lige så fornøjeligt at følge med i som den første sæson. Friheden er et friskt pust i det danske og nordiske serielandskab med sin humor og høje underholdningsniveau. Nyd Lene Maria Christensen og Lars Ranthe i rollerne som de to svindlerforældre, der på underholdende vis prøver at jonglere sure teenagere og et dobbeltliv på samme tid.

Kan ses på Viaplay.

Dronninggambit

Ferien er ideel til at binge en god serie, og en af de mest bingede serier lige nu er Dronninggambit. Skak er ikke det hotteste salgsargument for en serie, men her fungerer det lige så godt som ethvert spændende action-plot. Følg skakgeniet Beth Harmon spillet af Anya Taylor-Joy, der er forældreløs, introvert og et naturtalent til skak. Men som hendes talent bliver større og karriere skrider frem, kommer der mere på spil.

Oplev 1960’ernes glamour, Beths fantastiske outfits og et skakspil så spændende som nogen actionfilm. Det er en fortælling om en ung kvindes kamp for en karriere i en mandsdomineret verden og branche og hendes rejse gennem venskaber, ensomheden og kampen for kontrol i en verden, hvor hun – ud over skak – ikke føler, at hun passer ind.

Kan ses på Netflix.

Lupin

Fremmedsprogede serier bliver mere og mere populære, og det er godt hjulpet på vej af Netflix’ originale serier fra blandt andet Tyskland, Frankrig, Tyrkiet og Norden. Lupin er endnu et stjerneskud fra Frankrig, der imponerer os med sin klassiske kup-historie om den elegante, charmerende gentlemantyv spillet af Omar Sy.

Tyven Lupin kommer fra arbejdsklassen og leder efter retfærdighed for sin far, der 25 år tidligere blev snydt af den rige overklasse. Han snyder både politiet og overklassen og forsøger samtidig at navigere i familielivet, der skranter på grund af hans ulovlige eskapader. Lupin er passende en af de mest populære serier på Netflix lige nu, og du kan nemt sluge den på en dag i sofaen her til sidst i vinterferien.

Kan ses på Netflix.

WandaVision

Det er nok ikke første gang, du hører om Disneys første Marvel-serie på Disney+ WandaVision. Siden sin premiere har den oplevet massiv medieomtale for sin meget anderledes præmis. Den tager seerne gennem USA’s sitcom-historie fra 1950’erne, så du får både farve og sort-hvid, dåselatter og både nye og kendte superhelte.

Det er den ideelle binge-værdige serie for ægte Marvel-fans. WandaVision er allerede på vej til at blive en kultserie, for den har på trods af sin meget anderledes opbygning og fortælling, i forhold til det Marvel-univers vi kender, imponeret både seere og anmeldere verden over. Nyd vinterferiens sidste dage med en virkelighedsflugt på skærmen, der springer i tid og sted og får dig til at slå krøller på hjernen for at følge med i plottet – men på den fede måde.

Kan ses på Disney+.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: